Tyskland burer sig inde i en osteklokke indtil september

Valg på valg på valg på valg - og nul reformer, før svaret kommer: vinder Kohl?

Nittenhundredeogotteoghalvfems starter for Tysklands vedkommende først for alvor den 28. september, dagen efter Forbundsdagsvalget. Indtil da ligger landet hen som i en ophedet osteklokke: Taber Kohl, taber Kohl ikke?
Én ledetråd gives dog allerede den 1. marts, hvor der er valg i delstaten Niedersachsen, Gerhard Schröders hjemstavn. Han har som potentiel kanslerkandidat for det tyske Socialdemokrati (SPD) gjort sin nominering afhængig af opbakningen fra niedersachsernes side. Hvis han taber mere end to procent i forhold til valgresultatet i 1994 på 44.3 procent, har han sagt, at han ikke stiller op som kanslerkandidat. I så fald bliver det op til Oskar Lafontaine at stille op mod Kohl - en strid der ifølge meningsmålingerne synes tabt på forhånd. Stiller partispidsernes foretrukne, Oskar Lafontaine, således op mod Kohl, vinder Kohl med 49 procent mod 42, hvorimod den af vælgerne tilsmilede Gerhard Schröder står til at vinde med 57 procent mod 33, i fald det bliver ham, der dyster mod Der Ewige Kohl.
Hvem der skal være socialdemokratisk kanslerkandidat afgøres endeligt på partidagen i Leipzig den 16. og 17. april. Men meget tyder på, at det bliver Herr Schröder.

Problemer i stabler
Problemerne har hobet sig op i så høje stabler, at man har opfundet en særlig frasering af Autobahn-glosen "stau" for reform-stilstanden: "Reformstau", på dansk reformkø. Alle partier er enige om, at der i Tyskland er en desperat mangel på reformer af arbejdsmarkedet, skatte-, pensions- og uddannelsessystemet - ja, af hele velfærdsstaten - samtidig med, at Bonns politikere har umådelig svært ved at slippe firsernes Reaganomics-ideologi og finde på nye løsninger, der svarer til en gennemglobaliseret økonomi som den tyske her på kanten af årtusindet. Og de løsninger, man så endelig finder frem til efter evindelige forhandlinger, blokeres frejdigt af et magtlystent Socialdemokrati (SPD), der sidder med flertallet i Bundesrat - det tyske 2. kammer, der skal godkende nye lovforslag fra regeringen. For SPD ser hellere end gerne Kohl-regeringens lovforslag lide blokeringsdøden.
Kun forslag af ringe betydning vil slippe igennem før valget den 27. september. Således er Bonns let opgivende osteklokke-stemning positiv for SPD, der er gået støt fremad siden valget i 1994, hvor det fik 36,4 procent af stemmerne.
Nu tilsiger meningsmålingerne det 39-40 procent af stemmerne. Også Bündnis90/Die Grünen er gået frem. Fra 7,3 procent af stemmerne ved valget i 1994 til omkring 10 procent i meningsmålingerne i dag. De regerende Unionspartier (CDU/CSU) står til gengæld til tilbagegang, fra 41,4 procent af stemmerne ved valget i 1994 til 36 procent i dag. FDP ligger på 6 procent mod 6,9 ved sidste valg.

Gode rød-grønne chancer
Der er klart potentiale for en rød-grøn forbundsregering, hvis ellers vælgernes gunst kan holdes oppe til den 27. september. Hvis, for ved valget i 1994 var Kohl også kraftigt undertippet, indtil det hele vendte fem måneder før, og vælgerne alligevel satte krydset ud for det velkendte.
Alt i alt står Tyskland i valgårets tegn. Den 1. marts således i delstaten Niedersachsen, dernæst står Sachsen-Anhalt for tur den 26. april, Bayern den 13. september og Mecklenburg-Vorpommern i midten af oktober, foruden altså Forbundsdagsvalget den 27. september. De landsdækkende temaer synes fastlagt på forhånd:
Arbejdsløsheden. Omkring fire og en halv million mennesker er uden arbejde, og kurven stiger i den østlige del af Tyskland.
Pensions- og universitetsreformen, eller mangel på samme. De stadigt hyppigere "enkelt-tilfælde" af ny-nazistiske tendenser i Forbundshæren. Muligheden af dobbelt statsborgerskab til børn født i Tyskland af ikke-tyske forældre, suppleret af en debat om "indre sikkerhed", dækkende såvel krimnalitet som udlændinge, et valgtema, som ikke mindst Gerhard Schröder ventes at dyrke.

Ingen euro-snak
Ét tema, der til gengæld ikke tegner til at blive valgkampstof, er Euro'en. Således besluttes det allerede først i maj, hvilke lande der kommer med i kernen og hvilke, der ikke gør.
Tyskland er derfor sikkert placeret, når valgkampen for alvor sætter ind efter sommerferien. Dette på trods af problemerne med at få den offentlige gæld ned under de tilladte 3,0 procent af bruttonationalproduktet. Prognoserne lyder på 3.1 procent, hvilket er et stort problem i et land, hvor 3,0 i EU-debatten har betydet tre-komma-nul.
1998 bringer dog også lyspunkter med sig. Genopbygningen i Øst begynder for alvor at tage form.
De højteknologiske vækstindustrier synes lige så stille at sætte sig igennem i byer som Leipzig og Dresden - dog uden at få effekt på arbejdsløshedstallene - og Berlins nye kapital- og regeringscentrum omkring Postdamer Platz tager for alvor form i 1998.
En ny Wirtschaftswunder-myte er under opbygning i den tyske selvforståelse - "se bare, hvor det vokser frem på Potsdamer Platz", siger man stolt ved hver en lejlighed.
Den første januar starter den internationale telefonalder også i Tyskland. Deutsche Telekom mister på denne dag sit monopol på at levere telekommunikationsydelser på tysk grund, og adskillige private firmaer står på spring. De tyske tele-takster hører til de højeste i Europa.