Læsetid: 11 min.

Sort flyder Silkevejen

27. december 1997

Gas og olie, ikke længere silke, er den eftertragtede handelsvare fra Centralasien, hvor rørledninger har afløst karavanerne. Men stormagternes kamp om kontrol med regionen er lige så intens som dengang

BAKU
Midt i Bakus århundredgamle bydel, Ichari Shahar, hvor gyderne er så smalle, at man uden besvær kan række over dem fra hus til hus, ligger et karavanserai - et "motel" for de karavaner, der et stykke op i vort århundrede krydsede de centralasiatiske ørkener og stepper for at bringe Østens handelsvarer, først og fremmest silke, til markedet i Europa.
Endnu ses de kroge, hvortil kamelerne blev bundet, når de skulle staldes op for natten.
Gæsterne bliver som dengang ledt ind i adskilte sten-aflukker, hvor kun den åbne ild (nu dog næret af gas) holder kulden ude. Snart dækkes der op til et overdådigt bord med kaviar, røget stør, og sjasjlik, spyd med fisk, lam og kylling i rigelige mængder. Midt under måltidet afbryder et fem-mands orkester med orientalsk musik, belønnet med en drikkeskilling.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan fordums rejsende har oplevet ankomsten til Baku efter flere dagsrejser fra Silkevejens berømte orientalske oase-byer, Samarkand og Bukhara. Men selvfølgelig er kulisserne og optrinnet en illusion - beregnet på at hive dollars ud af den moderne tids gæster i Baku, oliebranchens managers og borebisser, horder af entreprenører samt de regionale magters diplomatiske korps.

Den nye Silkevej
Silken er nu afløst af olie og gas som de kaukasiske og centralasiatiske staters handelsvare nummer ét til det altid energi-tørstende Vesten. Den nye Silkevej er et net af olie- og gasrørledninger.
Men sidste århundredskiftes kamp om kontrollen med området, det såkaldte Great Game, mellem datidens imperier, det ottomanske (tyrkiske), det britiske og det russiske, er blusset op igen - med et par nye aktører:
USA, Iran og på længere sigt Japan og Kina. Konkurrencen bliver ikke mindre intens ved, at det er den industrialiserede verdens blod, olie og gas, der kæmpes om.
"Med de enorme gas- og oliefelter, der er opdaget i Det Kaspiske Bassin (verdens næststørste efter Mellemøsten, skøn siger mellem 90 og 200 mia. tønder olie, red.) har Vesten en enestående mulighed for at slippe ud af afhængigheden af mere eller mindre stabile regimer i Mellemøsten", som en vestlig diplomatisk kilde i Baku udtrykker det over for Information.
"Reserverne i Det Kaspiske Bassin er ikke store nok til at kunne erstatte Mellemøstens, men nok til at udgøre ét blandt flere alternativer. Og nok til at holde energipriserne på et fornuftigt niveau", tilføjer kilden.
Fundene kommer på et tidspunkt, hvor især den amerikanske forbrugers tørst efter olie tærer hårdt på reserverne (en amerikaner forbruger 66 tønder olie om året, en brite 33 og en kineser kun tre).
USA har kun 3,7 mia. tønder tilbage i sine reserver, og hvis USA kun skulle bruge sin egen olie, ville felterne være tømt i løbet af fem-et-halvt år, ifølge tal fra tidskriftet Middle East International. Som følge heraf er der sket en kraftig stigning i den amerikanske olieimport:
fra 31 pct. af forbruget i 1983 til 52 pct. sidste år.

Kontrollen over olien
Men mens Vesten jubler ved udsigten til, at man kan komme ud af afhængigheden af en af verdens mest ustabile regioner, Mellemøsten, er der én ulempe ved de kaspiske olie- og gasreserver: De skal transporteres over lange afstande for at nå en udskibningshavn.
Denne kendsgerning har intensiveret kampen om kontrollen med området. Konkurrencen gælder ikke kun retten til udnyttelse af olieressourcerne, men i høj grad også, hvem der skal bygge tusindvis af km rørledninger gennem uvejsomt terræn eller på utilgængelige havdybder.
For ikke at tale om konkurrencen mellem de stater, som rørledningerne skal føres igennem - en olierørledning indebærer faste transportafgifter i milliarddollar-klassen samt politisk kontrol: I sidste instans kan oliehanen lukkes.
Hvilket de russiske olie- og gas-transportmonopoler ofte har benyttet sig af - både når regningen ikke var betalt til tiden og når Moskva ønskede at lægge politisk pres på en tidligere sovjet-stat, der optrådte lidt for selvstændigt.

Uafhængig af Rusland
Her i Baku er regeringsmedlemmer meget forsigtige med at udtale sig for kritisk om den russiske indblanding i Aserbajdsjans interne forhold - det er lykkedes præsident Hejdar Alijev at forbedre et ellers anstrengt forhold, og det skulle nødig ødelægges.
"Rusland spiller nu som før en vigtig rolle i regionen. Nogle kredse i Moskva indtager fortsat en ikke-konstruktiv position i en tro på, at Rusland kan blive ved at dominere over alle andre i SNG (det post-sovjetiske statssamfund, red.). Andre russiske ledere har indset, at stabilitet i Kaukasus er den første betingelse for, at olieindustrien kan udvikle sig - også til gavn for Rusland og russiske selskaber", siger således vice-udenrigsminister Tofik Zulfugarov til Information.
Han giver behørigt sin præsident, Hejdar Alijev, æren for, at Aserbajdsjan er den eneste af de kaukasiske og centralasiatiske republikker, hvor der ikke er udstationeret russiske styrker.

Neo-imperialisme
Akif Abdulla, direktør for den uafhængige aserbajdsjanske tænketank Centre for Strategic Studies - et institut, der rådgiver olieselskaberne om politiske og geo-strategiske forhold - kan tillade sig at tale mere lige ud af posen:
"Den nuværende ledelse i Kreml fortsætter Sovjetunionens neo-imperialistiske politik over for Kaukasus og Centralasien. Det var russerne, der pustede til de nationale modsætninger imellem armeniere og aserbajdsjanere og som gjorde, at Nagornyj Karabakh-konflikten udviklede sig til åben krig. Det var russerne, som i 1993 stod bag et kup mod daværende præsident Elcibey og året efter iværksatte et kupforsøg mod præsident Alijev. Det var Rusland som - med Tjetjenien-konflikten som påskud - i flere år lukkede grænserne til Aserbajdsjan med alvorlige følger for vores økonomi. Ruslands strategi i Kaukasus er at skabe konflikter for så at tilbyde at løse dem igen, med udstationerede russiske styrker og på Ruslands betingelser", siger Akif Abdulla.

Olierørledninger
Aserbajdsjans ønske om at komme ud af afhængigheden af Rusland er en nøglefaktor i de overvejelser og forhandlinger, der for øjeblikket foregår om olierørledningernes linjeføring.
Den eneste fungerende olierørledning, som netop er blevet restaureret med henblik på at kunne modtage en del af olien fra de nye felter i Det Kaspiske Hav, løber fra Baku gennem den oprørske republik Tjetjenien til den russiske oliehavn i Novorossijsk ved Sortehavet.
Til næste efterår suppleres denne linje, når en for øjeblikket ikke-fungerende rørledning fra Baku til havnebyen Supsa i Georgien er færdig-restaureret.
Rørledningerne til Novorossijsk og Supsa har en kapacitet på ca. fem mio. ton olie om året, og det er langtfra tilstrækkeligt, når produktionen fra de kaspiske oliefelter i år 2005-2010 når op på de skønnede 30-35 mio. ton.
Og da slet ikke, hvis en olierørledning fra Tenghiz-feltet i nabolandet Kasakhstan føres under Det Kaspiske Hav og tilsluttes Baku-ledningen, sådan som der er planer om.

Tre-fire alternativer
Derfor diskuterer olieselskaber og regeringer for øjeblikket på højtryk, hvor en såkaldt main pipeline, med en kapacitet på op til 50 mio. ton om året, skal føres. Konsortiet AIOC, der består af det aserbajdsjanske statslige selskab SOCAR samt en række internationale selskaber, har udpeget tre alternativer: en udbygning af ledningen til Novorossijsk, en udbygning af Supsa-ledningen samt etablering af en helt ny rørledning via Georgien til den tyrkiske Middelhavs-by Ceyhan (se kort).
Beslutningen skal tages engang næste år, den intense lobbyvirksomhed fra de berørte stater er i fuld gang - og det er langtfra kun økonomiske overvejelser, der spiller ind.
Den russiske første vice-ministerpræsident Boris Nemtsov har lovet Aserbajdsjan et "tilbud, det ikke kan afslå", hvad angår Novorossijsk-ledningen. Men imod taler fortsat afhængighed af Rusland.
Og imod både Novorossijsk- og Supsa-ledningen taler, at de enorme oliemængder, der her er tale om, af miljømæssige årsager ikke vil kunne transporteres igennem Bosporus-strædet, hvor de tyrkiske myndigheder i forvejen forsøger at lægge hindringer for den nuværende olietransport. Så det vil være nødvendigt at hælde olien på nye rørledninger enten i Odessa i Ukraine eller den bulgarske havneby Burgas.
Især Tyrkiet og USA taler varmt for en rørledning til den tyrkiske havneby Ceyhan, men projektet er langt det dyreste at etablere og kommer desuden til at løbe igennem de oprørske kurderes område. Aserbajdsjans regering siges at hælde til denne løsning, men holder tilsyneladende alle i uvished med det formål at opnå de mest gunstige betingelser.
"Det er godt med forskellige ruter. Det forhindrer, at ét land får monopol og holder tarifferne nede", som Rafig Abdullajev, vice-direktør i det aserbajdsjanske statlige olieselskab SOCAR udtrykker det.

Fremtidens marked
Andre er knap så glade for, at der er gået storpolitik i overvejelserne. Det gælder bl.a. Bjørn Mortensen, direktør i BP/Statoil-alliancen, en af de største aktører i kampen om Det Kaspiske Havs ressourcer.
"Vi har sagt, at vi foretrækker en ren kommerciel løsning. Olien skal jo sælges til en konkurrencedygtig pris. Og den mest rentable løsning vil være en rørledning til den iranske oliehavn Bandar Khomeiny, som i forvejen har alle faciliteter. Den mulighed forsøger USA at blokere på grund af sanktionspolitikken over for Iran, men jeg tror, forholdene vil ændre sig", siger Mortensen.
Bjørn Mortensen minder om, at det største fremtidige marked for den kaspiske olie ikke ligger i Europa, men i Asien - i Indien, Pakistan, Sydøstasien og til dels Japan og Kina, selv om sidstnævnte også ventes at kunne udnytte de store russiske fund i Sibirien og Sakhalin-øen.
Men det tales der foreløbig ikke meget om i Baku, hvor ønsket om tætte handelsmæssige og politiske forbindelser med Vesten dominerer. Den nye Silkevej går foreløbig som den gamle fra Asien til Europa - ikke omvendt.

Århundredets olieeventyr

Baku var det første olieeventyr og leverede ved sidste århundredeskifte halvdelen af verdens olie. Det var også kilde til Det Store Spil om oliemagten.
I dag gentages spillet efter jerntæppets fald og spektakulære nye fund. USA vil ud af afhængigheden af Mellemøsten.
Olielandene vil ud af afhængigheden af Rusland.
Vi rapporterer i de kommende uger fra et af verdens kommende brændpunkter.

Hvem ejer olien?

Det aserbajdsjanske olieeventyr er begyndt, selv om det ikke er afgjort, hvem der har ejendomsretten til Det Kaspiske Havs ressourcer.
Stort set gælder striden om Det Kaspiske Hav er en sø eller et hav. I Sovjet-tiden blev det regnet for en sø, hvorfor ressourcerne - både olien og fiskene - skulle udnyttes i fællesskab af de to daværende parter, Sovjetunionen og Iran.
Men med Sovjetunionens sammenbrud fik de nye stater ved Det Kaspiske Hav - Aserbajdsjan, Kasakhstan og Turkmenistan - interesse i selv at kunne forvalte naturressourcerne, og disse lande er tilhængere af, at hav-definitionen bliver den gældende. I så fald skal havterritoriet deles efter midterlinje-princippet.
Alle større kendte oliefelter vil efter denne definition tilfalde de tre nye stater. Måske af samme grund har Iran og Rusland hidtil holdt fast i sø-definitionen = fælles udnyttelse.
Rusland har forsøgt med et kompromisforslag, hvor hvert land tildeles en 45 sømile-zone, mens der etableres kollektivt ejerskab om midten af Det Kaspiske Hav, men også dette forslag er afvist af de tre nye stater.
Situationen kompliceres af, at Aserbajdsjan og Turkmenistan er uenige om, hvor midterlinjen mellem de to lande går.
Aserbajdsjan er nu gået igang med at "etablere kendsgerninger" ved at udlicitere de omstridte oliefelter, idet man omhyggeligt sørger for også at tilgodese russiske selskaber.
Og striden fortsætter.
"Aserbajdsjanerne gør, som de vil, så det kan vi også. Så længe vi ikke har nogen aftale, er der intet, der afholder Rusland fra at opstille boretårne 10 km fra Bakus kyst", siger Feliks Kovaljov, den russiske chefforhandler i striden om rettighederne, til Information.

Redaktør Dsjugasjvili

Det første olieeventyr i Baku grundlagde ikke blot formuer for vesterlændinge som Nobel og Rothschild, men var også en god "skole" for datidens russiske politiske agitatorer.
Læs f.eks. denne beretning fra kort efter århundredskiftet, hentet fra bogen "Blood and oil in the Orient", skrevet af mineejer-sønnen Essad-Bey:
"Mellem oliefelterne og byen lå små, spredte bebyggelser, beboet af tyve, spedalske, vagabonder og andre, der var svære at sætte i bås. Hvad der skete i disse bebyggelser syntes ikke at interessere nogen. Ingen vidste, at ukendte personer havde etableret en trykpresse midt blandt disse fugtige, stinkende ruiner.
Dér blev der hver aften trykt en avis, som ofte var bedre informeret om betingelserne i marken, om situationen i Georgien, Daghestan, Persien og Rusland, end byens store dagblade.
I et lille kammer ved siden af trykpressen levede avisens redaktør, som her modtog sine hjælpere. De adskilte sig ikke stort fra vagabonder. De fleste af dem var da også rigtige vandringsmænd, som bragte nyheder fra alle Østens regioner. Redaktøren talte med hver eneste af dem på deres modersmål - og han vidste hele tiden besked om alt. Særlig glad var han, når migrantarbejdere kom med lange, kodede breve fra Rusland.
Avisen blev kaldt "Baku-Arbejderen", og dens redaktør var en georgier, søn af en skomager fra Tbilisi, en tidligere teologi-studerende, som netop var undsluppet fangenskab i Sibirien. Han havde en lav pande, kroget næse og små, onde øjne, som havde set meget blod. Han hed Josef Dsjugasjvili, den berygtede terrorist, som nu kalder sig Stalin"....

Fra Essad-Bey: "Blood and Oil in the Orient", først udkommet i Tyskland i 1929, genoptrykt af Aran Press, Baku, 1997

Rørledninger fra Det Kaspiske Hav

1. Baku-Grosnyj-Tikhoretsk-Novorossijsk
Nuværende olierørledning, netop taget i brug med en kapacitet på fem mio. ton olie om året. En af mulighederne for Main Pipeline. For taler: God økonomi. Imod: Afhængighed af Rusland, usikkerhed om Tjetjenien, vanskelige transportforhold gennem Bosporus-strædet

2. Baku-Tbilisi-Supsa
Restaurering af nuværende, men ikke fungerende rørledning ventes tilendebragt i efteråret 1998. Kapacitet: Fem mio. ton olie om året. En af mulighederne for Main Pipeline. For taler: God økonomi, nærmeste rute. Imod: Løber nær grænsen til Aserbajdsjans ærkefjende Armenien, politisk ustabile forhold i Georgien, bl.a. med en uafklaret konflikt med abkhaserne, vanskelige transportforhold gennem Bosporus-strædet.

3. Baku-Tbilisi-Ceyhan
Favorit til rute for Main Pipeline. For: Direkte adgang til Middelhavet, uafhængighed af Rusland. Imod: Er langt den dyreste løsning, løber tæt på eller igennem konfliktområder som Armenien og tyrkisk Kurdistan. Foretrækkes af USA og Aserbajdsjans regering, der dog forsøger at presse tyrkerne til at bekoste anlæggelsen.

4. Baku-Bandar Khomeini
Flere ikke-amerikanske olieselskabers favorit til rute for Main Pipeline. For taler: Den mest rentable løsning, olierørledningen kan enten føres helt til Bandar Khomeini, hvor faciliteterne er fuldt udbyggede, eller tilsluttes eksisterende iranske olierørledninger og eksporteres til andre asiatiske lande. Imod: Skaber fortsat afhængighed af Mellemøsten; den amerikanske sanktionspolitik over for Iran.

5. Tenghiz-Tikhoretsk-Novorossijsk
Aftale om brug af denne rørledning mellem de rige oliefelter ved Tenghiz, Kasakhstan, og den russiske sortehavskyst netop indgået. Indebærer fortsat afhængighed af Rusland.

6. Tenghiz-Turkmenbashi-Baku og derfra videre
Kasakhisk-aserbajdsjansk plan om at etablere en rørledning under Det Kaspiske Hav med det formål at mindske afhængigheden af Rusland. Imod taler: Dyre etableringsudgifter, især til røret på havbunden.

7. Burgas-Alexandroupolis
Stikledning, der skal lede olietransporten fra Sortehavsbyerne Novorossijsk og Supsa til Middelhavet uden at belaste de snævre Bosporus- og Dardaneller-stræder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu