USA's eget Holocaust

Spielberg følger op på 'Schindlers List' med ny film, der sætter fokus på slaveriet

FILM
BOSTON - Kameraøjet forvandles med ét til Cinques to opspilede øjne.
Her sidder han med sine fæller fra Mendé-stammen i en retssal i New Haven anno 1840, og forstår ikke et kuk af hvad der foregår. Langt fra sin familie og hjemstavn i Vest-afrika, hvorfra han og flere hundrede mænd, kvinder og børn én dag blev kidnappet, ført om bord på et slaveskib og under umenneskelige forhold sejlet til den Nye Verden.
Det hele sejler for Cinque. De tilknappede mænd i retssalen bliver utydelige for hans øjne, stemmerne forsvinder, intet synes længere at hænge sammen. Han forstår ikke sproget og fatter ikke hvad der diskuteres. Sagen er jo klar. De blev bortført og gjorde mytteri, myrdede den spanske besætning og satte kurs mod Afrika, men stødte i stedet til på Long Islands kyst, blev arresteret og anklaget for mord af den amerikanske regering.
Nu svimler det for Cinque. Kameraet svirrer. Han rejser sig midt i retshøringen og ud-støder sine tre første ord på engelsk fra dybt i sit svælg: Give...Us...Free! Hans nakke er bøjet bagover og hagen drejet opad. Én gang til udstødes kravet om frihed fra hans strube og bliver slynget ud mod en lamslået forsamling. Igen og igen, indtil en hæs og forurettet Cinque ikke kan
ytre et ord.
Scenen er kun én af flere gribende optrin i Steven Spielbergs nye film Amistad, som havde premiere i USA sidste weekend. I sin forrige film benyttede instruktøren en vaskeægte historie om den tyske fabrikant Oskar Schindlers redning af flere tusinde jøder til at illustrere holocaust i Europa.
Dennegang lader han en anden beretning fra det virkelig liv - mytteriet på det spanske slaveskib Amistad (Venskab) i 1839 - anskueliggøre, hvordan millioner af afrikanere oplevede at blive frarøvet deres frihed, gennet ned i skibslasten som kvæg, lænket, pisket, udsultet og mishandlet, smidt over bord for et godt ord og tilsidst blive konfronteret med en fuldstændig fremmed verden i USA og i Spaniens amerikanske kolonier, hvor de var dømt til at leve resten af deres dage i trældom.

Arven fra slaveriet
Spielberg giver afrikanerne stemmen tilbage, og selv om vi ikke forstår det uoversatte Mende-sprog, Cinque og hans fæller taler i filmen, så ved vi instinktivt, hvad de føler og tænker. Nuvel, de er ofre, men at blive behandlet værre end dyr knækker aldrig deres værdighed og stolthed. Cinque, og halvtreds mænd og kvinder kæmper bravt for deres frihed.
Vi ved, hvad der skete med de afrikanere, der ikke kunne gøre mytteri og blev solgt som slaver i Amerika. Igennem generationer blev de nedværdiget og dehumaniseret i en racistisk slaveøkonomi, og arrene bærer vore dages afro-amerikanere endnu i deres sjæl. Tredive år efter den endelige frigørelse, nemlig borgerretslovene fra 1964-65, befinder USA's sorthudede befolkning sig stadig på det nederste rangtrin i samfundet.
Formanden for præsident Bill Clintons racepanel belyste dette problem bedre end nogen anden, da han fornylig fortalte, hvordan nogle hvide amerikanere behandler deres sorte medborgere.
"Endnu den dag i dag spiller arven fra slaveriet en stor rolle. Hvorfor mener folk, at jeg skal tjene dem, når de ser min sorte hudfarve? Forestil Dem at spørge en 82-årig mand om at hente noget for sig! En frakke, en bil eller kalde mig boy! Hvad fan' går det ud på? Det kan ikke forklares på anden måde, end at jeg efter deres opfattelse skal tjene dem som mine forfædre gjorde det for 150 år siden," sagde John Hope Franklin fornylig til News-week Magazine.
Franklin, der er professor i historie og forfatter til det klassiske værk From Slavery to Freedom, konstaterede lakonisk. "Vort land har aldrig ønsket at gøre op med sit eget holocaust."
En sønderlemmende dom, som Steven Spielberg utvivlsomt ville erklære sig enig i. Nogle af hans jødiske artsfæller i USA ville nok bede sig fri for at høre begrebet holocaust anvendt i denne sammenhæng, men hvordan skal man ellers beskrive den systematiske mishandling og udryddelse af sagesløse afrikanere igennem flere århundreder europæisk og amerikansk historie? Ene og alene, fordi de ansås for at være undermennesker.

Tilløbsstykke
I nutidig amerikansk sammenhæng bliver filmens store styrke derfor at beskrive de bortførte og tilfangetagne afrikanere som ganske almindelige mennesker, der reagerer som alle andre ville i en sådan situation. De vil blot hjem til deres familie, til de vante omgivelser - og er indstillet på at gribe til våben for at genvinde friheden. Modgangen bærer de med uangribelig værdighed.
Sådan har Hollywood aldrig tidligere beskrevet den grusomme skæbne, som overgik afrikanerne og deres efterkommere i Amerika.
I dagens amerikanske skoler underviser man i slavehistorien, men det er kun i de seneste år, at borgerkrigen bliver fortolket udelukkende som en strid mellem nord- og syd-stater om frigørelsen af slaverne. Dette skændige kapitel i amerikansk historie bliver dog ikke behandlet grundigt nok i skolerne.
Det kan en film, som Spielbergs råde bod på. Man behøver blot at gå ind i en amerikansk biograf og kaste et blik rundt i salen. Den er stuvende fuld med teenagere. Alle vil ind og se Amistad - sorte såvel som hvide amerikanere. I den henseende er Hollywoods indflydelse på den nationale psyke helt ubetalelig, og Spielberg ved det bedre end nogen anden filminstruktør.
I to tredjedel af tiden magter han i kraft af sit mesterlige visuelle talent at gøre en langtrukken retssag, der når helt op til Højesteret i Washington, fængslende og vedkommende. Datidens politiske intriger, kynismen i Det hvide Hus, det voksende svælg mellem Nord og Syd og meget andet bliver inddraget. Retssagen mod de 51 afrikanere er blot forspillet til, hvad der vil ske om føje år, da borgerkrigen bryder ud.

Dialog
På behørig historisk afstand kan man beundre det amerikanske retssystem for at have handlet rigtigt og sendt afrikanerne hjem. Det lå så absolut ikke i kortene i siger og skriver 1841. Dengang som nu var politikerne i hovedsagen principløse og fulgte slavisk den fremherskende opinion og statsræsonen - med bemærkelsesværdige undtagelser, som
Spielbergs film demonstrerer.
Fornylig udnævnte præsident Bill Clinton 1997-98 til året, hvor han og et panel, som professor Franklin styrer, vil forsøge at skabe en dialog om race-relationer i det amerikanske samfund. Initiativet er så vidt favnende, at debatten fra starten risikerede at blive afsporet. Skal positiv særbehandling diskuteres? Bør man overveje at lade præsidenten fremsætte en officiel undskyldning til slavernes efterkommere?
Om ikke andet tager tv og presse udfordringen alvorligt. Hver dag behandles emnet fra denne eller hin vinkel. Forudsætningen for en konstruktiv dialog er imidlertid, at hver side i sagen forstår at sætte sig ind i modpartens verden. Her kniber det gevaldigt for mange hvide amerikanere.
Man kan næppe andet end ryste opgivende på hovedet, når man hører om journalisten Edward Ball fra South Carolina, der netop har skrevet en bog om sin familie - tidligere slaveejere i Syden.
Ball havde i sin barndom fået fortalt, hvor pænt og korrekt hans familie behandlede slaverne. Han opsøger deres efterkommere. Mange vil først ikke have ham indendøre. Naget mod familien hænger ved i generationer. Fra dem får han naturligvis en hel anden version af livet på Ball-slægtens plantage.
Nu da bogen er udkommet, har resten af familien undsagt Edward Ball. De vil ikke have deres beskidte familiehistorie luftet. "Det ville være meningsløst at undskylde," siger hans fætter.
I Spielbergs Amistad nedbrydes de kulturelle barrierer mellem Cinques afrikanere og deres hvide sagførere. Efter at tidligere præsident John
Quincy Adams har procederet i Højesteret og vundet dem friheden, spørger Cinque ham ydmygt, hvordan han gjorde det.
John Quincy Adams svarer: "Jeg fortalte dem, hvad du havde sagt til mig. Ikke andet."
Altså - kun dialog fører til sejr. For begge parter.

*Amistad, instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: David Franzoni. Filmen får premiere i Danmark d. 27. feb.