Læsetid: 4 min.

Hvor skal vi sove i nat?

20. december 1997

Da Det Kongelige Teater skulle løfte sløret for 250-års jubilæumssæsonen, havde Michael Christiansen fundet en helt ny profilsang - om hverdagsteatret

"Vi skal fejre det højere bedrageris indførelse på Kgs. Nytorv," sagde en veloplagt skuespilchef, da Det Kongelige Teater i torsdags røbede planerne for fejringen af 250-års jubilæet til næste år - præcist ét år før selve jubilæumsdagen den 18. december 1998.
Når Klaus Hoffmeyer talte om 'det højere bedrageri', henviste han naturligvis om illusionens kunst. Men pressemødet kom faktisk også til at af-sløre noget om teatrets egne illusioner - og måske endda om selvbedrag. For Det Kongelige Teaters chef Michael Christiansen kastede sig ud i en hidtil ukendt enighedsbeskrivelse af sit teater:
"I planlægningen af jubilæumssæsonen har vi været enige om at få nye arbejder til teatret, og vi har også været enige om at gribe til historiske værker. Men vi har også været enige om at præsentere dem hver for sig - sammen."

Nikkende chefer
Og accept lod der til at eksistere - de sad der i hvert fald allesammen på stribe og nikkede: Balletmester Maina Gielgud og viceballetmester Johnny Eliasen. Operachef Elaine Padmore og viceoperachef Klas Sjöblom, som nu særligt repræsenterede Kapellet. Og så som nævnt skuespilchef Klaus Hoff-meyer.
Og Michael Christiansen fortsatte:
"Det er vores opfattelse, at de fire kunstarter klæder hinanden. Men i jubelåret vil vi ikke demonstrere en samhørighed, som ikke eksisterer i hverdagen."
Denne nye åbning omkring det daglige interne samarbejde på Det Kongelige Teater blev desværre ikke fulgt op af konkrete eksempler. Til gengæld forklarede teaterchefen, hvorfor teatret havde valgt at fejre jubelåret så relativt beskedent:
"Jubilæumssæsonen i 1948 ligner faktisk meget den måde, vi kommer til at fejre 1998 på - i hvert fald hvad balletten og operaen angår. I 1996 lavede vi en enorm festival, vel den største nogen sinde i tea-trets historie. Og vi planlægger noget meget stort til år 2000 - mere kan jeg ikke sige nu. Men man skal se disse tre jubelår som en samlet indsats."

'96-sammenligning
Her er det nærliggende at indskyde en bemærkning om den 'enorme festival' i 1996. For uanset opreklameringen af Det Kongelige Teaters mange kulturbyår-aktiviteter, så er der vel efterhånden hukommelses-enighed om, at det kneb med kongelige '96-satsninger, der hævede sig rent kunstnerisk. Balletten var i hvert fald ramt af svære skuffelser med Hamlet og Svanesøen, og skuespillets planlagte kunstneriske kulmination med Ulvedals-udgaven af Elverhøj var også til at overskue.
Hvad Jubelår 2000 angår, er det vist hidtil kun afsløret, at den vil indebære endnu en Bournonvillefestival.

Sove i egen seng
Teaterchefens særlige pointe kom dog til at handle om noget helt andet, nemlig om Storebæltsbroen.
For den broforbindelseserfarne teaterleder udtalte sig herefter om, hvordan åbningen af Storebæltsbroen vil betyde en revolutionerende forandring af Det Kongelige Teaters publikum:
"I dag har vi så godt som ingen abonnenter på Fyn og i Jylland. Men når broen kommer, vil både fynboer og jyder kunne køre hjem og sove i deres egen seng ved halvet-et-tiden, og det vil jo forandre det hele. I dag besøger mange fra provinsen Det Kongelige Teater en enkelt gang eller to om året, men det er jo en bekostelig affære, når man skal sove på hotel eller hos bekendte i København. Efter broen vil folk kunne komme hjem og sove."
"Vi skal med andre ord også marketingsmæssigt nu til at få fat på den store nye gruppe mennesker, der skal tilbydes Det Kongelige Teater som en hverdagsbegivenhed."

Sang om hverdagen
Igen den hverdag. Et sjældent begreb fra det mindst hverdagsagtige og absolut mest plyssede og højtravende teater i hele kongeriget - når man altså lige ser bort fra Det Ny Teater.
Men også et sjovt begreb i en ny profilering af Det Kongelige Teater. Måske velegnet til en ny profilsang for teatret som en slags opdateret version af Sangen om Larsen - nu altså bare en Sangen om Christiansen?
For teatrets daglige realiteter kradser. Ikke mindst for balletten og skuespillet, der kæmper med afstanden til det omkringliggende danske teater.
Balletten har det værst. Ambitionerne hos balletmester Maina Gielgud virker i hvert fald mærkeligt bagudrettede - uanset hvor meget hun taler om at opdyrke ny koreografi. Tidligere på året tog hun således initiativ til at udskrive en koreografkonkurrence, som vil præsentere fire finalebidrag i februar - og til gallaen den 18. december har hun fået tre modne verdenskoreografer til hver at skabe en 10 minutters koreografi, nemlig Maurice Béjart, Peter Martins og John Neumeier. So far, so good.
Men af klassikere har hun blot valgt at præsentere Galeottis Amors og Balletmesterens Luner fra 1786 - uden endnu at have fastsat nogen instruktør. Og derudover Bournonvilles Livjægerne på Amager - en hundesvær psykologisk billedballet opsat af en ligeledes endnu ikke navngiven person, endda for eleverne på balletskolen! Og ellers består repertoiret af afviklingen af Flemming Flindts oprindelige '96-kreation De røde Sko. Ikke helt så imponerende.

Skuespilmarionetter
I sammenligning har skuespillet adskilligt flere fangarme ud til virkelighedens teater uden for Kgs. Nytorv, takket være Klaus Hoffmeyers inddragelse af yngre talenter allerede i denne sæson. Konkret vil jubelårets klassiker blive Karen Blixens 'marionetkomedie' Sandhedens Hævn - her spillet af levende marionetter som Ghita Nørby, Ole Ernst, Henning Moritzen, Jørgen Reenberg og endda Bodil Kjer, i Peter Langdals spejlingsinstruktion.
På selve gallaaftenen bliver skuespillets bidrag et nyskrevet 'korværk for talestemmer' af den unge dramatiker Jokum Rohde, der med hele skuespillerensemblet placeret bag nodestativer vil føre publikum gennem hele Det Kongelige
Teaters historie.
Men de to herrer fra stolene uden for Gamle Scene vil heller ikke blive glemt. På Holbergs fødselsdag den 3. december opsættes Uden Hoved og Hale, og Hoff-
meyer vil selv prøve kræfter med Oehlenschlägers Fostbrødrene sin tidligere succes med Kjartan og Gudrun.
Så ja, måske lykkes dét med hverdagen. I hvert fald for skuespillet, der lader til at have ambitioner om at projicere det dagligdags op på et højere plan.
Gudskelov. Og glædelig jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her