Læsetid: 4 min.

I Stockholms mørkeverden

24. december 1997

Morten Arnfreds svensk baserede kriminalfilm Spor i mørket er professionel, seværdig underholdning og en anelse mere

NY FILM
Denne svensk-danske produktion beviser tre ting:
1) At det kan lade sig gøre at lave en hårdtslående, kontant moderne kriminalfilm uden brug af udpenslede voldsscener.
2) At genren stadig kan anvendes til et ganske præcist signalement af psykologiske og sociale konflikter.
3) At udforskningen af disse konflikter - som så ofte før - har svært ved gå i dybden, fordi den stort set må holde sig inden for de grænser, genren dikterer.
Men lad det straks være slået fast, at Morten Arnfred har lavet en spændende film inden for en ramme, der måske ikke umiddelbart tager sig så lovende ud. Der er jo tale en ny serieproduktion med forfatterparrets Sjöwall-Wahlöö-politimand Martin Beck som den gennemgående hovedfigur. Altså en slags genbrug uden hovedpersonens to skabere.
Men svenskeren Rolf Börjlind synes at have haft en heldig hånd ved opdateringen af Becks univers i hele otte TV-serieafsnit i spillefilmslængde - at dømme efter den ligeledes udmærkede førstefilm Beck, der sammen med afslutteren Spor i mørket er de to eneste af seriens afsnit, som vil blive udsendt i biograferne.
Der er et poetisk potentiale i historien, som desværre kun delvis udnyttes. Det kommer allerede frem i de allerførste tunnelbanebilleder med mystiske hviskende stemmer. Hvad gemmer der sig i mørket?

Labyrintisk underverden
Nogle mord i Stockholms undergrundsbane opskræmmer befolkningen, og alt tyder på, at morderen - eller morderne - skal findes i denne underjordiske mørkeverden. En vidt forgrenet nattelabyrint på mere end 200 km, som det er håbløst at gennemlyse, en underverden i ordets egentligste betydning, hvortil man - som i Den tredie mands Wien - kan få adgang via dæksler på jordoverfladen.
"Vi bor ovenpå en bæverhytte," siger en af politifolkene, da det går op for ham, hvor kæmpemæssig denne undergrund er. Og at finde morder i denne mørkeverden kan føles lige så svært som at få fat i "en bordtennisbold i universet."
Manden, man satser på, er selvfølgelig Martin Beck, arbejdsnarkomanen, der dog som nyforelsket undtagelsesvis heller vil holde ferie sammen med sin udkårne, kollegaen og computereksperten Lena. Hun vil i gang med opklaringen, han blive på ferie, og kun modvilligt påtager han sig opgaven. Hvilket kommer til at svie til ham senere.
Nu gælder det om at tackle en by i voksende panik, efterhånden som mordene fortsætter. Tunnelbanens tog sættes ud af drift, og Beck har stadig kun hypoteser at gå efter. En hovedmistænkt togfører er forsvundet. Hvor længe kan Beck holde stand og forhindre, at sagen glider ud af hans hænder og tungt bevæbnede kommandotropper sættes ind?

Beck i skudlinien
I filmens første to trediedele opretholder Arnfred en glimrende balance mellem Becks privatliv og opdagerarbejde i marken. Træfsikre rids af hans problemfyldte forhold til kollegaen glider flydende over i hans stadig større engagement i opklaringen.
Og med den smidige, håndholdte kamarastil, man kender fra Riget, lykkes det ube-sværet at indkredse arbejdsgange, hierarkier og hver-dagsomgangsform blandt politifolkene. Også her er Beck i skudlinien, for bliver han privatliv med kollegaen ikke lidt for synligt?
Filmen sidste trediedel skuffer en anelse. Der lægges op til mere end den lidt for fikse og færdige mysterieløsning, man får. Har 'forklaringen' ikke et strejf af pædagogisk ungdomskulturforskrækkelse?
Men selv her fastholder Arnfred i flere passager en nuanceret menneskelig tone midt i voldsomhederne. Man får indblik i et knust familieliv, der fører til ungdomskriminalitet af en art, hvor alt - også ens eget liv - bliver meningsløst. En grobund for isolation og dødsensfarlige lege.
Disse genklange af et socialt-psykologisk tema, opløsningen af den familie, der ofte har stået i centrum af Arnfreds filmhistorier, gør størst indtryk i den velspillede film. Hvortil kommer de fint udnyttede muligheder for et typisk mørkt Arnfredsk atmosfæremaleri af en by og nogle mennesker i krise.
Men filmen får ikke det store ud af sin undergrund-locations. De grøntonede, kornede Night Vision-optagelser af mystiske skikkelser virker ikke uhyggelige på mig, bare som et udvendigt stil-gimmick: man savner spændingsbefordrende ro og overskuelighed. Fjern hvisken kan skabe flere gys end flotte foto-eksperimenter.
Peter Haber har international klasse som Beck - han kan frem for alt skabe stor sympati for sin person ved hjælp af bittesmå menneskelige træk - et anstrøg af selv-ironi, en genkendelig træt-hed efterfulgt af et engagement, som aldrig bliver demonstrativt. Og spillet omkring ham lever op til hans standard, især Mikael Persbrandts kollega Gunvald, en hård negl med uventede kvaliteter.

Bunden opgave
Det håndholdte kamera er med til at skabe en tilsyneladende henkastet billedstil, der dog er under stram kontrol. Men den kan føre til et lettere misbrug af nærbilleder. Dermed svækkes et virkemiddel, der først for alvor bliver et trumfkort, når det gemmes. Til gengæld bruges lydeffekter voldsomt ekspressivt.
Med Spor i mørket har Arnfred - fire år efter Den russiske sangerinde - løst endnu en relativt bunden opgave. Med den forventede dygtighed. Han har ikke tabt sin instruktøridentitet, men måske nok krimi-begrænset den noget. Så man venter med spænding på hans planlagte tilbagevenden til dansk grund efter ti års fravær, med filmatiseringen af Birthe Christiansens Rottefængeren.

*Spor i mørket. Instruktion: Morten Arnfred. Manuskript: Rolf Börjlind. Svensk-dansk. (Palads, Scala, Bio City, Bio Lyngby)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu