Læsetid: 12 min.

Soulsurfing ved himlens kant

20. december 1997

I alperne venter vild jubel og iskold rædsel på snowboardere fra hele verden. Også på Informations udsendte, der ufrivilligt testede sin rejseforsikring

Bare forestil dig, at du kører ned mellem brysterne på en kvinde, og jo mere du svinger, jo bedre kan hun lide dig. Så skal det nok gå," griner nordmanden Alex, mens han lukker det sidste spænde på sit snowboard.
Vi er klatret det sidste stykke fra liften til toppen af bjerget. Nu stirrer vi tre mand ud over et ca. 40 graders hvidt fald ned gennem en slugt på Schindler Spitze i St. Anton.
Byen, der i år 2001 er vært for VM i alpint skiløb, ligger i Tyrol og har Østrigs mest alsidige pisteområde og største off-piste-terræn. De eneste, som byen ikke har gode tilbud til, er nybegyndere - om de står på ski eller snowboard er ikke afgørende. De nemme pister er få, og de halv-svære er grove løjer.
Men det er vi ligeglade med, for vi er kun begyndere, hvad rædsel angår - det er første dag, vi tager med snowboardbumsen Alex ud på de hemmelige steder. Han kender dem efter fire sæsoner i byen.
Hvordan Alex har kunnet holde fire vintre ud, forstår han ikke helt selv. For som så mange andre steder med ekstreme piste-forhold i de franske, østrigske eller italienske alper, mangler St. Anton hovedingrediensen i et tåleligt natteliv: Kvinder.
Er skiområdet giftigt svært, så daler procenten af det smukke køn, og her er forholdet ca. 80:20. Resultatet er et rimeligt brovtende natteliv, hvor man må høre kommentarer om bjergbyernes levevilkår som: "Hvis du scorer en af de lokale tøser, bliver du i familie med hele byen, hah hah," hyler en engelsk bartender.
"Har du ikke set, at de allesammen hedder Jennewein eller Schneider. Borgmesteren er garanteret sin egen fætter, det går helt galt med avlsprincipperne i de her små bjergbyer. Hår hår..."
Hvis man drømmer om en romance i sneen, så er St. Anton også på det område et ekstremt sted...

Idiot-snowboardere!
Der er ingen spor nedover slugten efter boards eller ski. Vi er de første, og det er hele grunden til, at vi har valgt netop denne slugt, eller chute, som bjergenes kavalergange kaldes.
Under den smalle snetunge er der is så blå som en forårshimmel, på hver side springer klipperne frem og vi vil have "first tracks" efter det seneste snefald.
Alex griner af blikket i vores øjne og kommer med sit gode råd. Små hurtige sving sagtner farten og mindsker faren for, at hele snetæppet glider af blåisen. Alex kører først - han har trods alt lovet at være guide, og præcis hvor vigtig sådan én er, skulle senere vise sig.
Men i dag flyver vi ned over sneen på Schindlerbjerget, tegner vores jomfruelige zig zag-spor, og svingene med pulversneen i kaskader om boardet føles som meningen med livet. I hvert fald med alpin snowboarding. Garvede snowboardere kan bevidne, at det ikke er hoppene, farten, eller faren ved off-piste-løb, der er det centrale. Det er svingene i pulveret, og en ung snowboarder ramte en dag følelsen lige på:
"Det er soulsurfing, mand. Meningen er hverken at nå ned eller bevise noget som helst, men bare at svinge. Og du er nødt til at gøre det for at føle det."
Vel nede ad Schindlers kavalergang står vi på et fladt stykke og sunder os, mens skiløbere suser forbi fra andre ruter, der samles her.
Én ryster på hovedet, da han ser hvilken vej, vi er kommet og som sådan beskriver hans hoveds bevægelser meget godt det generelle forhold mellem skiløbere og snowboardere. Ikke den store sympati.
"Idiotsnowboardere! Det er pissefarligt at køre dér. I er ikke rigtig kloge," råber én. Men i kavalergangen ved siden af kommer en bjergguide med påhæng, så vi føler os ikke ramt. Det kom til gengæld senere, især for nærværende reporter...
Det klassiske skiløb, der har gjort St. Anton kendt står i skarp kontrast til de unge i store bukser og jakker. Mange skiløbere siger om snowboarding, at det er alt for let og ikke stiller de samme tekniske krav til løberen.
Det er rigtigt.
Man lærer hurtigt at styre sit board nogenlunde sikkert, mens kunsterne, hvor folk hopper og snurrer som en top imens, er forbeholdt de mere erfarne eller dem, der har en baggrund fra skateboard-ramperne. I hvert fald er det en udbredt opfattelse blandt skiløberne, at snowboardere ikke har respekt for noget som helst, herunder reglerne for færdsel på pister. Det er rigtigt.
Men med rødderne i hip hop og street-kulturen, hvor meget drejer sig om tøjstil og attitude, har snowboarderne skabt sig en næsten ligeså konform og traditionsbunden facon, som de skiløbere, der glemmer at more sig, fordi alle tanker er på stilen og teknikken. Snowboarderne, hvis sving ofte er bredere end skiløbernes, pisker på tværs af pisten, hopper og laver små tricks, og især bjergguider, der får én på tværs af sit spor, bliver vrede, faktisk edderspændte.
Til gengæld mangler undskyldningen ofte, når en skiløber vælter en snowboarder omkuld. "Det gælder ikke. Det er vores bjerg".
Irritationen for skiløberne er stor i St. Anton, fordi området er til det ekstreme, og det tiltrækker boards. Men løsningen var allerede på vej sidste år i form af et særligt område med hopbakke og forhindringsbane til ære for snowboards. Uheldigvis ligger disse snowboard-parker som oftest på skisportstedernes pister, så landingen er mildt sagt ublid med mindre det sneede i går. Men ingen er længere i tvivl om, at snowboard er en disciplin, der er kommet for at blive overalt, hvor pulversneen falder.
Og ingen rejse er for lang i jagten på det eftertragtede pudder.

Seks på Hans Hilton
Én af de unge, der i hundredevis rejser den halve jord rundt for at komme til et sted som St. Anton, er den 29-årige australier Drewsy. Sammen med fem venner bor han uden for St. Anton i den lille bondeby Pettneu. Der undgår alpeluften ofte at leve op til sit friske ry. For midt i byen ligger adskillige huse, der ikke rigtig er huse.
Manglende vinduer er nemlig ikke udtryk for god vinterforberedelse, men for at det er stalde med alpekvæg. Hvis det er finere end dansk rødbroget, så lugter det ligesådan.
"Det er billigt at bo hos Hans, der ejer gården her. Og det er godt. Derfor har vi døbt det Hans Hilton, Haaaans Hilton," siger Drewsy.
Han er her for hele sæsonen, kom i december og tager først hjem til april. Penge havde han kun lidt af, da han ankom, så siden har han levet af at undervise en østrigsk skolepige i engelsk.
"Det er i hvert fald bedre og mere sikkert end det, jeg lavede sidste år. Men det er ikke så indbringende," smiler Drewsy. Han ser lumsk ud og vil ikke rigtig fortælle, hvordan han tjente de der penge sidste år.
"OK, da. Jeg købte sæsonpas af folk, der måtte hjem før tiden af forskellige årsager. Mange af de unge, der arbejder hernede får kun bonus, hvis de bliver hele sæsonen, og når de så kommer til skade, har de brug for penge til at komme hjem. Jeg købte og udlejede deres sæsonkort. Skiftede billedet ud med kundens, og voila. En uges skiløb i hele terrænet for det halve. Jeg garanterede endda et nyt, hvis de blev opdaget, men det skete aldrig," hyler Drewsy af grin.
Stemningen i den lave stue i gæsteafdelingen af Hans Hilton er udmærket. Og det er underligt, for de seks herrer, Rick, David, Paul, Joikey, Scott og Drewsy anede ikke, vi kom, før fotografen Viggo og jeg bankede på døren. Vi havde blot hørt om en snowboard-bumse-kollektiv i Pettneu, hvor der vist nok blev røget hash. Uha.
Det sidste lader sig ikke bevise, da den til rygeinstrument konverterede vinflaske politisk korrekt blev fjernet, da foto-gearet kom til syne. Men stemningen var god. Det var den da.
De fem andre fortæller, at det heller ikke er deres første gang i St Anton, men anden gang de bor på Hans Hilton. Den 28-årige hippietype Rick er her dog for tredie gang i selskab med sin guitar. Han ejer kun den og sit snowboard-gear, for han har sejlet som kok i adskillige år og tilbragt vinteren her, langt væk fra hjemlandet Australien.
"Jeg er den eneste rigtige hippie af de her australiere," begynder Rick.
"De tror bare, de er enormt alternative, fordi de rejser et par år, surfer hjemme i Australien og står på snowboard her. Tag nu Joikey, og David. De er alt for hyssede og har medbragt den der aggressive surfer-attitude. De har ikke fattet en skid. Det handler om at køre og finde sit flow i svingene. Jeg har det bedst, når jeg har kørt en hel dag alene, og sidder med min guitar om aftenen. Så kan man mærke bjergene omkring én. De tror, de skal være hurtigst, smartest og lave de vildeste tricks, men det er free riding, det handler om for rigtige snowboardere," siger Rick højtideligt.

Unge misbruges
De seks på Hans Hilton er blandt de få priviligerede, der bor billigt og har sparet nok sammen til resten af sæsonen. Lige bortset fra Drewsy selvfølgelig, men han klarer sig så længe bjergbørnene i St. Anton har svært ved engelsk. Og det har de.
Men for andre unge er det grove løjer at holde sig i live i vinterparadiset.
Inde i byen møder vi en dansk pige, ansat på den britisk ejede pizza-restaurant, Susanna's. Ejerskabet nævnes, fordi det er en væsentlig ingrediens i at snyde de unge ansatte ski- og snowboard-bumser for den østrigske mindsteløn.
Den danske pige, der ikke ønsker sit navn frem, arbejder hver dag otte timer i restauranten, det får hun sammenlagt 3000 kroner for om måneden, samt kost, logi og et liftkort sæsonen ud. Havde hun været ansat i et østrigsk firma skulle hun have ca. 8000 kroner før skat, uanset fryns.
Men som flere andre barer og restauranter i St. Anton har de engelske ejere sørget for, at lønnen udbetales gennem et firma på de britiske øer, hvor der ingen mindsteløn er. Men danskeren er alligevel glad for arbejdet.
"Jeg kom herned sent i december. Dér er de fleste job taget, og de billige værelser er gået samme vej. Her kunne de tilbyde mig værelse, mad, arbejde og liftkort. Selv om vi arbejder syv dage om ugen, så kan jeg stå på ski hele vinteren uden at blive fattigere."
I St. Anton vælger ca. 800 unge hvert år at pukle sig igennem sæsonen. Men i de senere år er det østrigske politi blevet trætte af ski- og snowboardbumserne og har øget kontrollen med især australiere, der ikke kan få arbejdstilladelse.

Av for helvede
På feriens sidste dag har vi aftalt, at mødes med Alex for at køre bagsiden af bjerget Riffelscharte. Men efter at have kørt et par timer på pisterne opgiver vi ham og tager Riffel-liften op i 2600 meters højde.
Ved endestationen klatrer vi de sidste 100 meter til toppen. Prince-lungerne klarer det lige netop, og hvilket syn: så langt øjet rækker er alperne - som vældige hvide tænder, der æder af himlens kant. Nærmest snapper efter horisonten og os. På den ene side kan vi se afmærkede pister med familier på ski, på den anden en sort ski-rute, der begynder meget langt nede bag et terræn, hvis konturer vi kun kan ane.
"Den tager vi," siger Viggo og vælter sit board udover kanten til bagsiden af Riffelscharte.
"Det er for sindssygt, vi aner overhovedet ikke, om man kan komme ned den her vej. Skal vi ikke bare tage den sorte rute ned. Er det her ikke north face? Vender vi ikke mod nord? Sneen er garanteret pakket og måske frosset på overfladen, og der er stejlt. Vi risikerer at rutsche ned ad helvede til."
"Hold nu op, Alex sagde, at man kunne komme den her vej. Vi finder vejen," siger Viggo og kører.
Jeg følger modvilligt efter og standser et par meter nede for at tjekke sneen.
Rædsel. I min handske ligger små kugler af is blandet med støvagtigt sne. Enhver, der har opholdt sig i alperne ved, at kuglesne nemt kan skride, blive til en lavine og tage én med.
Vi har naturligvis hverken skovl eller søgeudstyr med, som man ellers bør, når man kører off-piste. Søge-gear eller bippere, som de kaldes, virker ved at udsende et bip på en frekvens, der kan modtages af alle bippere. Rives en person med af en lavine, stiller de øvrige bipperen på modtag i stedet for send, og langsomt kredses den forsvundne ind.
"Hej, det her sne er kugler, Viggo. Vi skal hen til klipperne derovre, ellers ryger vi med, hvis det går," råber jeg.

Faldet
Vi kører ned langs klipperne og pludselig, mens Viggo er kørt til højre og jeg ligeud, står jeg foran et fald, ca. 20 meter kun med klipper og lidt sne ind imellem. Hvis jeg fortsætter, vil jeg ramme én og begynde at rulle rundt, men terrænet flader ud 50 meter længere nede, så det går nok. Medmindre det er den første klippe, jeg skvatter over, så går det med statsgaranti skidt. På et 35 graders fald får jeg i hvert fald næppe boardet til at køre op igen. Jeg ville ellers gerne...
Jeg beslutter mig for at klatre ned og vender mig om, så jeg har ryggen mod faldet. Jeg griber ned under sneen for at få fat i klippen. Rædsel. Blå is. Det her var umuligt. Slap handsken ville jeg ramme klipperne og med mit 'tilløb', 2-3 meters fald, ville jeg ramme dem hårdt
Og så gled handsken.
Jeg faldt, rullede og faldt. Som en slaskedukke tumlede jeg nedover klipperne og standsede først på det flade stykke. Det føltes, som om jeg havde fået et los i røven af Goliath på en virkelig god dag. Led og håndflader var gennembankede.
Efter at have siddet i sneen lidt, begynder vi at køre meget langsomt ned. Og selvom mine muskler i måsen bedst kan beskrives som 'trælår', går det.
Da vi endelig er nede, gør min røv så ondt, at jeg er lige ved at hyle, ikke mindst ved tanken om 24 timer i en bus hjem i morgen, men her kommer Doktor Josef Knierzinger ind i billedet.
Vi gik ind og sagde, at jeg var faldet ned af alperne. Det var sådan set også rigtigt nok.
"Mein øhm mås - es geht virklich nicht: sehr sehr av for helvede. Viele schmertzen im arsch, hva?"
Knierzinger vidste kun alt for godt, hvad der var sket, hvor godt skulle senere vise sig.
Mit haleben var brækket, korsbånd i venstre knæ var revet over og jeg kunne godt glemme den bustur hjem, hvis ikke jeg kunne sidde på en badering. Om ikke jeg kunne skaffe sådan én?
Hva' ba'? En badering? På et skisportssted? Jo, den finder vi da snildt. Selvfølgelig måtte vi med fly hjem og brugte resten af dagen i en mobiltelefon til Europæiske Rejseforsikring.
Dér blev vi overraskede. Lynhurtigt kunne vi få penge til et andet hotel. Jeg var blevet iført benskinne og havde brug for en gående makker, så Viggo kunne blive, få alt betalt og flyve med hjem. Vi flyttede pronto til byens fineste hotel, hvor vi straks fik meget, meget fin og voldsomt kostbar mad uden at betale en krone. "Godt styrtet, mand. På feriens sidste dag," bemærkede Viggo utidigt.
To dage senere kørte en ambulance os fra St. Anton til Zürich, hvor sygeplejersken Hanne ventede i lufthavnen. Hun var kommet for at hente os til Kastrup, hvor vi kom uden om paskontrol og kørt til indenrigsgården i ambulance. Videre herfra med det samme til Tirstrup, hvor en ny ambulance kørte os til sygehuset.
Tro på, at man med så ondt i måsen har brug for, at nogen tager sig hurtigt og tjekket af tingene!
Og således gik det, alt endte godt. Næsten. Der var lige det med Doktor Knierzinger, som vi gerne vil advare imod. Han fik sin betaling af den danske stat for nogle fine krykker, som jeg har endnu sammen med en nydelig benskinne. Men på Århus Amtssygehus undrede de sig. Mit haleben var sig selv og mit korsbånd bandt, som det skulle. Jeg var kun syg lige akkurat længe nok til, at Knierzinger kunne nå at score kassen. Eller også var han bare så forsigtig, som vi burde have været, inden vi tog op i et ukendt område uden guide, skovle, bipper, og når nu sandheden skal frem, hjernen.
Selv soulsurfere kan falde ned fra himlen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu