Læsetid: 5 min.

Tony Blair har fået de første ridser i lakken

22. december 1997

For et år siden skrev aviserne om Tory-regeringens skandaler og dens upopulære politik. Nu skriver de det samme om New Labour. Men 'Årets Mand', Tony Blair har også scoret pluspoints

LONDON
Få dage før deres første jul under New Labour kan briterne ikke finde ud af, om de synes, premierminister Tony Blair mest ligner julemanden med de gode gaver eller gnieren Scrooge fra Dickens' julefortælling.
Avisen Independent on Sunday har spurgt sine læsere, hvem de synes, er årets mand. Svar: Tony Blair. Avisen har også spurgt, hvem der er årets skurk,og her kommer Tony Blair ind på en fornem femteplads efter to skandaleramte Tory-politikere, Saddam Hussein og Winnie Mandela.
Årets kvinde blev for øvrigt Mo Mowlam, som er New Labours minister for Nordirland. Og flere kommentatorer har de seneste dage netop hæftet sig ved hende som repræsentant for noget af det, der gør, at Tony Blair fortsætter med at være populær - en muskuløs indsats for at skabe fred i Nordirland.

Opgør med overhuset
Andre ting på plussiden er, at Bank of England får lov til at sætte renten uafhængigt af finansministeren; håndvåben er blevet forbudt; pensionister får ekstra hjælp til varmeregningen; Skotland og Wales skal have selvstyre; standarden i skolerne skal op, og unge arbejdsløse får et spark i rumpen, så de kan komme op fra sofaerne og ud at søge job eller læreplads. Næste succeshistorier kan gå hen og blive en lov om offentlig indsigt og et opgør med overhusets arvelige pladser.
Men minussiden vejer tungere og tungere: de studerende skal betale for deres videregående uddannelse; der har været afsløringer af fusk og uetisk opførsel i partiet, og Formel 1-skandalen gjorde folk kyniske. Her gav racerløbets bagmand, Bernie Ecclestone, først en million pund til Labour, siden fik han en syv års undtagelse fra et forbud mod tobaksreklame og - sponsorering i sport, og så fik han sine penge tilbage, da Labour blev beordret til at returnere checken af briternes parlamentariske 'vagthund', Sir Patrick Neill.

Krig mod skattefiduser
Højt oppe på skadeslisten står New Labours beslutning om at skære i bistanden til en af Storbritanniens fattigste samfundsgrupper - de enlige forældre. I alt 47 medlemmer af partiet stemte imod forslaget, som er overtaget fra Toryerne, ligesom en juniorminister trak sig, to rådgivere sagde deres poster i regeringen op, og endnu én blev fyret.
Folk kan heller ikke lide, at en af finansministerens skatte-rådgivere, millionæren Geoffrey Robinson og hans familie har interesser i en off-shore trust på Guernsey. Det er ikke ulovligt men harmonerer dårligt med, at New Labours finansminister, Gordon Brown, har erklæret de riges diverse skattefiduser - også de lovlige - krig. Ligesom det ikke ser godt ud, at han modtager råd og vejledning i krigsførelsen fra en mand, som selv profiterer af netop sådan et system.
Måske allerværst er forbudet mod at sælge oksekød med ben i på grund af risikoen for den menneskelige udgave af kogalskab. Ikke bare landmændene synes, det forbud er den rene galimatias, og folk retter sig da heller ikke efter det.
Næste hurdle lurer lige rundt om hjørnet, når New Labours socialminister, Harriet Harman, formodentlig i januar fremlægger forslag om at skære i bistanden til syge og handicappede.
I går berettede flere aviser om, at undervisningsminister David Blunkett, som selv er blind, har skrevet et brev til finansminister Gordon Brown med kopi til premierministeren og flere andre af kabinettets medlemmer. Heri ytrer han sig i ganske kraftige vendinger mod en række af de forslag, som cirkulerer internt i centraladministrationen, og som forventes at dukke op i Hariet Harmans papir.
I forvejen skulle vicepremierminister John Prescott have krævet Hariet Harmans afgang, fordi hun er et "omvandrende katastrofeområde".
Det er ikke fordi, parti- og kabinetsmedlemmerne eller befolkningen som helhed er imod en reform af velfærdsstaten. Det er måden, altså.
Kommentatoren Will Hutton skrev i The Observer i går, at "Storbritannien har på en og samme tid en af de højeste andele af borgere, der lever i fattigdom, og høje satser for deltagelse i arbejdslivet. Det er uklogt af hr. Blair at hævde, at forklaringen på den udbredte fattigdom er en høj ikke-arbejdende befolkning: det er faktuelt forkert".
Will Hutton mener også, at det er noget sludder, når New Labour påstår, at socialudgifterne stiger og stiger, så man til sidst ikke kan se toppen af dem mere.
Med en beregnet stigning på lige over 1 pct. om året de næste fem år ligger deres vækst behageligt under den økonomiske vækstrate, som i 1998 og 1999 ventes at blive på lidt over 2 pct. Og hvor regeringen ofte fremhæver socialudgifternes andel af det samlede budget - 32 pct. i 1996-97 finansåret - fremhæver Will Hutton deres andel af bruttonationalproduktet - 13 pct.
Med andre ord, så længe Storbritanniens økonomi er så god, er der efter hans mening rigelig råd til at betale de nuværende socialudgifter.

Tænke det utænkelige
Men den nye regering har svoret, at den vil gennemføre en reform af velfærdsstaten, hvor den vil "tænke det utænkelige".
Det medfører "hårde valg", og beskæringen af bistandsydelser til enlige mødre og handicappede er nogle af dem, og det må folk virkelig vænne sig til.
Men ikke alle har nemt ved at vænne sig til New Labour.
I lørdags refererede The Guardian en embedsmand i partiet for, at antallet af partisoldater, som ikke har fornyet deres medlemskab i november og december i hans område er steget med mellem 20 og 25. Lige før jul plejer det tal kun at stige med fem pct., og mønsteret skulle gentage sig overalt i landet.
I Mail on Sunday i går var den historie blevet til, at næsten 100.000 Labour-medlemmer enten aktivt har forladt partiet eller er holdt op med at betale deres kontingent siden 1. maj, da Labour vandt valget. En talsmand benægtede dog ifølge morgenradioen, at det skulle se så slemt ud.
Ikke desto mindre er der et skær af déjà vu over den britiske, politiske scene denne jul, skriver kommentatoren Andrew Rawnsley i The Observer. Et parti i oprør, en splittet regering, vrede bønder, planer om at skære i bistanden til de fattigste, og rigmænd, der betaler sig til tjenester fra regeringen - det var jo, hvad aviserne skrev om sidste år under John Majors Tory-regering.
Nu skriver de det samme om New Labour. Hvilket bare viser, at et år er kort tid - også i politik - og at unge baby-face regeringer hurtigt får både "rynker, ar og uskønne pletter".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her