Underfulde fortællinger om gammellivet i Grønland
Fortælling
Styrkeprøven er et uudryddeligt ritual, enten den foregår mellem skoledrenge, på sportspladsen, i avis- og tv-debatter, i folketinget, i stammeopgør og krige, overalt hvor konkurrencetrangen og magtstræbet gør sig gældende, i blodig alvor og i legelyst.
Frem for det meste af den slags får man sympati for eskimoernes nidviser og trommesange, som de er fortalt og gengivet af Jens Kreutzmann i hans Fortællinger og akvareller fra Grønland. De er nu udgivet i en uimodståelig bog, oversat og introduceret af eskimologen Karen Thisted, videnskabeligt velfunderet med filologisk akkuratesse, noter og oplysninger og med gengivelse af Kreutzmanns mange farvelagte tegninger, yndefulde og raffinerede. Materialet er hans omhyggelige indsamling af sagn og fortællinger om den eskimoiske fortid og kolonialiserede samtid, hvormed denne fanger og handelsbestyrer bidrog til inspektør Rinks udgave af Eskimoiske Eventyr og Sagn (1866), oversat efter de indfødtes fortællinger, den som Kreutzmanns gamle jagtkammerat tegneren og fortælleren Aron fra Kangeq inspirerede til. Nu får vi alle Kreutzmanns uretouherede versioner på dansk.
Trommesangene, der straks blev forbudt af missionærerne, er både frække, lyriske, aggressive, vittige i deres udveksling, indtil en af parterne må give op, f.eks. over denne underfundige selvdeklaration:
En ung mand har sagt mig
at jeg er aldrig den der vrager nogen
at jeg aldrig snakker ondt om andre
Det er hørt, det er sandelighørt!
Og en af fortællingerne handler om, hvordan den dygtige fanger, men elendige sanger Tiggaaq bliver skammet ud for sin manglende evne og derefter bruger et helt år på træning i at hævne og hævde sig til næste møde. Dramatisk fortalt er det, hvordan han atter er ved at ydmyges, men får renset halsen, og iført et blodigt renskind udmatter han eftertrykkeligt modstanderen. "Bagefter rejste han så nordover igen, og siden sang han ingen nidviser."
Der er andre underholdende tvekampe, bl.a. "rumpehulskampen" med en fin instruktiv tegning til. Når to mænd er trætte af at trække armkrog og bokse, så finder de en rem til at forbinde to runde træstykker, som de så suger op i deres endetarme og trækker til i hver sin retning. En muskel er en muskel. Den, der får den anden til at give slip, har vundet, siges det.
Der er god, ironisk økonomi i Kreutzmanns fortællinger. Han var nok af dansk afstamning, men opdroges og oplevede sig som grønlænder, der fortalte sit folks historie i episoder af både daglige og usædvanlige situationer, som de udspilledes i Vestgrønland.
Hævnende ånder
Interessant er fortællingen om profeten Habakuk, der tog fusen på missionæren i årene omkring 1788, men misbrugte sin magtstilling blandt proselytterne - som sædvanlig med særlige greb om de unge piger.
Så er der mere stil over angakokkerne, åndemanere med indsigt i den usynlige verden. Det krævede evner og skoling at blive angakok, der skaffede sig adgang til hjælpeånderne og de andre, fremmede kræfter, der forklædt som almindelige mennesker eller i sære skikkelser brød ind i inuitternes hverdag, lavede ravage, stjal kvinder, slog ihjel. Den gode angakok, mand eller kvinde, kunne mane, selv forlade kroppen og gå på opdagelse, rejse gennem luften for at finde forsvundne sjæle, tupilakker og nedgøre anden heksekunst. Desuden helbrede og skabe god fangst.
Der fortælles omhyggeligt om disse vigtige procedurer i et samfund uden anden trådløs kommunikation, reglerne, det særlige sprog, de store krav og stadige prøvelser. Det kommer bl.a. frem i den fantastiske fortælling om 'kanofolket', der invaderer et udsted. Flokken lamslår konen, der sidder ude og tisser og først atter kan røre sig, da de skumle halvvæsener forsvinder i havet som en flok sæler efter at have dræbt de andre. Den bukseløse kvinde går over bræen til den anden side af bugten, hvor hendes søn holder til, og klager sin nød.
Levet liv
Og så tager han og den tilkaldte angakok fat. De opsøger kanofolket oppe på indlandsisen, det er væsener, hvis øjne sidder lodret, så de blinker fra side til side, hvad der er temmelig krænkende. Det bliver til kamp på bue og pil, og det bliver en grundig hævn. Krænkelsen af kønnet gendrives ved, at angakokken skyder en pil gennem mandens hånd, der hviler på hans store kvindes venusbjerg. Dér bliver den da naglet fast.
Mange farer lurede på de små samfund af fangere. Sult, barnedød og -drab, sygdom, indbyrdes fjendskaber, familiestrid, misundelse, sjæletab, uforklarlige hændelser, trusler fra ukendte væsener, havkvinden nede i dybet, den mægtige orm, der forfølger hundeslæden og meget andet. Men oven i det ukueligheden, generøsiteten, munterheden, drilleriet, elskovslysten.
Bogen er et skatkammer af gammel kultur. Den er beretninger om levet liv, autentiske gengivelser af, hvad der er sket, og hvad man tror der er sket, ikke eventyr, men sagnagtige fortællinger, der tilrettelægger pointer. De er af vekslende kvalitet bedømt efter sammenhæng og proportionering, men lytter man sig frem, lærer man en egen drevent underspillet stil at kende, vidtspunden eller korthuggen, uden moraliseren, men med en indbygget solidaritet. En kultur, der gik en forandring i møde.
*Jens Kreutzmann: Fortællinger og akvareller. Udgivet ved Karen Thisted. 240 s. Helbind, farveill. 362 kr. Atuakkiorfik. Grønlands forlag
