Analyse
Læsetid: 6 min.

Velfærd med pligter

13. december 1997

47 Labour-medlemmer har åbent gjort oprør imod Tony Blairs forslag om at straffe enlige mødre, der ikke søger arbejde. Men er modstanden progressiv?

I presseverdenen har der ikke været mangel på skadefryd over, at den ellers så succesombruste britiske premierminister Tony Blair for første gang har oplevet et åbent oprør fra en stor gruppe Labour-folk i det britiske underhus. Nogen har udbasuneret det som Blairs første nederlag, og i pressen elsker vi altid dramaer mellem de gode og onde.
Dramaet opstod, da 47 Labour-parlamentarikere i onsdags stemte nej til et regerings-forslag om økonomisk at straffe enlige forældre (primært enlige mødre), der nægter at tage arbejde og komme til møde på arbejdsformidlingen. Hvis de enlige mødre og fædre siger nej til møde- og arbejdspligten vil de miste 11 britiske pund om ugen.
Forslaget er led i en bredere omlægning af det britiske velfærdssystem, som bør følges med stor opmærksomhed på hele det europæiske kontinent, også med sans for detaljerne. Det er en uhyggelig følsom debat om, hvad der kan gøres for at bryde den fattigdoms-, arbejdsløsheds- og afhængighedskultur, som har fastlåst millioner af europæere på permanente overførselsindkomster, udenfor det almindelige arbejdsliv, i stigende grad isoleret og udstødt fra samfundet.
Nogle af de allersvageste er de enlige og arbejdsløse mødre, som istedet for at have en ansvarlig "breadwinner" - en mand med arbejde, der samtidig vil stå ved sine forpligtelser som far - er blevet skilt og har fået staten som breadwinner i stedet, det vil sige permanente offentlige ydelser fra en myndighed, der i hvert fald ikke er af kød og blod, men en abstrakt og fjern institution.
I Storbritannien er der i øjeblikket 1,6 millioner enlige forældre, og i disse hjem bor der omkring 2,5 millioner børn. Det er denne gruppe, der nu risikerer at betale en pris for Tony Blairs stålsatte ønske om at modernisere velfærdsstaten, og at kombinere sociale rettigheder med skrappere pligter.
Storbritanniens svar på Karen Jespersen, socialminister Harriet Harman har sagt det på den måde, at "vi må være bekymret over, at generationer af børn vokser op uden arbejdslivet som eksempel. Enlige forældre ønsker at give et eksempel. Livet handler om at arbejde, ikke bare at modtage sociale ydelser."
Men der har været skarp kritik af det konkrete forslag fra flere sider:
Labours juniorminister for skotske affærer, Malcolm Chisholm, har i denne uge taget sin afsked på grund forslaget.
"Nedskæringen af ydelsen er et angreb på nogle de fattigste kvinder i samfundet," sagde han.
En af de ledende Labour-oprører, den venstreorienterede Ken Livingstone, har anklaget Blair-regeringen for at "demonstrere overfor de internationale markeder, at vi (Labour, red.) kan være lige så brutale overfor de fattige, som den regering, vi lige har erstattet."
Men forslaget er blevet vedtaget - med støtte fra det konservative oppositionsparti, der selv i sin regeringstid havde lignende forslag i reformskufferne.

Det kalder avisen The Guardian en pervers koalition og giver så en barsk karakteristik af Labours politik:
"Det var et deprimerende syn - en Labour-regering, der ikke var tilfreds med bare at fastfryse eller udfase de sociale ydelser til Storbritanniens mest trængende borgere, men aktivt skærer ned på dem, med op til 11 pund om ugen."
Det er rigtigt, at opstramningen overfor de enlige mødre er led i finansminister Gordon Browns op-stramning af finanspolitikken - han vil reducere statens gæld, der hvert år koster 25 milliarder britiske pund i renter og afdrag.
Nedskæringen på de enlige forældres ugentlige bistand regner finansministeren med vil spare sølle fem millioner pund på statsbudgettet, og det er, som en Liberal Demokrat sagde, "som en dråbe i havet".
Men det skal ses i sammenhæng med at regeringen vil skære ned på indkomststøtten, boligstøtten og særlige kommunale skattefradrag for alle nye enlige forældre - og samlet skulle det ifølge Browns regnedrenge i Treasury give en besparelse på 60 millioner pund, og det beløb vil stige til 195 millioner pund i det tredie år.

Bag Blairs og Browns besparelsesforslag gemmer sig en forestilling om, at det gælder om at fjerne alle økonomiske incitamenter for enlige og arbejdsløse til at blive udenfor arbejdsmarkedet.
De henviser til økonomiske studier - sådanne nogle argumenter findes også i en række andre europæiske lande - der viser, at de arbejdsløse er fanget i en arbejdsløshedsfælde.
Skattesystemet diskriminerer imod de lavestlønnede på arbejdsmarkedet, som har en indkomst efter skat, der er lavere end for eksempel en enlig mor på bistand, der samtidig får boligstøtte, børnebidrag, kommunale skattefradrag med videre.
Til Labours forsvar skal siges, at regeringen samtidig med nedskæringsforslagene faktisk har fremlagt andre forslag, der skal forsøge at bringe de isolerede enlige mødre ud af hjemmet og få dem til at tage del i aktive sociale netværker. Socialarbejdere er blevet sendt på gaden for at stemme dørklokker og samtale med de enlige. Labour forsøger at lave en nationalt netværk af fritidshjem, der skulle gøre det muligt for enlige mødre og fædre at gå på arbejde - og regeringen vil ialt bruge 300 millioner pund på det projekt, herunder at betale de enliges børnepasningsbidrag.
Regeringen kalder sine forslag for en New Deal - en slet skjult henvisning til præsident Roosevelts sociale genopbygningsprogram i 1930'ernes USA. Men det er mere end det.
Labours velfærdspolitik er af nogle iagttagere blevet kaldt et forsøg på at skabe "en kristen socialisme", hvor rettighederne altid kobles sammen med forventninger og pligter til den anden.
Tony Blair, og juniorsocialminister Frank Field (der også er udpeget som ansvarlig minister for en velfærdsreform) har talt om behovet for en etisk socialisme. Avisen The Guardian har således beskrevet Frank Fields tanker om en velfærdsreform med disse ord
"Hans visioner har både elementer af en kristen socialisme og en viktoriansk selvhjælpstrategi, der inkluderer troen på, at det sociale system skal hjælpe folk til at hjælpe sig selv."
I den sammenhæng er de stærkt optaget af aktivt at styrke familien som en bærende enhed i civilsamfundet. Men ikke kun familien, den arbejdende familie.

Regeringen vil fjerne et skattefradrag, som alle familier har fået, og erstatte det med et særligt fradrag for familier, hvor en af forældrene arbejder.
Samtidig studerer regeringen nogle forslag om, at give skattefordele til gifte ægtepar, og det er, som flere britiske aviser har påpeget, naturligvis en moralsk dagsorden, hvor regeringen opmuntrer og giver økonomiske incitamenter til alle, der gifter sig og vælger ægteskabet, istedet for at leve i parløse forhold eller vælge skilsmissen.
Sådanne forslag om at diskriminere imod nogen, fx. folk, der vælger skilsmissen i stedet for kernefamilien, og at give økonomiske incitamenter til familier, som har mindst en voksen på arbejdsmarkedet, rammer en pæl ind midt i en opfattelse, der har udviklet sig i efterkrigstiden nordvesteuropæiske velfærdsstater:
Den universielle og forskelsløse uddeling af rettigheder til alle individer i samfundet.

Det er muligt, at kritikerne af Blair-regeringen har ret i, at de enlige mødre er udsat for et brutalt angreb fra en barsk regering, og det er ikke sikkert, at det er i alle konkrete tilfælde er godt for en familie, hvis den enlige moder samtidig skal styrte og stresse rundt på arbejdsmarkedet. Det dybere sammenbrud - nemlig fædrenes flugt fra familierne og den i Storbritannien så udbredte skilsmissekultur - tager det mange år, at ændre.
Labours nybrud må alligevel betragtes som et første famlende forsøg på at nytænke velfærdsstaten, således at der bliver opstillet klare forventninger til den enkelte borger, og at der ikke gives nogen rettigheder uden at de samtidig får nogle medborgerpligter.
Debatten har klare paralleller til f.eks. den danske reform af bistandsloven, hvor pligterne er blevet skrevet mere konsekvent ind i loven.
Og den er også udtryk for den samme nye socialdemokratiske pligt- tænkning, der senest har fået indenrigsminister Thorkild Simonsen til at forslå, at flygtninge - der selv vælger at flytte udenfor den anviste kommune - også må betale en pris for denne frihedslængsel; nemlig en nedskæring af introduktionsydelsen med 20 procent.
Det kan næppe kaldes tvangsordninger eller en antihumanistisk politik - for humanister kan vel også opstille krav og forventninger til næsten - men det er udtryk for en nytænkning af velfærdspolitikken, som vi måske først har set begyndelsen på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her