Læsetid: 5 min.

Ved Poul Bjerres død

19. december 1997

Ud af industrikulturen - hen imod kærlighedssamfundet

FRIE ORD
USA må sammen med mange andre af tiden magthavere også stå i gæld til Dario Fo med et klækkeligt forfatterhonorar. I disse dage for scenografien til den satiriske komedie, verdens eneste supermagt opfører over sig selv under titlen: "Svend Auken slår mig, far!" Far hedder Poul Nyrup Rasmussen, som ifølge de stakkels forfulgte amerikanere må tage sin uvorne knægt i skole, så Guds eget fædreland ikke mere skal lide overlast for alt det gode, det altid gør i menneskerettighedernes og demokratiets, miljøets og som regel også kristendommens navn rundt om i verden.
Det er så grotesk, at der skal en fantasi som Dario Fos eller Shakespeares til at hamle med det amerikanske udenrigsministerium. Eller som Poul Bjerre allerede skrev i sin første bog Menneskets natur fra 1968:
"Når politikerne er bundet til en fejlstrukturering - og det er de næsten altid - vil der opstå en lang række patologiske behov, som vil binde dem på hænder og fødder. Deres egen potentielle sunde fornuft må blive hjemme, for i organisationen gælder kun sådanne specielle former for 'fornuft', som organisationen tillader ifølge sin struktur."
Og da strukturen er den kapitalistiske markedsøkonomi som i dag verdens eneste betydningsfulde og nu snart globalt gennemførte organisationsteori, kan selv en miljøminister fra et ret beskedent dronningerige virke som en rædsom trussel mod endimensionaliteten.
Men Poul Bjerre var ikke satiriker, han var noget så sjældent som en skånselsløs samfundskritiker, der lige så kompromisløs blev ved med at tro på gode argumenters overbevisningskraft, fordi han troede på - det gode i mennesket.
Natten til i går døde han efter længere tids svær sygdom i sin alders 74. år, men vi er mange, som står i stor gæld til hans urokkelige og uforfærdede tro - på netop det gode i menneskenaturen. Derfor forsatte han i det berømte og berygtede år 1968 sin ovenfor citerede konstatering af politikernes patologiske behov med følgende håbefulde tillidserklæring:
"I samme øjeblik vore politikere virkelig ved noget om organisationsteori, vil de betænke sig mere end én gang, før de skaber en ny organisation på en helt forkert måde. De vil på forhånd kunne vide, hvor ulykkelige konsekvenser det kan få. Samtidig vil de i stigende grad søge udvej for at rette nogle af de værste fejl i de eksisterende organisationer."
Mere forhærdede tidselgemytter vil grine sarkastisk ad sådan et modstykke til den populære politikerlede, og skuffede idealister fra 68 vil bittert konstatere, at Poul Bjerre ikke fik sine forventninger til politikerne indfriet.
Men det anfægtede ikke den besynderlige arkitekt og privatiserende filosof fra Buksagergård i Krejbjerg i Salling, som i midten af 70'erne en overgang var landets mest efterspurgte foredragsholder, idémand for et meget omtalt forslag om at omdanne Krejbjerg og dens omegn til et andelsforetagende, hvor beboerne i fællesskab skulle eje jord og bygninger og indgå i et integreret fællesskab, samt grundlægger af et årligt Skive-seminar, som langt op i 80'erne var et af landets mest frugtbare kraftfelter.
Uforstyrret af alle modestrømninger i Københavnstrup og Aarhuus fortsatte Poul Bjerre sit virke, der byggede på noget nær en åbenbaring af, at alle det moderne samfunds sociale og økologiske udstødningsmekanismer kom af, at Jesus var blevet misforstået og misbrugt til det stik modsatte af, hvad han i virkeligheden selv havde stået for. Nemlig opdagelsen af at mennesket af naturen var skabt godt, men med muligheden for at organisere sig ondt.
Akkurat den mulighed for at gøre ondt ville menneskeheden gøre brug af, når den ikke troede - på det gode.
Hvad store dele af kristendommen og industrikulturen efter renæssancen i sin fordømmelse og undertrykkelse af naturen var et voldsomt bevis på, hvorfor det nu er ved at gå rigtig galt, både socialt og økologisk.
Kunne vi derimod vende tilbage til troen på samfundslægen Jesus' oprindelige naturforståelse, havde vi ifølge Poul Bjerre også det mål, (på græsk: telos), hvormed vi kunne indlede helbredelsen af vores syge samfund.
I den aktuelle sag ville Bjerre derfor ikke have nøjedes med at satirisere over den fornærmede supermagt. Han ville også - trods sin nøgterne afsløring af politikerne - have fremhævet, at politikeren Svend Auken dog forsøgte at gøre noget godt.

Sin sidste bog Ud af industrikulturen fra 1994 kunne Poul Bjerre trods alle tilsyneladende nederlag endnu engang munde ud i trosbekendelsen:
"Med en ny stor kollektiv tro kan vi systematisk nærme os til en stadig større grad af visdom, der tillader os uendeligt at avancere mod det gode liv i kærlighedssamfundet.
Allerede fra starten vil en sådan tro skabe nyt håb og ny begejstring, og det kan bære gennem mange vanskeligheder.
Det bliver der også hårdt brug for."
Poul Bjerre tog nok studentereksamen i 1943, men blev fire år efter murersvend, og året efter tog han bygmestereksamen. Han indledte nok sin arkitektuddannelse, men afbrød den nogle år efter til fordel for studier i socialpsykologi og filosofi. I 1950'erne indtraf øjeblikket: "Pludselig stod jeg med løsningen, lysende klart og enkelt, alle brikkerne faldt på plads, og var ledsaget af en så intens lykkefølelse og glæde, som jeg aldrig havde oplevet før," fortæller han selv.
Han, der ikke selv opfattede sig som religiøs. Og som i sit væsen var noget nær det mest ufanatiske, man kan forestille sig.
Om nogen vidste han, at Jesus' kærlighedsbudskab ikke kan formuleres som program for systematisk behandling af hverken små eller store samfund uden at blive sin egen perversion. Men det kan være udtryk for den erfaringsbårne tro, som derefter giver rettesnoren for alle vores bestræbelser. Sådan som lægevidenskaben må arbejde ud fra antagelsen af, at noget er naturligt og derfor sundt og andet sygeligt og derfor unaturligt.
Poul Bjerre vidste godt, at sygdom i den forstand er naturlig, at sygdom er en mulighed, naturen indeholder. Fejludviklinger er altid til stede. Men arbejder lægen ikke med den grundantagelse, at der også er mulighed for at rette fejlen(e), kunne lægevidenskaben slet ikke bedrives.
Sådan må det også være med samfundet. "Alt tyder på, at mennesket er vidunderligt hensigtsmæssigt indrettet, både fysisk og psykisk, og at vi kan udnytte dette i den udstrækning vi indstiller os rigtigt".
"Ansigt til ansigt med de herskende tilstande virker en sådan påstand let afsindig," skrev Villy Sørensen i sit forord til Menneskets natur, men fortsatte: "Ansigt til ansigt med en sådan anskuelse virker de herskende tilstande let afsindige. Den er i modstrid med herskende anskuelser, men bekræftes umiddelbart af følelsen af at det ikke er 'normalt' at have de rædselsfuldt, selv om man måske normalt har det rædselsfuldt - det opfattes tværtimod umiddelbart som et tegn på at der er noget galt."
I dag er der endnu mere galt end i 1968. Så meget mere, at nu må det helst slet ikke omtales af magthaverne.
Det aktualiserer kun Poul Bjerres værk og indsats til bristepunktet: Tiden skriger nok på satire, men den råber også på en utopi, der kan trodse den kapitalistiske markedsøkonomi. Kærlighedssamfundet, kaldte den nu afdøde sin utopi. Dén lever - og jeg har kun oplevet Poul Bjerre virkelig vred, når nogen ville benægte det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu