Læsetid: 6 min.

U-landet Rusland

30. december 1997

Russiske mænd lever nu kortere end mænd i Kina, Indien, Vietnam og Sydafrika. Der er med andre ord tale om en social katastrofe, som vil give langvarige eftervirkninger

Måske er det rigtigt, at Rusland har stået på kanten af den økonomiske katastrofes afgrund, og at tingene nu begynder at se lysere ud igen. Men ingen slipper uden mén fra et næsten frit fald mod den sociale og økonomiske bund. Rusland og en række af de andre østlande betegnes i FN-statistikker som overgangsøkonomier. Økonomier på vej fra et system til et andet. Men om smerten kun er et overgangsfænomen ved ingen. I dag er det imidlertid muligt at se på nogle af de menneskelige omkostninger, der ikke måles og sjældent omtales af økonomer.
U-lande defineres af FN og OECD ud fra økonomiske kriterier, ikke ud fra menneskelige. Ruslands bruttonationalprodukt pr. indbygger er næsten fire gange større end Kinas og syv gange større end Indiens. Rusland er altså ikke noget u-land.
Men det nyfødte russiske drengebarn kunne i 1996 kun forvente at blive 58 år gammel. Den russiske dreng har dermed væsentligt mindre chance for at nå pensionsalderen end nyfødte drenge i mange u-lande. Den nyfødte kineserdreng kan forvente at blive hele 10 år ældre (68 år), den indiske dreng har 62 år foran sig, vietnameseren omkring 65, og den sydafrikanske dreng 62 år.
Som altid er statistikken upræcis: Den indiske er ikke splittet op på kaster, den sydafrikanske ikke på farver og den kinesiske ikke på rige og fattige provinser, og tilsvarende med den russiske. Statistikken taler om gennemsnit, og gennemsnitligt har russiske drenge og mænd i dag dårligere overlevelseschance end drenge og mænd i verdens store u-landsnationer.

Hvis man lidt firkantet går ud fra, at den enkeltes liv og evne til at overleve er en forudsætning for glæden ved det meste andet - herunder bruttonationalproduktet - må man erkende, at overlevelsesstatistikken siger betydeligt mere om de reelle værdier end den økonomiske statistik.
Mændene er særligt hårdt ramt. Kvinderne lever overalt længere og i Rusland mere end ti år så længe som mændene. Ser man på den samlede gennemsnitlige overlevelse for begge køn, ligger Rusland derfor stadig foran Indien og Syd-afrika, men Ruslands samlede gennemsnit på 65 år er stadig lavere end Vietnams (66 år) og Kinas (69 år).
Og der er tale om en meget hastig udvikling. Går vi tilbage til 1970, var de gennemsnitlige levetidsforventninger ifølge UNICEF 69 år i Rusland, 61 år i Kina, og 49 år i Indien. I 1976 var de 65 år i Rusland, 69 år i Kina og 62 år i Indien. Rusland og Kina har byttet plads i den internationale statistik. Og Indien er næsten på niveau med Rusland.
Hvad ligger der bag de store og upræcise tal?
Der er en lang række dybt deprimerende træk i den russiske udvikling, som fortæller, at selv hvis økonomerne har ret i, at det nu vil gå fremad med den økonomiske vækst, er der på under et årti skabt nogle sociale, sundhedsmæssige og menneskelige problemer, som vil smerte længe efter, at økonomerne vil være begyndt at juble.
UNICEF's kontor i Firenze har i en årrække lavet særlige analyser af den sociale udvikling i Central- og Østeuropa. 1997-rapporten talte om begyndende forbedringer efter de katastrofer, der ødelagde næsten ethvert socialt sikkerhedsnet efter 1989. Alligevel er rapporten rystende læsning.
Hvis vi holder os til Rusland, så fortæller analyserne om et samfund, hvor folk lever dårligt, hvor folk lever kort, og hvor folk vælger ikke at sætte børn i verden. Hver kvinde får nu i gennemsnit kun 1,4 børn i løbet af den fødedygtige alder, og den seneste prognose fra FN's befolkningsfond forudser, at Ruslands befolkningstal på knapt 148 mio. mennesker (1997) vil være faldet til godt 131 mio. i år 2025.
Når levetidsforventningerne er så dårlige i Rusland er det imidlertid ikke - som i mange traditionelle u-lande - fordi børnedødeligheden er specielt høj. Pr. 1.000 nyfødte dør kun omkring 25 inden det fyldte femte år i Rusland mod næsten 50 i Kina og mere end 100 i Indien. Forklaringen ligger et, eller rettere mange, andre steder.

En af de mest rystende oplysninger fra UNICEF's Central- og Østeuropa-analyse er, at dødeligheden for mænd mellem 40 og 49 fordobledes fra 1989 til 1995. Det er tal, der vidner om håbløshed, om fravær af tro på fremtiden. Mange drikker sig ihjel. Mange dør af håbløshedssygdomme.
De små børn dør ikke, men de rammes af den samfundsopløsning, som også har ført til familieopløsning. 20 procent af børnene blev i 1995 født af teenagemødre og andre 20 procent blev født uden for ægteskab. I øvrigt er antallet af skilsmisser vokset fra omkring 40 pr. 100 indgåede ægteskaber årligt til mere end 60.
Mange børn fødes med mangelsygdomme - antallet af fødende kvinder med blodmangel (anæmi) er f.eks. vokset fra omkring 12 procent i 1989 til mere end 30 procent i 1995. Der er ligeledes en markant stigning i antallet af selvmord blandt de helt unge, ligesom der er en stærk stigning i antallet af mord begået af unge. Det er tal, der endnu er så små, at de kun påvirker statistikken beskedent, men tendensen er klar.
Det er den også, hvad angår kønssygdomme, de spredes nemlig langt hurtigere end før. Antallet af syfilis-tilfælde er mere end fordoblet i Rusland, og naturligt nok kan man nu også måle en alarmerende hurtig spredning af aids.
Trods høj dødelighed blandt unge og midaldrende betyder de lave fødselstal samtidig, at antallet af ældre stiger i procentdel af den samlede befolkning. I 1980 var 13,5 procent af den russiske befolkning over 60 år, i 1989 var det 15,5 procent og i 1995 nåede det 16,7 procent. Færre (og socialt mere elendige) russere i den arbejdsdygtige alder skal altså forsørge flere gamle. At de ældre udgør en endnu højere del af det samlede befolkningstal i det rige Danmark er en anden sag, forudsætningerne for at finansiere ældreopgaven er her helt anderledes.
Naturligvis har alt dette også med økonomi at gøre. Faldende produktion, faldende beskæftigelse, voksende ulighed, voksende fattigdom, flere og flere fattigdomssygdomme, blandt andet en alarmerende vækst i tuberkulose.

Tallene her stammer som bekendt fra Rusland, men ligner tilsvarende tal i en række andre østlande (med Polen, Ungarn og Tjekkiet som de klareste delvise undtagelser).
Eksempelvis er det chokerende
at se, at de baltiske lande - trods skandinavisk bistand og hurra-
råb - hører til de allerhårdest
ramte, med en relativ vækst i ekstrem fattigdom fra 1989 til 1994
på mellem 25 procent i Estland og 35 procent i Litauen. I Estland
fødes næsten 45 procent af bør-
nene nu af ugifte mødre, men det
er naturligvis ikke så mærkeligt, eftersom der i Estland i 1995 var flere skilsmisser, end der var bryllupper. Estland, Letland og
Litauen har sammen med Bul-
garien også de højeste vækstrater
i antallet at tilfælde af tuberkulose.
Der er meget, tallene ikke fortæller. Formentlig er det ofte bedre at være barn af en enlig russisk mor, end at have en arbejdsløs vodkadrikkende far, der har opgivet alt og er i gang med det langsomme selvmord. Hvis familiesituationen er håbløs, kan der være mere håb i familiens formelle og officielle opløsning end i den sociale opløsning indefra. Men under alle omstændigheder vidner tallene om ufattelige sociale og menneskelige lidelser.
Tallene for antallet af børn anbragt i offentlige institutioner er da også stigende. Mange er uden forældrekontakt. Stigningen i antallet af anbragte børn er procentvis størst i Rusland og Estland. I Rusland er der alene mere end 600.000 børn under offentlig forsorg.
Med tal for faldet i befolkningstal og faldet i villigheden til at føde børn; og med tal for væksten i fattigdom, i kriminalitet og vold, i
blodmangel hos gravide kvinder, i fejl- og underernæring hos det voksende antal fattige, og i gammeldags kønssygdomme og aids fremlægges der dokumentation for problemer, som vil blive båret langt ind i fremtiden, selv når de økonomiske tal begynder at fortælle om bedring. Og det vil de såmænd nok i 1998.
Der er nogle, der har meget travlt med at gøre op, hvor meget forskellige totalitære ideologier historisk har kostet i menneskeliv og menneskelig lidelse. Man kan diskutere, hvor anvendelige sådanne opgørelser er. Men der kommer formentlig også en dag, hvor social-
historikere vil kunne redegøre for, hvor mange millioner liv det kostede, at gå fra et økonomisk system til et andet i Central- og Østeuropa.
Indtil da, ville det give et mere sandfærdigt virkelighedsbillede, hvis sociale og sundhedsmæssige indikatortal offentliggjordes med lige så stor autoritet, som de økonomiske indikatorer.
Men det er givetvis for meget forlangt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu