Læsetid: 4 min.

Stavanger

6. december 1997

KALENDER
DER ER mange statuer og monumenter i Stavanger. Ved den brede trappe ned til fisketorvet, med udsigt over den fine vig af fjorden, der er lige så lyst blå som på bykortet, står Alexander L. Kielland, den store norske forfatter, der en tid var
borgmester her i sin fødeby. Han er iført høj hat og står urørlig med stok under armen i sin irgrønne bronzekappe med overslag. Hvad var det der stod i Rim og Remse:
"Alverden går omkring i en grøn kasseking,/ i en grøn kasseking går alverden omkring."
De endnu levende går omkring i travlhed i den mærkelige fjordby og tager sig moderne og lidt internationale ud mellem nyopførte højhuse og velbevarede træbygninger. Kultur er der alle vegne i en særegen blanding af før og nu. Og norsk naturfriskhed fornægter sig ikke nede i fiskehandelen, som kalder kannibalerne til med skiltet Levende torsk i skiver.
Gamle Stavanger består af to lange gader ud langs strandkajen med hvidmalede en- og toetages træhuse. Det er en tyst formiddag af let museal stemning, billøs, men tydeligvis hersker der indvendig både elegance og velfærd i den anede blanding af kunsthåndværkere, intellektuelle og arvinger. Her går man så med kamera i rem og motiver i søgeren.
Blandt flere skulpturer fremtoner en lods med kabuds, mellem to kanoner skuer han fra sin position ud over fjorden. I parken, der danner overgang til kvarteret, står en mand ved sin vogn, trukket af to ponyer. Det er børnevennen og samfundsrevseren Lars H. Lende (1882-1971), oplyses det, en original, stivnet i sin historiske gerning. Han står dér med fremstrakt hånd og sit valgsprog indskrevet på plade: Alt for barnen!

DET ER, som om fortiden skyder op af jorden og standser vandreren med statuarisk påståelighed midt i den driftige stad med dens olieboretårne på havet. Et af dem hedder Alexander Kielland. Næst efter Island er Norge det mest litterære land.
Og Stavanger kan noget. Det er også 1890'er-lyrikeren Sigbjørn Obstfelders fødeby. Han blev der ikke længe efter studentereksamen, var en hjemløs type, brød sig ikke om fast bolig, men sled på diverse nordiske og kontinentale hovedstæder og hoteller. Selv ikke et sent ægteskab med en dansk dame kunne fixere ham. Nu er han spærret inde i en tung gabestok midt i byen, et stenkast fra Kielland, der vender ryggen til. Et mærkeligt monument, som den genialt svulstige billedhugger Gustav Vigeland er mester for, ham som Obstfelder skrev en smuk, hymnisk artikel om.
Originalen står på Frederiksberg Kirkegård, hvor han blev begravet år 1900, en firkantet granitsøjle med digterens hoved ovenpå. Men Stavanger by hentede ham hjem i kopi, og nu er han så dér klemt ned i sin granit uden at kunne trække vejret, foran Kongsgår-den, der nu som før tjener som gymnasieskole, og hvor den højtbegavede elev gik i sine unge år. En af dem, man kunne vente sig alt af. Først stod han i sin sokkel oppe ved domkirken, som han ikke rigtig havde et forhold til. Så hellere her ud mod Breiavatnet, som søen hedder midt i byen. De har det hele samlet.

LITTERATURfestival med verdensgæster. Og ikke så lidt poesi er samlet fra fjern og nær. Der er også noget, som hedder en poesivandring gennem byen, i Obstfelders fodspor. Den må man med på.
Musik i spidsen for optoget, trommer og piber. Vi standser ved digterens fødested på et lille torv bag kirken, hvor hans far havde et bageri. Det sidste brød er forlængst bagt og fortæret. Overhovedet ligner det ikke et sted, hvor man fødes, men et nyere hus, hvor en ejendomsmægler har indrettet sig. Huse kommer og går. På trappestenen læser digteren Kolbein Falkeid nogle af sine vers, mens en vinder af en arkitektkonkurrence hviskende fortæller mig, hvordan hun har tænkt sig pladsen indrettet til bevidste borgeres og fremtidige pilgrimmes fornøjelse.
Obstfelder vendte efter studier i Kristiania tilbage til Stavanger en tid, inden han stak af til Amerika, hvor hans bror på forhånd modtog disse brevord fra ham:
"Her er trist for mig her i Stavanger, nemlig. Både er jeg vokset fra de bekjendt-skaber, jeg engang havde her, dels er de også reiste herfra - et reelt skjørt kjender jeg ikke, så jeg går gemenligen
alene, og gjør mig interessant med mit drømmende og tilbageskuende udtryk."

POESIvandringen fører videre gennem et kvarter præget af fromhedstegn, missionshuse med bibelske navne, pinsemissionens center, baptistkirken m.m. Vi vandrende dvæler en stund ved stedet for den brevskrivende Obstfelders ungdomshybel, der heller ikke findes mere, men skal have ligget dér, lige mellem Santalmissionen og en køreskole. Nu læser lyrikeren Helge Torvund sine digte i skæringspunktet mellem disse to udadvendte aktiviteter.
Tiden er inde for et monument. Vi nærmer os kirkegården og finder vejen til det store sorte gravmæle for Alexander Kielland. Dér bliver opsat en mikrofon, som tages i brug af flere digtere, bl.a. den unge Tone Hødnebø, der læser så kønt, mens jeg i distraktion får tid til at orientere mig blandt de døde under stenene. Lige ved har jeg Margarinearbeider Thorvald Egeland 1890-1967, der har fået en god placering under piletræerne nær den store forfatter af Garman & Worse (1880), Kiellands forelskede romanskildring af Stavanger by med høj og lav, storhandelens folk, gejstlige, godtfolk og arbejdsfolk.
Her går nu alverden stærkt omkring, næret mere af olie end af margarine. Og af poesi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu