Læsetid: 6 min.

Den ulykkelige kærlighed og den lettere genre

20. december 1997

Årets bedste romaner i Frankrig - kun én udkom på dansk

Det er altid spændende at læse om kåringen af årets tyve bedste romaner i Frankrig , dem man anbefaler folk at købe til jul.
I år får vi Jean Francois Revels Memoirer godt krydret med anekdoter og personlige historier om Sartre, Aragón, Lacan, Mitterrand og alle de andre. Revel var filosofisk journalist ligesom Raymond Aron, og de to var lidt bedre til at ramme rigtigt end alle de andre.
Patrick Modiano har skrevet om en ung jødinde Dora Bruder, og har brugt otte år på at gendigte hendes liv, der endte i Auschwitz og som endnu engang optrevler nogle af de sorte kapitler i Frankrigs historie. Francois Weyergans skriver i Franz et Francois om sin far, den katolske forfatter af samme navn, som døde få måneder efter sønnens ungdomsoprør mod ham. Her gennemgår han forholdet, der ender med en hyldest til faderen, halvt i digtning, halvt som biografi af hovedpersonen "Franz".
En roman der har vakt furore blandt kritikere og publikum er Vivre me tue (At leve slår mig ihjel) af Paul Smaïl, endnu engang en roman om forfatterens egen historie, og som man nok kan se er navnet dækket af et pseudonym, som han ikke vil ud af. Nu afventer alle om han kan leve op til succesen lige så intelligent, spændende og sjovt næste gang.

Forskel på smag
Der må være stor forskel på fransk og dansk smag, for i det imponerende udbud, hvoraf godt nok en del er hentet fra andre sprog er kun én oversat til dansk: Jean Dominique Baubys Dykkerkrokken og sommerfuglen (anmeldt her 12.-13. juli) som forlaget Rosinante lynhurtigt hentede til Danmark.
Det var i marts Bauby,
chefredaktør for ugebladet Elle og ramt af det siden så berømte locked in syndrom udgav fortællingen om sit nye liv som syg. Femten måneder indelukket i sig selv, og med ét øje som eneste kontakt med omverdenen lykkedes det ham at få dikteret romanen, der er oversat til 25 sprog, som har gjort hans syndrom kendt - og ham selv verdenskendt som forfatter. Han døde få måneder efter.

Den ulykkelige kærlighed
Den oversatte franske romanhøst til jul er en noget anderledes oplevelse: En roman af en afdød forfatter, der har været glemt siden trediverne. En lille citatbog, en sød novelle samling af en meget gammel dame og nogle erotiske "dagbogsblade" fra vores alle sammens Régine Deforges.
Madeleine Bourdouxhes roman Elisas Kærlighed er skrevet i 1937. Den blev dengang rost meget og så glemt under 2. verdenskrig. Den handler om en ung kvindes enorme og selvudslettende kærlighed. Elisa og Gilles er et beskedent arbejderpar, der lever lykkeligt med enkle glæder, indtil Gilles bliver grebet af lidenskab til Elisas søster, og er ude af stand til at beherske de følelser, der for ham er totalt ukendte.
Elisa prøver at redde ægteskabet med en imponerende selvbeherskelse, der indbefatter, at hun tilsidst gør sig til mandens fortrolige for at kontrollere og eventuelt styre udviklingen. Det lykkes næsten, men kort efter oplever hun, at hendes egen kærlighed til manden ikke har kunnet følge med, og det slag og den tomhed der følger får hendes liv til at gå i stykker.
Det er en roman der med meget få midler kun handler om forholdet mellem de to, eller snarere hendes forhold til ham. Forfatteren har overtaget, og vi slipper ikke for at halse afsted i spænding som var det en kriminalroman, selv om vi har forlængst har gættet slutningen fra tidligere tiders udødelige og ulykkelige kærlighedshistorier med samme mættede ubehagelige sindsstemning.
Det kan undre at Madeleine Bourdouxhe ikke slog igennem med den fine lille roman dengang i 30'erne og 40'erne, hvor kvinders ulykkelige selvopofrelse og kærlighed var det, der blev læst og grædt over, hvis ikke man med lidt fantasi lige kunne ændre historiens slutning.
Nu virker romanen lidt passé, selv om det er lidt trist og uvist, om ikke de, der har villet reetablere forfatteren ved at lancere hende igen, er for tidligt ude og skulle vente, indtil romanen er blevet lidt mere historisk.

Den lidt lettere genre
Historisk virker netop Jacqueline de Romillys Påskeæg, skrevet af en gammel dame, tidligere professor ved Sorbonne, der morer sig med at lave sine egne minder og oplevelser om til små historier, hun kalder påskeæg. Man er næsten tilbage i Guy de Maupassants noveller. Personerne er totalt levende, men fra en anden tid. De drikker te, som "man gør blandt damer", og selv når en ung pige er beskrevet i gamle jeans og almindelig T-shirt, "havde hun den veloplagthed, man kun finder hos dem, der ikke kender til fattigdom".
Fortællestilen er sådan at, man er tilbage i noget andet Og det gør ikke noget historierne er søde, og man får lidt visdom og hygger sig.
De er også skrevet med så let hånd, at den franske original må være en godbid for studerende, og bogen er så smukt udført at det er en ren fornøjelse.

De fine udgaver
Den er også en fornøjelse at bladre i den lille firkantede bog på fint papir fra forlaget Brøndum, der har den udgivet som prestigeprojekt med støtte af ikke mindre end fem fonde. Med ide fra gamle børnetegninger - der var lavet som punkter, man forbandt med streger - har man bedt forskellige forfattere om at skrive deres billede af verden ud fra deres eget liv, der så måske tegner et færdigt billede til slut
Der kommer bidrag fra syv forskellige lande. Denne gang er det Frankrig, Selvportræt af den franske kulturredaktør og forfatter Marcel Cohen, og bogen består af små citater. Et af dem bliver ved med at forfølge mig. Det er den jødiske forfatter Primo Levis linier, om hvordan det var nødvendigt at ydmyge jøderne, for ellers kunne de folk der skulle stå for udryddelsesoperationerne måske ikke holde det ud og tilmed måske komme til at føle skyld.
Bogen er en blanding af den slags historier - også fra moderne aviser og helt abstrakte citater, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Som at Joyce og Proust da de mødte hinanden i et selskab spurgte, om den anden kunne lide trøfler. Det kunne den anden, og så sagde de ikke mere.
Eller Samuel Becketts : "At finde en form, der udtrykker det uordnede, er nu blevet kunstnerens opgave."
Jeg leder efter noge,t der forbinder punkterne i tegningen, men det er måske slet ikke meningen. Som der står i et af bogens citater af Pierre Reverdy: "Margen er langt det vigtigste i det skrevne, såvel som i det oplevede. Den rummer det sandeste, det som aldrig nogensinde vil vise sig."

Og det helt lette!
Den sidste oversatte bog: Régine Deforges' Torden ville ingen i Frankrig nogen sinde finde på at nævne, hverken blandt de tyve bedste eller på anden måde. Det er en lille erotisk fortælling, hun har skrevet for mange år siden og fundet frem, og som i traditionel stil er lavet om til noget med et manuskript, som nogen har fundet på loftet, og sandelig syntes var for godt til at lade ligge der.
Det er nu nok et spørgmål . Disse her tyve år gamle manuskripter bliver jo ikke bedre af, at forfatteren er blevet kendt på andre romaner.
Régine har en fortid som forlægger af erotiske bøger, men dengang var det jo forbudt, og så er det jo helt anderledes spændende.
Det var dengang, hun måtte sætte sig på en bogstabel for dog at redde nogle af dem, da politiet kom og tømte hendes forretning for et helt oplag. Hun måtte sælge alle sine andre bøger for at klare det økonomisk, og dommeren sagde til hende, at hun hellere skulle tænke på sine små uforsørgede børn.
Men man kan ihvertfald her lære en masse ord man aldrig har vidst fandtes i det danske sprog, og oversætteren Frants Gundelach klarer opgaven som om det var verdenslitteratur.

*Madeleine Bourdouxhe: Elisas kærlighed. Oversat af Astrid Juul. 146 s.148kr. Borgen
*Jacqueline de Romilly: Påskeæg. Oversat af Mette Konow og Inger Spang-Hansen. 176 s.160 kr. Poul Kristensen. Grafisk Virksomhed & forlag.
*Marcel Cohen: Selvportræt som læser. 105 s. 125 kr. Brøndum.
*Régine Deforges: Torden. Oversat af Frants Gundelach. 95 s. 88 kr. per kofod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her