Læsetid: 6 min.

Til striptease hos Haitis politi

1. december 1997

Haitis politi tvunget til at forklare sin rolle i korruptionen, narkotrafikken, mord, tortur og panikagtig brutalitet over for demonstrationer

PORT AU PRINCE
Med kort varsel havde Haitis nationale politidirektør Pierre Denizé indkaldt til pressemøde.
Det var blevet bydende nødvendigt at forklare politiets rolle i en række af den seneste tids dramatiske hændelser.
I forvejen er politiets renommé temmelig hærget, retsvæsenet fungerer ikke, og der er kaostendenser i det haitisanske samfund, som forstærkes af, at landet savner politisk styring. Kriminaliteten er stærkt stigende, der er masser af automatiske våben i omløb. Politiet synes uinteresseret, og når de endelig en gang imellem griber ind, er det på en klodset og retsstridig måde.
Der er samtidig tegn på omsiggribende korruption inden for korpset. Politisk er politiet langt fra neutralt, det er blevet splittet i fraktioner. Forskellige magtgrupperinger har som tidligere tiders duvalieristiske baroner omgivet sig med egne private sikkerhedskorps, og der er meget flydende grænser mellem almindeligt politiarbejde og free lance virksomhed til fordel for den ene eller den anden magtfigur.
Det er f.eks. en kendt sag, at eks-præsident Aristide, som fra sit stærkt bevogtede private palads i Tabarre driver sin meget omfattende blandede landhandel, hvoraf en del er politisk og en anden del mere lyssky forrretninger, inklusive en mistænkelig bankvirksomhed, har betydelig indflydelse på en del af politikorpset.
Samtidig er det blevet mere og mere klart, at mange politifolk er dybt indblandet i den colombianske narkotrafik, hvor Haiti i dag fungerer som et vigtigt transitland.

Politisk krise
Haitis seneste politiske krise har varet over et halvt år.
Parlamentets to kamre, de deputerede og senatet, tvang Rosny Smarths regering til at gå af og har siden boykottet præsident Prévals halvhjertede forsøg på at få en ny regering på benene. Préval synes at have mistet troen på, at han kan udrette noget som helst, som kan skaffe ham den folkelige opbakning, han lige fra starten har savnet.
Det synes tvivlsomt, om landet overhovedet kan regeres, sådan som situationen er. Krigen mellem de to fraktioner af Aristides oprindelige Lavalas-bevægelse Organisation Politique Lavalas og Lafanmi Lavalas, er så dyb og så hadefuld, at det lammer alt.
Det økonomiske reformprogram med privatisering af en række inkompetent drevne statsvirksomheder, som, de udenlandske donornationer med Verdensbanken har krævet gennemført som betingelse for omfattende økonomisk hjælp til at opbygge en effektiv infrastruktur, er voldsomt upopulær i befolkningen. Det hele er gået i stå.
De eneste, der bevæger sig, er hadet, splittelsen, intrigerne, Haitis selvfortærende sygdom.
Overalt er det synligt, at der er mange mærkelige penge i Haiti. Det er en skamløst synlig undergrundsøkonomi, der giver sig udtryk ved et voldsomt byggeri af paladsagtige tankanlæg, betonbanker, store supermarkeder og kunstigt oppumpede ejendomspriser,
Haiti eksporterer som bekendt intet og er den vestlige verdens fattigste land, målt i gennemsnitlig indtægt per indbygger.
Store dele af befolkningen lever i ekstrem nød og er afhængig af udenlandske hjælpeprogrammer, Den mon-strøse velstand kommer fra narkotransitten og sidder som dekoration oven på dette land, som er ved at synke ned i sumpen.

Ny kandidat på banen
Nu har René Préval bragt en ny premierministerkandidat på banen, økonomen Hervé Denis, som var informationsminister i Aristides eksilregering, men ellers er mest kendt som skuespiller og teaterinstruktør. Han er meget sympatisk, men det er endnu tvivlsomt, om parlamentet vil give grønt lys. Det er som om landets lovgivende forsamling har besluttet, at landet ikke skal kunne fungere.
Og så kom midt i denne temmelig ustabile situation bomben, der eksploderede uden for universitetshospitalet i sidste uge. Én død. 16 kvæstede. Bomben blev af mange taget som et varsel om en optrapning af konflikterne.
Derefter fulgte skandalehistorien om politiet i smuglerbyen Miragoane, som stjal fra en kokainladning, som de selv forinden havde konfiskeret.
Og så dagen efter den opsigtsvækkende arrestation af oppositionspolitikeren Léon Jeune under mærkelige omstændigheder,
Jo, der var ét og andet af forklare.

'Bagvaskelse af politiet'
Til stede var Robert Manuel, statssekretær for offentlig sikkerhed, politichefen Pierre Denizé og den ansvarlige for intern disciplin i politikorpset Auchere Luc Joseph.
De havde noget, de gerne ville fortælle.
Først og fremmest om arrestationen af Jeune, som ifølge sin advokat var blevet groft mishandlet af politiet i sit hjem.
"Det er bagvaskelse af politiet", sagde Robert Manuel. "Léon Jeune blev behandlet korrekt. Han blev taget på fersk gerning. Vi fandt i hans hjem et stort arsenal af automatiske våben, bl.a. AK-16, masser af ammunition, politiuniformer, hjelme og udførlige onde planer, bl.a.. om et mordattentat på præsident Préval. Vi havde en dommer med ved arrestationen. Léon Jeune er anklaget for forbrydelser mod forfatningen".
Robert Manuel sagde, at Jeune og hans medsammensvorne havde planlagt et komplot, som skulle skabe kaos i landet, og at det var finansieret af udenlandske narkotikakarteller og bl.a. omfattede en systematisk korrumpering af det nationale politi.

'Dæmonerne sluppet løs'
"Alle dæmonerne er sluppet løs," sagde regeringens sikkerhedschef, og politiet havde simpelthen lækket "en makaber sammensværgelse mod forfatningen, imod det haitianske folk, og imod Haitis ansvarlige ledere."
Det drejede sig om et plot om at gennemføre en række forbryderiske handlinger, først og fremmest en plan om at myrde præsidenten, skabe kaos og forhindre udviklingen af et demokratisk politikorps. En ingrediens i komplottet var at splitte, korrumpere og intimidere politiet, så det blev forhindret i at udføre sit arbejde. Internationalt organiseret kriminalitet var involveret, en del politifolk havde allerede ladet sig korrumpere, "men vi vil udrense de betændte elementer," lød det fra sikkerhedschefen.
En haitiansk radioreporter ville gerne have en kommentar til, at FN's menneskerettighedsgruppe i Haiti havde erklæret, at Leon Jeune var blevet mishandlet ved arrestationen, og at der var fremsat en officiel protest. Politichef Denizé affejede det:
"Folk påstår altid, at politiet er brutalt. Det kan de jo bare gå til retten med. Vi vil ikke lade os intimidere. Det er en del af kampagnen mod os at beskylde os for ukorrekt opførsel." Og Robert Manuel tilføjede, at Leon Jeune jo ikke er urørlig, selv om han er politiker.
Der er dog stadig en del uklarhed omkring arrestationen.
Nogle mener, at Jeune har magtfulde fjender, som ville ham til livs, og som fandt anledningen god til at komme af med ham.

Brug for handlekraft
Samtidig havde politiet i høj grad brug for at vise handlekraft og samfundssind netop nu, hvor korpsets anseelse er på et lavpunkt. Ifølge denne teori skulle fundet af beviser være en bekvem iscenesættelse. Et øjenvidne til hans arrestation fastholder, at Leon Jeune blev slået og fik sit hoved banket mod gulvet så kraftigt, at øjenvidnet tro-ede, at han ville blive slået ihjel.
Situationen er godt mudret. Er det Lavalas-bevægelsens indre opgør, der igen accellererer? Men hvor er de store spillere i baggrunden? Hvad vil de, hvor vil de hen? Er det kun forvirring, de ønsker?
Politiet var imidlertid allerede igang med næste kapitel af deres selvforklaring.
"En krig er igang inden for politiet," sagde Auchere Luc Joseph, som er ansvarlig for politiets interne disciplin.
"Narkotika oversvømmer landet, og politiet er udsat for fristelser."

Tag-selv-aktion
Han fortalte derefter i meget underholdende detaljer historien om Miragoane-politistationens tag-selv-aktion.
De 150 kg blev beslaglagt efter en wildwest-agtig skudepisode i et landevejskryds og derefter bragt ind til den lokale politikommissærs kontor.
Men så blev politikommissæren med trusler på sit liv tvunget til at distribuere ko-kainen til politiofficererne. Auchere ledede selv en mission ned til den navnkundige smuglerby - som måske huskes i Danmark for den tra-gikomiske historie med det danske skib, som blev beslaglagt og den danske besætning, som uden sigtelse blev holdt indespærret i Miragoanes uhumske fængsel et par uger for to år siden.
Syv politifolk blev arresteret, samt en dommer og en retsskriver. Andre politifolk var flygtet op i bjergene med deres andel af kokainen.
"Hvad der skete i Miragoane i søndags er ikke unikt," tilføjede politiets disciplinærchef. "Der er mange andre steder i Haiti, hvor politiet er involveret i narkotrafikken. Det er vores opgave at forhindre, at den udvikling kommer ud af kontrol."
Det var striptease, vi oplevede på politihovedkvarteret. Eller sidste udkald for en intern udrensning, som også meget vel kan få et blodigt efterspil ude på gaderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her