Hård konkurrence om at blive årets dukkert i sportens verden. Vinderen nu fundet
Hesselagers hjørne
De danske håndboldkvinder løber med al guldet, når de årlige kavalkader skal afvikles i tabloidpressen - både den gammelkendte trykte og den omsiggribende i tv.
Så er der meget mere spænding i kampen om at blive årets flop.
Komiteen, bestående af medlemmer af madklubben forsamlet til julefrokost hos evighedsstudenten, nåede så vidt jeg husker frem til følgende:
Nummer 10 i den hårde strid er motorkøreren Jan Magnussen. På grund af såkaldte motorproblemer, der sandsynligvis sidder i mandens nervøse højre fod, lykkedes det ikke denne tidligere verdensmester i gocart-race at gennemføre mere end ét eller to, måske tre løb i årets formel 1-sæson. Alligevel skal Magnussen hædres. Sjældent om nogensinde har en mand opnået så meget direkte sendetid på en public service kanal (DR-TV) blot på evnen til at vandre slukøret rundt om en havareret racer, der med stor præcision er blevet parkeret i løbets første sving. Citat: "Hvorfor køre banen igennem mere end én gang, når udsigten er den samme?". Alternativt: "Claus Borre, kom og film mig, jeg har lige lavet hjulspind. Claus, Claus!!!".
Nummer 9 på floplisten er herrehåndboldlandsholdet. Engang en stormagt, i dag til grin. Senest demonstreret, da holdet missede EM-kvalifikationen på grund af faktorer, som i dag er glemt, men her skal genopfriskes. Holdet førte stort over Sverige, men lod sig i beruselsen over overhovedet at kunne vinde nøjes med en lille sejr, hvorfor målscoren blev for ringe. Senere fulgt op af katastrofen mod Ungarn, der kørt agterud fik lov at hente et point i Danmark. Tre afgørende point smidt væk. Citat: "Måske vi skulle overveje et kønsskifte."
Nationalt mindreværd
På en flot plads som nr. 8 finder vi Brian Nielsen og boksepromotor Mogens Palle. Den stadig større sværvægter - og vi tænker her ikke på Mogens Palle! - har gennemført en kongerække af titelforsvar og er stadig verdensmester i et eller anden perifert forbund - men ingen ved om han kan bokse. Til gengæld kører han hurtigere i bil end Magnussen. Citat: "Mogens (hulk, hulk), jeg gider altså ikke mere, hvis de begynder at slå igen!"
Nummer 7 på årets liste er lidt af en overraskelse. Den franske planlægningkomite, der har ansvaret for turneringsplanen til VM i fodbold har med stor præcision spredt kampene mest muligt ud over hele landet. Danske fans skal rejse op mod 2.000 km for at følge landsholdets tre første kampe, og trafikken i forbindelse med dette "kryds og tværs"-arrangement risikerer at medføre mindst 15 dødsfald - men motorvejsafgifterne klinger i kassen og Air-France jubler. Citat: "Hvorfor dog lave en økologisk korrekt turnering når det er meget sjovere at lukke nogle drivhusgasser ud. PS: CO2-kvoter købes, god pris gives".
Nummer 6 på floplisten er de overpatriotiske og periodisk kvalmende strømninger i dansk presse. Citater som "Michael Laudrup og Ajax vandt i aftes ...", "Uden Per Petersen på holdet lykkedes det i går Borussia Mönchengladbach ..." og "den tidligere danskerklub ..." udstiller med stigende tydelighed den nationale mindreværdsfølelse. Citat: "Hvis det ikke er eller har været dansk, hvordan skal vi så kunne bilde jer ind, at det er værd at høre om?" (Er der
f. eks. nogen der kan huske hvilket nummer Sydkorea blev ved VM i kvindehåndbold?).
Nummer fem er fra samme skuffe. Bjarne Riis tog en nedtur op ad de franske bjerge. Men har vi allesammen glemt at det var en sensation, at manden året før vandt løbet, og at hans tidligere tredjeplads også var alletiders bedste danske placering. Årets syvendeplads var måske årets fysisk mest krævende sportspræstation, rent taktisk udførte Riis et mesterværk og danernes fornærmelse over "den specialtrænede østtysker" Jan Ullrichs 'mytteri' er alarmerende og begrædelig. Citat: "Hvis bare ikke alle de andre også ville vinde, ville vores Bjarne have haft bedre chancer". Alternativt: "Hvis bare Bjarne henter to timer på enkeltstarten, så kan det være, vi vinder seerkonkurrencen med DR. Kom så Bjarne!"
Pinlige Wilbek
Den ulykkelige nummer fire, lige uden for medaljerne, er vores allesammen Ulrik Wilbek. At høre manden sige, at holdet spillede finalen til ære for de to dræbte danske tilskuere, var tåkrummende pinligt. I spillede VM-finalen, fordi den var vigtigt for jer - ikke af en eneste anden grund, lad være med at intimidere de døde. Citat: "Jeg donerer min plads som formand for Socialudvalget i Viborg Kommune til ofrene for oversvømmelser over alt i verden. Fik I citatet drenge, eller skal vi tage det en gang til, så I har noget at klippe i? Og tror I ikke lige mikrofonen skal lidt tættere på, sådan der, ja."
Og nummer tre og med i topstriden er Odense Boldklub, der af disciplinære grunde har set sig nødsaget til at agere herremænd over for midtbanespilleren Stig Tøfting, der er sat af holdet efter at have kritiseret træneren. Citat: "Godt nok stod vi uden sejr efter 15 kampe, men derfor skal ingen antyde, at vi har problemer i klubben. PS: Og desuden var han lige ved at rive skyklapperne af os."
Nummer to i årets flopkonkurrence er fodboldklubben AB, der gennem ihærdigt pressearbejde fik luftet alle de rigtige meninger og lagt distance til en af klubbens spillere, der var kendt skyldig i narkohandel. Citat: "Måske gemmer der sig også et menneske inde i ham, men det kan vi ikke forklare sponsorerne".
Og vinderen og nummer et på floplisten er helt suverænt fodboldlandsholdets træner Bo Johansson, der ganske vist med en vis succes har introduceret en spillestil, hvor modstanderen ikke på forhånd betragtes som uovervindelig, men som endnu ikke afleveret én eneste markant bemærkning om noget som helst.
Manden, der er dybt sympatisk, er ganske vist blevet interviewet et hav af gange, har svaret og svaret - men har endnu intet sagt. Årets flopcitat: " ". Og alternativt:
" ".