Læsetid: 5 min.

Den sorte krig i Afrika

6. december 1997

Olien kunne have forgyldt Cabinda-enklaven, men er endt som en forbandelse. Cabindas befrielses-bevægelsen kæmper på 23 år en næsten ukendt krig mod Angolas regeringshær
Cabinda

I de tætte regnskove og utilgængelige bjerge i den lille Cabinda-enklave er der i næsten 23 år udkæmpet en næsten ukendt krig mellem befrielsesbevægelsen Frente de Libertacao do Enclave de Cabinda (FLEC) og den angolanske regeringhær.
Guerillaen kontrollerer landområderne, regeringshæren byerne og kysten.
Siden 1974 er det lykkedes regimet i Angola at mørklægge det, der er sket i Cabinda. Magthaverne, som samtidig har ført en blodig borgerkrig mod Uniao Nacional para a Independencia Total de Angola (UNITA), kæmper desperat for at beholde indkomsterne på ca. 870 millioner dollar om året fra enklavens sorte guld - olien.
Da præsident Mobutu tidligere på året blev fordrevet fra Den Demokratiske Republik Congo (det tidligere Zaire), blev FLEC-guerillaen tvunget til at omorganisere sig i nabolandet Congo-Brazzaville, hvor bevægelsens forbindelseslinjer til omverdenen blev oprettet i løbet af sommeren.

Tvangsrekrutteret
Men de angolanske regeringstropper, der hjalp Laurent Kabilas oprørshær med at styrte Mobutu, har nu også bidraget til, at præsident Pascal Lissouba i Congo-Brazzaville har mistet magten.
"Det er tydeligt, at Angola helst ser sine venner som præsidenter i nabolandene, for at de ikke skal støtte os eller UNITA," siger kommandant Veraz under en samtale i FLEC's hovedkvarter i det nordlige Cabinda.
FLEC har behersket disse områder, siden portugiserne forlod landet i 1974. I det uvejsomme terræn har guerillaen forsvaret sig mod utallige angreb fra den angolanske besættelseshær og cubanske tropper. Den har overlevet med meget lidt udenlandsk støtte.
"Vi har ca. 5.000 mand, mens de angolanske styrker har mindst 25.000 soldater udrustet med helikoptre, fly og svært artilleri. Alligevel har de aldrig været i nærheden af at besejre os," siger kommandant Veraz.
Han har ligesom mange andre guerillasoldater kæmpet i junglen i 23 år. Men med nye regimer i nabolandene kan situationen blive værre end nogensinde i den nærmeste fremtid.
FLEC's guerillahær (FAC) er bevæbnet med AK-47 rifler og iført en broget samling uniformer.
Indfødte cabindere er blevet tvangsrekrutteret til både den angolanske regeringshær og UNITA, men mange er deserteret og har sluttet sig til FLEC, så snart de fik chancen.
UNITA har i perioder støttet FLEC's kamp og bl.a. trænet flere kommandanter. Dens sidste tropper i enklaven afleverede deres våben til FLEC, inden de tidligere i år vendte tilbage til Angola.
FLEC er populær i civilbefolkningen, og når en guerillakolonne passerer gennem landsbyerne i nord, jubler folk og vifter med bevægelsens gul-blå-røde flag.

Holder sig væk fra junglen
I nærheden af byen Necuto passerer vi en af den angolanske hærs poster på mindre end 200 meters afstand, men regeringssoldaterne begiver sig ikke gerne ud i den tætte jungle, hvor guerillaen har mineret stier og regelmæssigt gennemfører baghold.
"De angolanere, der går ind i junglen, kommer aldrig tilbage. Vi finder dem først, når de begynder at lugte," siger en ung guerillasoldat.
Mange landsbyer er blevet brændt ned under de hårde kampe, som gik forud for den angolanske invasion af Congo-Brazzaville.
FLEC ved godt, at oprørshæren ikke længere kan holde en by, sådan som den gjorde i 1980'erne, da den kontrollerede tre fjerdedele af enklaven.
Regeringen i Luanda har også underskrevet flere aftaler med diverse udenlandske tømmerfirmaer, som har fået rettighederne til at udnytte den urørte regnskov i den nordlige og nordøstlige del af Cabinda.
Maskiner og materiel til flere millioner dollar er bl.a. fragtet til Cabinda af det malaysiske tømmerfirma Tai-Pan, som den angolanske regering har aktier i.
FLEC har svaret igen med at bortføre nogle af Tai-Pans medarbejdere og forlange løsepenge for dem.
"Hvis de sender folk ind i en krigszone og forsøger at tjene store penge, så må de selv tage ansvaret," siger et medlem af FLEC's ledelse.
En gruppe træhytter i junglen fungerer i dag som hospital og skole for distriktets civilbefolkning.

Tre ud af fire er flygtet
Ud af en befolkning på ca. 400.000 mennesker er der i dag højst 90.000 tilbage i Cabinda-enklaven.
Tre af fire cabindere har siden 1960'erne levet som flygtninge rundt omkring i Centralafrika.
"Vi har omkring 25.000 mennesker i de FLEC-kontrollerede dele af Cabinda," fortæller dr. Alexandre Batche, der leder sundhedsvæsenet i det, FLEC kalder "Cabinda Livre", det frie Cabinda.
Batche fortæller, at situationen er blevet meget vanskelig, efter at oprørerne tog magten i Zaire og afskar FLEC fra muligheden for at foretage byttehandel tværs over grænsefloden Chiluango.
"Her har ikke været én udenlandsk læge siden 1974, ikke én humanitær organisation har besøgt os, ikke så meget som et stykke sæbe har vi fået i 23 år, ikke et barn er blevet vaccineret. Vi har børn, der dør af alle mulige sygdomme, men vi kan ikke redde dem. Dertil kommer de miner, angolanerne har lagt ud," siger Batche.
Det er ikke meget, han kan gøre for sine patienter. Det eneste udstyr på sygestuen er en vægt til at veje nyfødte børn på.
Tidligere kunne guerillaen bringe i hvert fald nogle af de værste tilfælde til Cuimba-hospitalet i det tidligere Zaire på den anden side af grænsen. Det er umuligt nu, fordi præsident Kabila står det angolanske regime nær.
"Det virker, som om hele verden har svigtet os og ser passivt til, mens Angola sætter tropper ind og styrter regeringerne i nabolandene," siger Batcha oprørt.

Afrikas Kuwait
Cabinda-enklaven, som engang kaldtes Porto Rico (den rige havn) af de portugisiske søfarere, har store naturrigdomme: uberørte regnskove, guld, diamanter, uran - og så naturligvis olien.
Med sin lille befolkning kunne Cabinda i dag have været "Afrikas Kuwait". I stedet er enklaven blot en af mange krigsskuepladser.
"Olien er vor forbandelse. Hvis vi ingen olie havde, så ville vi være blevet selvstændige i 1975, ligesom alle andre små portugisiske kolonier, f.eks. Sao Tome og Kap Verde. Men takket være olien har regimet i 20 år kunnet forsvare sig mod UNTIA. Oliepengene har betalt cubanske soldater og russiske våben," siger kommandant Veraz.
FLEC indrømmer, at også mange cabindere har solgt sig billigt for oliepengene. For dem har myndighederne i Angola købt mange betydningsfulde ledere og organiseret partier og fraktioner for at splitte modstanden.

Verden må reagere
Guerillaerne hævder, at de kan sprænge Gulf Oils olieplatforme i luften, hvis de vil, men de mener, at konsekvenserne ville være ødelæggende for kysten.
"Myndighederne har lovet indbyggerne i Cabinda ca. 10 procent af olieindkomsterne, altså omkring selv millioner dollar om måneden. Hvor er de penge blevet af? Folket lever dårligere end noget andet sted," siger Manuel N'Zita, der er søn af FLEC's leder, N'Zita Tiago.
Ifølge Manuel N'Zita må portugiserne bære ansvaret for den nuværende situation, eftersom de ganske enkelt overlod Cabinda til Angola, da landet blev uafhængigt i 1975.
"De marxister, der styrede Portugal, forærede Cabinda til deres kammerater i Luanda uden at tage hensyn til folkets vilje," siger han.
FLEC's ledelse understreger, at den ikke ønsker at føre krig i Cabinda, men så længe verden foretrækker at vende ryggen til, vil kampen fortsætte.
"Verden må reagere, inden det er for sent," gentager Manuel N'Zita.
Men FLEC-guerillaerne må inderst inde spørge sig selv, om verden virkelig vil støtte deres kamp efter 23 år, nu da Angolas hær helt åbent har bidraget til at styrte de få "venner", guerillaen har haft i nabolandene under den lange kamp.

Peter Strandberg er svensk
freelance-journalist.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu