Læsetid: 3 min.

Utzon får Sonning-prisen

20. december 1997

Den verdensberømte danske arkitekt i udmærket selskab med Bergmann, Bohr og Grass

Jørn Utzon bliver modtager af Sonning-prisen 1998 for sit "exceptionelle og originale bidrag til dansk og international kultur", men den 79-årige arkitekt er ikke alene dansk kulturambassadør og arkitekten bag interessante rum og dristige monumenter. Han er måske først og fremmest hjernen bag banebrydende arkitekturprincipper af en betydning, som rækker længere ind i historien.
For når engang ad åre alverdens økologiske krav for alvor slår igennem og kræver nye konstruktive svar i anderledes bygninger, ligger der givetvis løsninger og gemmer sig i Utzons eksemplarisk enkle projekter og tanker.

Hovedværket i Sydney
Hovedværket Sydney Operaen fra 1960'erne er nemlig - til trods for den lokale politiske mistænkeliggørelse i sin tid - enkelt tænkt. Den er enkel i sit landskabelige udspil med hvide keramikklædte sejl på en pynt i en stor havn. Og den er enkel i sine konstruktive principper, lige fra betonens rumgeometri som appelsinskaller eller dele af en kugle, til alle de fantastiske fuglevingepsprosser i glasfacaderne og projekterede rullende bølger i loftet til regulering af akustikken i det store tilskuerrum.
Kun en del af de fleksible konstruktioner blev til noget inden samarbejdet brød sammen og Utzon forlod byggepladsen.
Men den form for naturinspiration i både teknik og landskabsopfattelse som verden blev snydt for i operainteriørerne, og som heldigvis foreligger i projektbearbejdet form, er måske begyndelsen til en mere omfattende måde at bryde den grænse mellem natur og teknik, som er industrialismens svøbe, og den grundlæggende baggrund for nødvendigheden af en økologisk revolution.
Uden mægtige fantasier ingen revolution, skrev Asger Jorn på sine 68-plakater - den Asger Jorn, som insisterede på, at Jørn Utzon skulle bygge et museum til hans unikke samling i Silkeborg.
Der kom bemærkelsesværdige projekter ud af samarbejdet. Både underjordiske grotter og slyngede rumelementer. Men de blev ikke til noget i virkeligheden,
I det hele taget har den kommende Sonning-prismodtager ikke bygget alverden i Danmark. Tegnestuen med hans og sønnernes navn på skitserne har i de sidste ti år stået for både Paustians Hus i København og Musikhuset i Esbjerg. Men den ægte vare skal man længere tilbage for at finde her i hjemlandet - en kirke i Bagsværd og en gårdhusbebyggelse ved Helsingør.
Kingohusene blev forbillede for tæt-lav bevægelsen allerede i 1950'erne. Og kirken er fantastisk, fordi den - igen - er så enkel i sin tankegang.

Landskabsbilleder
Udefra ligner den en foderstoffabrik i eternit og med smalle skrå tage. Men indeni oplever man som besøgende en rigdom i lys og form som er enestående på disse breddegrader. Loftet storbølger i hvid beton, som sluser dagslyset ind med reflekser fra det grønne udenfor og det blå altertæppe på endevæggen.
Naturen er i transformeret form Jørn Utzons afgørende arkitektoniske greb. Bag Paustian-husets høje søjler ligger en gammel forestilling om en dansk bøgeskov med silende himmellys. Og over de store trappeplateauer eller stiliserede klitlandskaber i Sidney svæver Vesterhavets skinnende hvide skyer.
Da Utzon byggede familiens første hus i Hellebæk skitserede han på stedet de lange mure med lægter og lærred, for at gøre sig forestillinger om kommende rum og størrelser.
Den metode lod sig ikke gennemføre, da han byggede de store betontelte over parlamentet i Kuwait. Men forholdet mellem bygning og landskab er lige så håndgribeligt i ørkenen dér, som her ved de hjemlige strande.
Konkrete erfaringer og sansninger, bærer det livslange værk, som ved en kommende festlighed på Københavns Universitet prises med en halv million danske kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu