Kontakter og øget selvtillid er nogle af gevinsterne for unge, som tilbringer et semester i udlandet
"Det er generte gymnasiepiger, vi sender afsted til udlandet for studere. De banker frygtsomt på døren til mit kontor og kan ikke lide at forstyrre. Når de så har været et halvt år på et laboratorium i for eksempel Italien, skal du bare se dem. De kommer hjem som fuldmodne kvinder, der skrider ind ad døren og siger: Hej, Bahn. Selvtilliden lyser ud af dem", fortæller lektor Erik Bahn.
"Det er også sundt for dem at se, hvordan man for eksempel arbejder på et laboratorium i Spanien. Ellers kan man jo godt gå rundt og tro, at vi bare gør alting bedst her i Danmark. Nu kan de se, at man arbejder hårdt og at der er skrap konkurrence i andre lande. Det giver dem mere respekt for andre. Og det vil de få glæde af i deres videre karriere. Rent fagligt er der dog ikke den store forskel på, om de går her eller på et andet europæisk universitet. Naturvidenskab er international", siger Erik Bahn.
Rent bluff
Det er de studerendes glæde og udvikling, som holder ham i gang med det utaknemmelige arbejde at sørge for, at der er realiteter bag de store ord om det stadigt mere internationale studiemiljø. Men der er efterhånden kun tre-fire koordinatorer tilbage på naturvidenskab, mener han.
"Det er faktisk det rene bluff, når man taler så meget om internationalisering. Sokrates-programmet betyder, at det er blevet mere og mere besværligt i de sidste to år. Men jeg mener, at det stadigt er vigtigt, så jeg fortsætter med arbejdet", siger Bahn.
Når han skal have en student afsted, skal han sørge for, at der ligger en bilateral aftale. Derfor samarbejder han med tre kolleger i henholdvis Paris, Italien og Spanien om at udveksle studenter. Tidligere deltog han i et netværk med 12 kolleger.
"Vi har allesammen skåret vores kontakter ned, efter at de nye programmer er startet. Derfor må de studerende i Italien, som gerne vil til udlandet, nøjes med København, hvis de vil afsted. For nu har hans vejleder lige netop kontakt med mig. Og han ved, at jeg vil gøre alt for, at hans studerende skal få et godt ophold her i København - ligesom min kollega så gør det samme for mine studerende. På den måde kan det stadig fungere på nedsat blus", siger Erik Bahn.
"De studerende skal altså ud. Det giver dem så meget at prøve at arbejde i et andet land. Og især på naturvidenskab har vi det jo let, for det er jo internationale problemstillinger, vi arbejder med. Vi har altid gjort meget for at få vores studerende ud, og det vil vi blive ved med. Nu må vi bare finde på noget andet end Sokrates", siger dekan Henrik Jeppesen.
Foruden udveksling har Sokrates-programmet også spændt ben for et andet internationalt projekt:
"Vi fik fra Erasmus-programmet penge til et intensivt to ugers kursus i genetik. Hvert land kunne sende tre-fire ph.d.-studerende og en-to vejledere. Det foregik i forskellige lande, og det var på et meget højt plan. Det gav en kolossal inspiration både til de studerende og til lærerne. Det betød, at de studerende lærte hinanden at kende på tværs af landegrænserne", siger Erik Bahn.
Førende i eget land
De studerende, som lærte hinanden at kende under kurserne, var dem, som blev de førende i deres eget land.
"Det var de genetikere, som var med til at sætte dagsordenen måske ti år efter. Og de havde et personligt kendskab til hinanden og kunne mødes og udveksle ideer og tanker. Tænk på, hvad det kunne betyde for forskningen. Men det sluttede i fjor. Da Sokrates-programmet blev vedtaget, blev kassen smækket i", fortæller Erik Bahn.
Han mener, at Danmark burde tage det internationale arbejde meget mere alvorligt - hvis det skal blive til andet end politiker-ord ved valgtide:
"Udvekslings-programmet vil afgå ved en stille død, hvis ikke politikerne griber ind. Dertil kommer de øvrige problemer."
"Tag bare kollegie-situationen. Når jeg får en student herop, vil han eller hun naturligvis gerne lære andre studerende at kende. Derfor er det naturligt, at de bor på kollegie - og det gør de danske studerende i reglen også, når de er i udlandet. Men her er der ikke pladser at få. I bedste fald må de flytte rundt fra det ene kollegie til det andet, når der er nogen, som er ude at rejse. Jeg har i øjeblikket en italiener, som må flytte tre gange på seks måneder", siger Bahn.
Mindre gennemskueligt
Et andet problem er, at de studerende kun får omkring 800 kr om måneden med til de øgede leveomkostninger, når de rejser ud.
"Man regner vel med, at de selv også må spytte i - og det er sådan set også rimeligt nok. Men det er bare så få penge, at vi næsten ligeså godt kan sende de studerende afsted en for en på privat basis, hvis de viser interesse for det. Der er næsten ingen grund til at have et udvekslingsprogram. Problemet er bare, at det bliver endnu mindre gennemskueligt for den enkelte, hvis man dropper de internationale aftaler", siger Erik Bahn.
