Læsetid: 4 min.

Tv's drama

5. december 1997

Vi har omstruktureret hele organisationen og fået tiltrukket en hel del yngre talent, folk fra filmbranchen, siger Rumle Hammerich, der er chef for TV-drama

Da Rumle Hammerich tiltrådte som chef for TV-Drama den 1. oktober 1994 var han den syvende i rækken af chefer for det, nogen kalder "landets største teater." En afdeling der i perioden fra starten i 1954 til omstruktureringerne i 1990 mere eller mindre levede op til betegnelsen "teater" under så forskellige programchefer som Per Pio, Felix Nørgaard, Bjørn Lense-Møller og Birgitte Price. Klassiske teater-transmissioner eller egne dramatiseringer var hovedprodukterne, tv-serier som Matador og Huset på Christianshavn hørte under underholdningsafdelingen - og blev i øvrigt produceret uden for huset af bl.a. Nordisk Film.
Især Birgitte Price, en af scenens store skikkelser, var meget begejstret for det klassiske teater og de store stykker, hvilket hun brugte tv-skærmen til at vise.
Det ændrede sig i 1990, hvor Henrik Iversen blev chef for hele TV-Fiktions-enheden, som kom til at omfatte musik, underholdning og drama. Nu skulle der ske noget med den danske dramatik, og flere rapporter fra pressemøder og præsentationer tyder på, at stilen var klar fra starten: Den unge, nye dramatik og tv-serierne ville komme til at dominere sendefladen.

Moralsk forpligtelse
Sigvard Bennetzen var dramachef - han havde tidligere været souschef under både Lense-Møller og Price - og udtalte i et interview med Weekend Avisen, at "teateroplevelsen kan man kun få i teatret. I tv kan vi højst lave teaterreportage - eller i bedste fald godt tv. Det er det vi stræber efter."
En stræben, som blev mere udtalt, da Ole Bornedal for en kort bemærkning satte sig i Bennetzens stol i 1993 og proklamerede om det tv-teater, han havde tænkt sig skulle være fremover: "Jeg mener, at en kunstner i dag har en moralsk forpligtelse til at være et temmeligt ydmygt menneske, der skal servicere sit publikum med gode historier."
Bornedal gjorde sig hurtigt bemærket med en række larmende udtalelser omkring tv-teatret, som han stadig selv insisterede på at kalde det. Han så tv-mediet som teatrets redning, for det klassiske teater havde udspillet sin rolle, mente han. Hans ultimative mål var at finde ind til den magiske realisme i modsætning til den kedelige og reaktionære socialrealisme.
Og der står han i direkte modsætning til Rumle Hammerich, som i oktober 1994 altså satte sig i chef-stolen for dramaafdelingen, der igen blev udskilt fra den øvrige fiktion. En af hans første udtalelser gik på, at tv er bedst til én ting, realisme: "Mediebilledet er sådan i dag, at biograferne har overtaget de store dyre film eller de meget personlige film. Teatret har generobret det magiske rum og forladt realismen. Den har tv til gengæld fået tilbage, for eksempel i hverdagsdramaet og krimihistorien."

Ny skal vi lave noget nyt
Og så fortsatte han selvstændighedsprocessen med at bygge egne studier, flytte afdelingen ud af TV-byens hovedbygning og udtale, at TV-Drama i realiteten burde fungere som en uafhængig producent, som primært leverede produktioner til DR.
"Det var et enormt spændende tidspunkt, jeg kom ind i huset på, fordi det var så turbulent. Og mere eller mindre udnyttede vi så det til at tage nogle skridt fremad. Jeg tror sådan set, at Ole Bornedal og jeg var grundlæggende enige om, hvad det var for en linie, der skulle lægges. Hvis jeg var kommet inden Ole Bornedal, så var jeg ikke kommet igennem med de ting, jeg er kommet igennem med nu. Han gjorde opmærksom på et problem, som jeg måske har haft bedre tid til at gøre noget ved."
"Et af problemerne var, at afdelingerne var utroligt splittet mange steder, de lå mange forskellige steder i huset og mange forskellige steder i området. Dem har jeg så fået samlet hernede. Og så har vi fået bygget nogle filmstudier, som duer til tv-produktion, og som også har været med til at skabe noget identitet i modsætning til før, hvor produktionerne blev lavet rundt omkring i byen. Det var en meget decentraliseret struktur."
"Jeg mener, at det at lave dramatik er ligesom at lave cirkus. Det vigtigste er, at der er korte kommunikationsveje, så man kan råbe folk op, når den ene pløk er ved at ryge op o.s.v. Derfor har jeg fået samlet det hele indenfor en 200 meters radius. Udviklingsafdelingen, som udvikler manuskripter, produktionsafdelingen, efterarbejdet, administration, studier - the works. Så har vi også omstruktureret hele organisationen - min organisation - og har fået tiltrukket en hel del yngre talent, folk fra filmbranchen, hvilket er med til at gøre det lidt mere attraktivt, for der var sådan en lidt støvet fims over TV-Drama. Vi sagde til folk i starten: "Nu skal vi lave noget nyt! Hvem vil være med?" Det var der sgu ikke nogen, der ikke ville."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu