Læsetid: 3 min.

Svindler-eventyr

19. december 1997

Ellers sprudlende britisk komedie om svindlere og deres drømme ender med at koge over i påfund

NY FILM
Shooting Fish er angiveligt engelsk slang for at fuppe nogen. Og det drejer denne engelske svindlerkomedie sig om. En kejtet-genert engelsk teknikernørd og social analfabet har slået sig sammen med en charmerende amerikaner, der med sin glatte tunge kunne sælge Eiffeltårnet. De kalder sig 90'ernes Robin Hood, og måske er det helt i 90'ernes ånd, at de tager fra de rige og giver til - sig selv. For sammen har de et projekt hvortil de skal bruge 2 mio. pund og de skyer ingen midler for at skaffe dem.
Det er optakten til Stefan Schwartz' komedie, produceret af makkeren Richard Holmes. Sammen har de udgjort en komikerduo og i '87 dannede de et uafhængigt filmselskab, der har produceret denne engelske svindlerkomedie, hvor man kan godte sig over, at det går ud over de rige, selvsikre og opblæste, mens man griner godt over de veludviklede svindelnumre. For det er et langt stykke af vejen en rigtig veldrejet film, fortalt med en lethed og et overskud der åbner for tilskuerens imødekommenhed, indtil de putter for mange boller på suppen, og det hele koger over til lidt klistret eventyrstads.

Letløbende fortalt
Det begynder med de tos baggrundshistorie som forældreløse børnehjemsbørn og deres fælles drøm om ikke blot et hjem, men et herskabeligt sådant. Og derefter en let og sprudlende turneret skildring af deres veludviklede numre. Det første involverer pigen Georgie, der medvirker til at få en simpel computer til at fungere som verdens første, der arbejder uden taster men efter taleinput, som den kan svare på og forholde sig logisk ræsonnerende til. Hun er hyret som kontorhjælp, men opdager selvfølgelig hurtigt, at de to ikke har rent mel i posen, men sympatiserer uforklarligt med deres numre. Efterhånden forstår vi hvorfor, for hun har også selv et projekt, der kræver en velvoksen kapital, som hun er villig til at indgå ægteskab for at skrabe sammen. Da vi præsenteres for den tilkommende, viser han sig at tilhøre netop den smarte verden af pengeoverklasse som duoen tørrer, og vi ved, at han ikke er noget at samle på.
Men det er netop udviklingen af hendes historie der får filmen til at tippe. For førstedelens visuelt sprudlende og letløbende fortalte historie om de tos liv, verden og initiativrigt opfindsomme svindel på alle niveauer er nok på det tidspunkt ved at løbe tør, samtidig med et behov for at samle og målrette historien melder sig. Det sker så, men først efter involveringen af andre nye historier og så mange sidespringende komplikationer, at det hele mere og mere får karakter af en tom konstruktion så fuld af gas, som den gasbeholder de to bor i engang har været.

Finurlig charme
Men undervejs har vi været særdeles vel underholdt af en finurlig charme, hvor svindelnumrene aldrig bliver farlige, fordi de ikke er voldelige og fordi de går ud over folk, der fundamentalt lader sig svindle af deres eget begær efter succes, penge og magt. Til charmen bidrager ikke mindst skuespillerne: Dan Futterman som det åleglatte charmesmilende amerikaner Dylan og Stuart Townsend som den generte engelske nørd Jez, der forelsker sig i Georgie, som Dylan netop derfor også skal forsøge at score. Og Kate Beckinsale er sødmefyldt charmerende som Georgie. De er tidens typer i en film, der er formet som et skævt eventyr og har en god del afvæbnende charme, men aldrig rigtig den indre nødvendighed eller underliggende alvor, der er sand humors bedste klangbund. Den har en popvitalitet som Trainspotting og Shallow Grave, men er uden den førstes understrøm af social virkelighed fremmalet med anklagende vrede. Den har humor som Brassed off og Det' bare mænd, men ikke deres grundlæggende harme over en historisk udvikling der gør mennesker overflødige. Her er ingen social realisme overhovedet, ingen social orientering, andet end en godten sig over bedraget af de store.

*Shooting Fish. Instr.: Stefan Schwartz. England. Premiere i Grand, København, Øst for Paradis, Århus og Café Biografen, Odense

Se interview med Stefan Schwartz her på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her