Læsetid: 4 min.

Tilbage til sanserne

22. december 1997

Teologen Jakob Wolf om faren ved den objektiverede verden, hvor mennesket behandler naturen som et objekt. Og objekter har vi intet etisk forhold til

TEOLOGI
Vores etik og vores verdensanskuelse hænger ikke sammen. Og når de ikke gør det, er det fordi, vores verdensanskuelse er bestemt af den naturvidenskabelige beskrivelse, som udelukkende ser naturen som et objekt, den skal beskrive.
Det er udgangspunktet for en meget velskrevet og vedkommende bog af dr. theol. Jakob Wolf. Wolf er en af de danske teologer, som er stærkt præget af Løgstrup, og man mærker tydeligt den Løgstrupske tænkemåde og metode i bogen, hvad den ikke bliver ringe af.
Hvad er det så, der er betænkeligt ved den naturvidenskabeligt prægede verdensanskuelse ifølge Jakob Wolf? Det er, at den naturvidenskabelige beskrivelse ikke indeholder en etik.
Den naturvidenskabelige betragtning finder sted inden for et rum, der kun består af upersonlige ting, processer og funktioner. Naturvidenskaben er objektiverende, den behandler naturen som et objekt, og objekter har vi intet etisk forhold til. Og netop fordi vi har dette objektbestemte forhold til naturen, tror vi, vi kan behandle den som en ting. Her er der intet forhold som et jeg til et du, men kun som et jeg til et det, til en ting, jeg ikke forholder mig nært til.

Etikken forsvinder
Den naturvidenskabelige betragtning er imidlertid ikke 'forkert', og forfatteren ærinde er ikke at håne naturvidenskaben. Problemet er ikke naturvidenskaben i sig selv, men dens absolutering. Den er blevet det væsentligste grundlag for vores verdensanskuelse, og dermed forsvinder den etiske dimension så at sige ud af bagdøren. Vi befinder os derfor i en situation, hvor vi mangler etik ikke blot i forhold til hinanden, men også i forhold til naturen.
Problemet med absoluteringen af naturvidenskaben er resultatet af en lang udvikling. Det objektiverende natursyn kom frem allerede i det 16. og 17. århundrede, hvor det tjente til frigørelse fra en verdenskanskuelse præget af overtro og angst. Men efterhånden som angsten for naturens dæmoner forsvandt, blev natursynet til en basis for den grove udnyttelse af naturen, som vi i dag lider under. Og da udnyttelsen ikke blev modsagt, men da den fandt og stadig finder sin indirekte berettigelse igennem det objektiverende syn på naturen, må resultaterne nødvendigvis indfinde sig i form af bl.a. den økologiske krise.

Problemets løsning
Men selv om man efter den økologiske krises opståen har forsøgt sig med løsningsforsøg inden for rammerne af den naturvidenskabelige betragtningsmåde, er disse forsøg ifølge Wolf ikke noget, der for alvor kan bidrage til en løsning af problemet.
Når man f.eks. påpeger, at naturen er en række sammenhængende og indbyrdes afhængige systemer og derved søger at nå frem til en mere ansvarlig verdensanskuelse, som tager hensyn til den økologiske dimension, så er forsøget stadig præget af den objektiverende verdensanskuelse, som udgør hovedproblemet. Det hele handler stadig om partikler og processer. For Wolf er det "udelukket at slutte fra en videnskabelig beskrivelse af naturen som et økosystem til, at man bør beskytte og bevare dette økosystem."

Den sansede verden
Når de fleste af os alligevel mener, at man skal bevare et økosystem, hvor alting hænger smukt sammen, så stammer denne overbevisning ikke fra den naturvidenskabelige betragtning af verden, men fra en helt anden form for verdensanskuelse - en verdensanskuelse, som tager sit udgangspunkt i vore naturlige sanser og vort almindelige fælles dagligsprog.
Denne anden form for anskuelse illustreres i bogen med en anekdote:
Engang gik to af denne verdens store fysikere, Felix Bloch og Werner Heisenberg, tur langs en søbred og diskuterede fysik. Bloch redegjorde for nogle nye ideer angående rummets matematiske strukturer. Heisenberg, der havde sin opmærksomhed et andet sted, svarede ham: "Rummet er blåt og der flyver fugle i det."
Når vi ser verden, og de væsener der lever i den som objekter, bliver verden upersonlig, men når vi ser dyr og planter som levende væsener og mennesker som personer, så oplever vi dem som væsener, der udtrykker sig, og som ikke mindst er omgivet af respekt. Sansernes og dagligsprogets anskuelse af verden rummer den etiske dimension, som den naturvidenskabelige betragtning mangler.
I verden er vi udleveret til hinanden, og etikken udspringer af dette forhold som et krav om ikke at ødelægge det fælles liv. Etikken har således rod i en virkelighedsopfattelse, som er mere oprindelig end den naturvidenskabelige. I den sansende og oprindeligste anskuelse af verden er der ikke nogen adskillelse mellem 'er' og 'bør', i modsætning til den naturvidenskabelige anskuelse. Det gælder derfor om at komme frem til, eller måske snarere tilbage til, den verdensanskuelse, som ikke støder den etiske dimension fra sig eller forkaster den som irrelevant.
"Giv det blå tilbage til det blå" er bogens motto - et citat fra Lars Lilholt. Den sansende forståelse af verden er den anskuelse, der er fundamentet for etikken - det er verden, som vi ser den.

Fysikkens anskuelse
Det er velgørende, at bogen ikke et forsøg på at erstatte den naturvidenskabelige verdensanskuelse med en ny. Helt i tråd med mange naturvidenskabsfolk hævder Wolf den naturvidenskabelige anskuelse som egnet til at beskrive en del af virkeligheden. Men hvis den naturvidenskabelige betragtning absoluteres, forvrænges vores virkelighedsopfattelse og vi mister den etiske dimension i vores omgang med naturen. Fysikkens verdensbillede må ikke ophøjes til verdensanskuelse.

*Jakob Wolf: Etikken og universet. 142 s. 149 kr. Forlaget Anis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu