Læsetid: 5 min.

Om stabile økosystemer

15. december 1997

Jo flere arter, det indeholder, jo mere stabilt er et økosystem, viser ny undersøgelse - næsehorn og havskilpadder trues af insekter og andet småkravl

Kan og skal vi mennesker afgøre hvilke arter, der er vigtigere at bevare end andre?
Spørgsmålet bliver mere og mere aktuelt efterhånden som Jordens økosystemer sættes under stigende pres, og vor viden om dem samtidig stiger.
Her i avisen har problemstillingen i den seneste måneds tid været debatteret i Feedback-spalten, hvor Jesper Hoffmeyer har plæderet for, at vi bør forsvare naturen for menneskenes skyld - og ikke for naturens egen skyld. Måske, mener Hoffmeyer, kan man ud fra dette antropocentriske natursyn konkludere, at ikke alle arter har lige stor bevaringsværdi. Han spørger, om det mon ville gå helt galt, hvis vi ofrede et par hundrede insektarter mod at få lov til at bevare havskilpadden og næsehornet?
Det er svært at forestille sig, at svaret skulle være et ja. Et par hundrede kakkerlakker, lopper og andet småkravl af den ulækre slags vil de færreste vel savne?
Men jo, det vil de måske - de ved det bare ikke, lyder konklusionen på en ny undersøgelse offentliggjort den 4. december i det amerikanske tidsskrift Nature.
De to amerikanske økologer Shahid Naeem og Shibin Li har lavet et forsøg, der bekræfter, hvad mange af deres teoretiske fagfæller længe har påstået: At et økosystem er mere stabilt, jo flere arter det indeholder. Deres resultater understøtter dermed den idé, at bevarelsen af diversiteten (mangfoldigheden) af arter er vigtig for overlevelsen af et biologisk samfund - også selvom de enkelte arter ikke umiddelbart synes at have nogen værdi for os mennesker.

Mikrosystemer
Det er mildest talt ikke nemt at lave forsøg med hele økosystemer - antallet af ukendte faktorer er nærmest uendeligt i et naturligt system som en sø eller en skov. Derfor har det indtil nu været teoretikerne, som har forsøgt at spå om, hvad der sker, når man udrydder arter fra et økosystem.
De teoretiske økologer har bare et problem: Deres computermodeller mangler ofte virkelige data, som kan verificere dem. Her er Shahid Naeem, som er assisterende professor ved universitetet i Minnesota, USA, sammen med en af hans studerende, Shibin Li kommet de teoretikere til undsætning. Naeem og Li konstruerede nogle mikroøkosystemer, hvor de i praksis har kunnet undersøge, hvad antallet af arter betyder for systemernes stabilitet.
Helt naturlige var deres økosystemer ikke: De var ikke større, end de kunne være i en række petriskåle, de plasticskåle, som mikrobiologer bruger til at gro bakterier på. Indholdet var da heller ikke hverken træer eller pattedyr, men forskellige arter af mikroorganismer.
At Naeem og Li alligevel betegner deres petriskåle som små økosystemer, skyldes, at de mikroorganismer, som de tilsatte, afspejler de samme funktioner, som man finder i et et 'rigtigt' økosystem. Encellede grønalger lavede fotosyntesen, og dermed energien, som er udgangspunktet for det fødenet, ethvert biologisk samfund består af. De videre forgreninger i nettet bestod blandt andet af bakterier, som kan nedbryde algerne, og amøber, som spiser bakterier og alger. I de små petriskåle blev træer og buske på den måde repræsenteret ved forskellige arter af grønalger, mens amøberne gjorde det ud for kaniner og løver.

Klar i kulissen
Shahid Naeem og Shibin Li lavede en masse forskellige økosystemer, hvor de varierede artssammensætningen - både med hensyn til hvilke og hvor mange arter som blev tilsat petriskålene. Derefter ventede de i 57 dage, og målte så hvor mange grønalger, der var til stede i de enkelte skåle.
Deres resultater viser tydeligt, at jo flere arter, der var til stede ved forsøgets start, desto mere præcist var udfaldet - målt i algebiomasse.
I petriskålene med få arter var der stor forskel på hvor mange grønalger, der endte med at være - selvom udgangpunktet var det samme antal arter. Anderledes var det med de mere artsrige mikrosamfund - de endte med nogenlunde samme antal grønalger, selvom de bestod af forskellige arter.
Resultaterne, mener Naeem, understøtter teorierne om, at komplekse økosystemer er mere stabile end simple.
Han går så langt som til at sige, at "hvis du fortæller mig at dit økosystem har tre arter på hvert niveau i fødenettet, så er jeg i stand til temmelig præcist, at forudsige hvor godt det vil producere biomasse, cirkulere næringsstoffer, absorbere CO2, eller hvad du skulle have lyst til at vide."
Forklaringen på de komplekse systemers evne til at opføre sig forudsigeligt, mener man ligger i begrebet 'kompenserende vækst': Hvis en amøbeart ikke er i stand til at spise af grønalgerne - f.eks. på grund af for lave temperaturer - så vil en anden amøbeart, der er bedre tilpasset kulde, tage over og spise løs. Jo flere arter, der er til stede i et økosystem, jo flere vil stå klar til at overtage de andre arters pladser i kampen om føden.
Det er det, man mener, der sker i Naeem og Lis petriskåle: Når der ikke er særlig mange arter, vil den plads (niche) i økosystemet, som en døende art efterlader sig, ikke altid blive overtaget af en anden.
De komplekse, naturlige økosystemer er således toptunet: Der står altid en eller flere konkurrerende arter klar i kulissen til at tage over.
Den logiske følgeslutning er så, at de enkle kulturlandskaber, som vi mennesker laver, i form af marker, parker, golfbaner osv. er langt mere ustabile, end de naturlige. F.eks. er de monokulturer, som vi fremelsker på markerne, ikke særlig pålidelige med hensyn til deres produktion af biomasse.

Omvendt konklusion
Nu er det jo ikke ligegyldigt, hvilke slags biomasse, man får ud af en mark. En jord, der producerer et sted mellem to og fem ton hvede om året, er (for landmanden) bedre, end en mark, som hvert år producerer fem ton biomasse, hvoraf kun de to er hvede.
Hvordan fordelingen mellem de forskellige arter vil være, kan Naeem ikke spå om. Selvom et økosystem som hele er stabilt, kan de enkelte arter godt svinge meget med tiden.
Samtidig vil nogle måske også stille spørgsmålstegn ved, om man kan overføre resultater fra petriskålseksperimenter til virkelige økosystemer.
Ikke alle vil derfor være enige i Naeems konklusioner. I en kommentar til deres artikel i samme nummer af Nature, skriver den finske økolog Ilkka Hanski, at arterne i komplekse økosystemer måske er mere specialiserede end arterne i simple økosystemer. Dermed vil de ikke være i stand til at overtage andre arters økologiske nicher. Konklusionen bliver den modsatte af Naeems: De komplekse økosystemer er mindre stabile end de simple.
Under alle omstændigheder kan man nok slutte, at det er uhyggelig svært at afgøre, hvad den enkelte art betyder for økosystemet.
De hundrede insektarter kan meget vel være vigtigere end næsehornet og skilpadden. phy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu