Læsetid: 5 min.

Usynlige fjender

30. december 1997

Med den monumentale 'road-tv-dokumentarfilm' Patrioterne forsøger Tómas Gislason at nærme sig den komplekse amerikanske virkelighed gennem en kortlægning af angstens anatomi

NY FILM
Hen imod slutningen af sin næsten to timer lange dokumentarfilm om angst, konspirationsteorier og militsgrupper i USA havner den danske instruktør Tómas Gislason i det nordlige Michigan, hvor han besøger Norman E. Olson, leder af gruppen Michigan Militia. Norman E. Olson er behersket og veltalende, og hans udstråling er venlig, nærmest tillidsvækkende.
Olson har været ansat ved det amerikanske militær fra 1964 til '84, og siden har han fungeret som bibellærer, baptistpræst, våbenhandler og militsleder. Han hævder at have 10.000 bevæbnede mænd under sin kommando, og han er klar til at rykke ud, hvis ondskaben får for stor magt i USA. Han mener, at alle mennesker bærer på det onde under en tynd fernis af civiliserede manerer.
Eksempelvis er han overbevist om, at USA's justitsminister Janet Reno er ond. Det var hende, der i april 1993 efter halvfems dages belejring af Waco-sektens hovedkvarter i Texas gav FBI ordre om at angribe. Under kampen udbrød en voldsom brand, der tog livet af 77 sektmedlemmer. På det tidspunkt i filmen, hvor man møder Olson, har man hørt så mange horrible historier og udtalelser, og mødt så mange mere eller mindre gale fanatikere, at ordene ikke længere chokerer. Men ret beset er det temmelig rystende, hvad der kommer op til overfladen i Gislasons film.
De fleste af personerne og episoderne har man hørt om før - bl.a. gennem Erik Thygesens reportager her i bladet og i radioen - men i Gislasons film samler trådene sig, ikke til et billede med logiske forklaringer, men til en stemning, en fundamental fornemmelse af, at der på et eller andet niveau findes sammenhæng mellem de mange fragmenter.

Truende kræfter
Udgangspunktet for filmen Patrioterne, der i tidens skødesløse stil er optaget med halvprofessionelt videoudstyr under to rejser i USA i henholdsvis 1995 og '97, er netop en sådan fornemmelse, som Gislason har båret rundt på uden rigtig at kunne bearbejde den, dels fordi USA ligger langt væk, dels fordi billedets mange brikker reelt er meget uoverskuelige.
Den strategi, Gislason har valgt, går kort og godt ud på at tage af sted, at tage over på den anden siden af Atlanten og rejse omkring i Guds eget land. At sætte ansigter på de navne og grupperinger, der optræder som mystiske og truende kræfter på internettet. At konfrontere sig selv med de mennesker, som man ellers holder sig fra, fordi man instinktivt foragter dem eller måske ligefrem er bange for dem. At forsøge at få en dialog i gang om et emne, der præger nyhedernes overskrifter, men som til daglig virker uhåndgribeligt og fjernt.
Filmens dramaturgi er styret af rejsens rute, og Gislason tillader sig selv at miste overblikket eller at få nok, når han har lagt øre og kamera til tilstrækkelig mange uhyrligheder. Men i det store og hele holder han sig til sit projekt og kontakter én efter én repræsentanter for de mange militsgrupper og beslægtede organisationer. Hertil kommer et
par politiske kommentatorer, hvoraf især Chip Berlet får påfaldende meget taletid.
Gislason er ikke journalist, og man fornemmer, at han bruger Berlet til at sige alt det, han egentlig gerne selv ville have sagt.

Messe for selvforsvar
Rejsen indledes i Los Angeles, hvor Gislason opsøger pladsen foran den bygning, hvor sagen imod O. J. Simpson afvikles. Herigennem tegnes et billede af mediesamfundets galskab og de amerikanske konfliktpotentialer, og med denne ballast bevæger filmen sig ind mod mørkets hjerte, hvor et uoverskueligt antal selvbestaltede grupper slås mod samfundets usynlige fjender - først og fremmest dén internationale sammensværgelse, som under betegnelsen 'Den nye Verdensorden' hævdes at være i færd med at samle verdensherredømmet på ganske få hænder.
Hos den menige amerikaner slår borgerkrigsstemningen igennem som en generel fornemmelse af utryghed, hvilket forskellige fabrikanter ikke er sene til at spekulere i.
Filmholdet besøger Preparedness Expo, en messe for alskens former for selvforsvar og overlevelsesstrategier, og her møder man repræsentanter for diverse militsgrupper, som er troppet op for at hverve medlemmer. I forlængelse heraf aflægges en visit på Simon Wiesenthal Center i Los Angeles, hvor en af aktivisterne, Rick Eaton, arbejder med at kortlægge USA's hadbevægelser, nynazister, hvide racister og Holocaust-benægtere.
Herfra går turen ud til lokale militsgrupper, først Noxon, Montana, hvor konspirationsteorier, racisme og homofobi går hånd i hånd, og siden til det nordlige Michigan, hvor manden bag bomben i Oklahoma City i april 1995, Timothy James Mc-Vigh, har gennemgået sin træning.
Analytikeren Chip Berlet, Gislasons sandhedsvidne, anslår, at mindst fem millioner amerikanere er involveret i de såkaldte patriotbevægelser. Og han påpeger, at den egentlig fare ved konspirationsteoriernes mange tilhængere ligger i, at de unddrager sig demokratiets spilleregler. I det øjeblik, hvor man automatisk mistænker alle regeringsrepræsentanter for at tilhøre en hemmelig elite, mister man viljen til at sætte sig ned og forhandle med dem.
I filmens første del, hvor Gislason fokuserer på de hvide militsgrupper, har han fat i en rød tråd, som gradvist trevles op, men længere henne, hvor problematikker omkring sorte og jøder inddrages, begynder billedet at skride. Her møder vi tilhængere af Louis Farrakhan, lederen af bevægelsen Nation of Islam, som beskyldes for antisemitisme, og vi møder hvide og sorte, som i 'kirken' Aryan Nations gør fælles sag imod jøderne, som efter visse sorte gruppers opfattelse har monopoliseret Holocaust.
I den afsluttende montage, hvor de mange stemmer opløser sig i et kaos, der minder om startpunktets forvirring, er Gislason tæt på at forstå de 39 angste og forvirrede disciple, som i marts '97 fulgte kultlederen Marshall Applewhite i døden, angiveligt for at blive samlet op af et rumskib og vende tilbage til eksistensen i en anden dimension

De utilregnelige
Den samlede effekt af Patrioternes 112 minutter er intet mindre end overvældende, omend filmens bærende fundament vakler en smule. Det er svært at tro hundrede procent på Tómas Gislasons personlige vinkel på stoffet. Hans engagement ligger uden tvivl på rette sted, men at drivkraften hos den danske instruktør er en uhåndgribelig angst for, hvad der sker i USA og resten af verden, fremstår som noget af et postulat.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at Patrioterne er sprængfyldt med interessant materiale, og at det flere steder netop er instruktørens mere eller mindre påtagede naivitet, og hans rolle som udefrakommende og 'neutral' filmmager, der lokker de interviewede ud af busken.
Filmen kunne have været mere klar, hvis den havde været tyve-tredive minutter kortere og eksempelvis havde udeladt nogle af de afsnit, der fremstår som stemningsskabende fyld. Men som den er nu, lever den helt op til sin intention - at formidle instruktørens følelse af forvirring, angst og afmagt - samtidig med at den peger på nødvendigheden af en dialog med de kræfter i samfundet, som vi helst vil vælge at afskrive som utilregnelige.

*Patrioterne. Instr: Tómas Gislason. 1997. 112 min. Vises på DR2 den 1. januar kl. 20:10. Programsættes senere i Filmhuset, København. Distribution: Statens Filmcentral.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu