Læsetid: 6 min.

Venter på freden i Teknisk Skole Nr. Tre

19. december 1997

Forlydender om en mulig fredsløsning giver nyt håb til 700.000 flygtninge, der er fordrevet fra Nagornyj Karabakh-området og i seks år har levet under kummerlige forhold

SUMGAIT
Havnebyen Sumgait i Aserbajdsjan er med sine kæmpemæssige kemiske industrier fra Sovjet-tiden ikke en by, der ligefrem tiltrækker fremmede.
Men familien Gahramanova kom her heller ikke frivilligt. Den er en af de godt 13.000 familier, der bor i flygtningelejrene i Sumgait, 20 kilometer nord for hovedstaden Baku.
I et område med forfaldne beboelseskomplekser bor lokalbefolkningen nærmest dør om dør med 48.000 flygtninge fra Nagornyj Karabakh og andre områder i Aserbajdsjan, der er besat af armenske styrker.
Familien Gahramanova der består af moderen, fire døtre, to sønner og to børnebørn, har boet i flygtningelejren siden februar 1992.

Etnisk udrensning
"Vi gik hertil i frostvejret. En tur der tog tre dage," fortæller moderen, Gizilgul Gahramanova, en lille rynket dame på 43 år.
"Armenierne kom en dag til vores landsby, Kojalu, og drev os alle ud af vores hjem. De tog os som gidsler, og vi fik hverken vådt eller tørt. De slog os og lod os ikke i fred til at sove. De fortalte, at min mand, som ikke var hjemme, var død. Det viste sig senere at være sandt. Min mand var gået ud for at lede efter os og blev skudt ned af armenierne".
Efter seks dage i fangenskab blev familien udvekslet med armenske gidsler og fik lov til at se på, hvordan soldaterne plyndrede deres hjem for derefter at sætte ild til huset.
"Vi fik besked på at forlade området med det samme, og havde ingen mulighed for at tage andet med os, end det tøj vi stod og gik i. På vejen blev min ældste søn skudt i benet af en snigskytte og vi måtte bære ham resten af vejen," fortæller Gizilgul Gahramanova.
Det Sumgait, familien kom til, var et område præget af forfald. Byen, der tidligere var et af Sovjetunionens store industricentre, er nu nærmest gået i stå. Nogle fabrikker fungerer dog endnu, bl.a. en kemikaliefabrik. Der hænger en permanent stank af klor over området, og når det regner, løber regnvandet ned over folks ansigter som hvide striber.
Familien Gahramanova kom til at bo i den ene halvdel af Teknisk Skole Nummer Tre - i den anden fortsatte undervisningen ufortrødent. Efter et stykke tid modtog familien nogle møbler og tæpper fra en nedlagt fabrik i nabolaget - det var myndighedernes hjælp.

Ingen hjælp fra regering
Hos familien Gahramanova er der stor bitterhed over for den aserbajdsjanske regering:
"Da vi kom hertil, var her ingenting, og længe måtte vi alle deles om et enkelt tæppe og sove direkte på det kolde gulv. Regeringen gav os ingen mad, den smule vi fik var fra internationale nødhjælpsorganisationer," fortæller Gizilgul Gahramanova.
Selv om familien er skuffet over regeringen, er der kun rosende ord tilovers for præsident Hejdar Alijev.
"Var det ikke for Alijev var vi sikkert allerede døde", siger Gizilgul Gahramanova, og afspejler dermed en holdning, der tilsyneladende hersker blandt de fleste aserbajdsjanere: Alijev er landsfaderen, der på trods af en uduelig regering formår at holde sammen på landet.

Influenza en tilstand
På Teknisk Skole Nummer Tre bor 126 familier, og de må, sammen med beboerne fra to nærliggende beboelseskomplekser, alle deles om en enkelt vandhane med koldt vand.
Der er stort set intet glas tilbage i bygningens vinduer, så man har i stedet forsøgt at sætte pap op for at skærme for den strenge vinterfrost. Alligevel trækker det overalt, og kulden sætter sit tydelige præg på folk. Influenza er mere en tilstand end en sygdom. Dertil kommer de nyre-, lever- og andre sygdomme, der florerer i lejeren.
Den hygiejniske standard er lav på grund af den minimale adgang til vand, og selv om der findes toiletter, går de tit i stykker, og mange af børnene sætter sig bare ned, hvor de nu er, for at skide og tisse.
Familien Gahramanovas medlemmer bor i et lille rum på cirka tre gange fem meter. I den ene side af rummet ligger madrasser stablet op. Der er gjort plads til et lille bord, og på væggen hænger nogle billeder af faderen, der nu er en martyr, som Gizilgul Gahramanova stolt fortæller.
"Vi fik billederne sendt af folk fra vores naboby. Det var det eneste, de nåede at redde ud af flammerne. Andre familier fik lov til at tage smykker, tøj og andre ejendele med, som de har kunnet sælge for at få penge til mad, men ikke os", fortæller hun.

eringen magtesløs
Ilham Masanov, der leder en arbejdsgruppe nedsat af regeringen til at klare flygtningeproblemet, forklarer, at Aserbajdsjan endnu er så fattigt, at man ikke ser sig i stand til at hjælpe flygtningene særligt meget, og derfor er dybt afhængig af hjælpen fra de internationale nødhjælpsorganisationer.
"80 procent af befolkningen i vores land lever under sultegrænsen, og Rusland, som før i tiden var vores største handelspartner, lukkede grænsen under krigen i Tjetjenien. Derfor er vores eksport på det nærmeste gået i stå, og mange fabrikker har måttet lukke", forklarer han. Og de olieindtægter, som de mange og store fund i Det Kaspiske Hav giver mulighed for, er endnu en fjern fremtidsdrøm.
Der er ikke længere nogen form for organiseret uddeling af mad i lejren, så de fleste penge til mad må flygtningene selv tjene. Folk står bl.a. i vejkanten og tilbyder klor fra de nærliggende fabrikker. Eller sælger sække af den salt, som de selv har gravet ud af saltdyngerne, der her flere steder ligger oven på jorden.
På den måde kan en flygtning tjene cirka 3.000 aserbajdsjanske manat om dagen, ca. fem kroner.
Regeringen yder en smule hjælp. De ældre og de handicappede modtager i gennemsnit 50 kroner om måneden, og har man børn modtager man to kroner ekstra om måneden.

Flygtninge aktiveres
En af de internationale organisationer, der opererer i Aserbajdsjan, er Dansk Flygtningehjælp. Fra et kontor i Baku forsøger de to danskere, Grete Thorø og Shanna Jensen, sammen med aserbajdsjanske kolleger at hjælpe nogle af de cirka 700.000 flygtninge, der er strømmet til fra Nagornyj Karabakh og omkringliggende områder, siden konflikten for alvor blev tilspidset i 1992.
I Sumgait har Dansk Flygtningehjælp siden begyndelsen af 1997 forsøgt at hjælpe flygtningene med forskellige aktiviteter. Der findes et lille center, hvor flygtningene kan mødes over en kop te, læse avis, strikke eller bare snakke sammen.
Derudover har flygtningehjælpen etableret kurser i syning, madlavning eller fremmedsprog. Når en flygtning har gennemgået et af kurserne, får hun et officielt certifikat fra undervisningsministeriet, som kan bruges i kampen for at få et arbejde.
Flygtningehjælpen har også ydet støtte til små forretninger, så flygtningene kan tjene lidt penge selv. Det kan for eksempel være en lille "frisørsalon", et bilmekanikerværksted eller et lille landbrug.
Gizilgul Gahramanova er meget glad for en hjælp, der gør, at hun og hendes familie ikke behøver at synke ned i passiviteten, mens de venter på en fredsløsning i Nagornyj Karabakh-konflikten.
"Min ene datter fik aldrig færdiggjort sin skolegang, og hun har ingen eksamensbeviser. Men nu har hun deltaget i et sykursus og har lavet nogle smukke forklæder, og det er noget hun vil kunne bruge senere hen."

Vil bare hjem
Men familien Gahramanova har kun ét rigtigt stort ønske: at komme hjem igen.
"Hjemme i Kojalu havde vi et dejligt hus. Fem værelser med køkken og bad med både varmt og koldt vand. Jeg arbejdede på den lokale skofabrik, og min mand var chef for kantinen dér. Vi havde et lykkeligt liv, men nu er det hele væk. Vores hus er brændt ned, og alt er sikkert blevet bombet sønder og sammen, så vi bliver nødt til at starte forfra", siger Gizilgul Gahramanova.
"Men det er altsammen ligegyldigt, for det er dér, vi hører til. Vi vil ikke rejse til et helt andet land og bosætte os dér. Vi er aserbajdsjanere og er meget nært knyttet til vores land. Vores hjemstavn betyder alt for os, og ligegyldigt hvad der venter os, så vil vi bare hjem".

DEN KASPISKE OLIE
Olieselskabernes hær af managers, konsulenter og borebisser strømmer for tiden til Baku for at tage del i det nye olieeventyr i Det Kaspiske Hav.
Store fund af olie lover olieselskaberne profit, de nydannede stater velstand og selvstændighed og Vesten forsyningssikkerhed. Men samtidig skærpes stormagternes spil om kontrollen med området, hvor ikke mindst Rusland ser sin indflydelsessfære truet.
Information skildrer i de næste uger slaget fra første parket - fra boretårnene i Baku til Udenrigsministeriet på Smolensk-pladsen i Moskva.
I dag gælder det Nagornyj Karabakh-konflikten, som - hvis den ikke stoppes - kan true alle viltre olie-drømme. Og som netop er på dagsordenen på OSCE-topmødet i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu