Læsetid: 3 min.

Om vin og svindel

20. december 1997

Til Næsen
På det seneste har jeg beskæftiget mig en del med spansk vin. Både her i spalterne og som oversætter og bearbejder af afsnittet om Spanien i Gyldendals Vinbog. Jeg står ved den begejstring, jeg nærer for den voldsomme og dynamiske udvikling, som i disse år foregår i den spanske vinverden. Her er virkelig noget at holde øje med og noget at hælde i glasset. Og markedet - også det danske - reagerer da også herpå.
Derfor må en udsendelse som den, der blev vist på DR tv i afvigte uge om vinsvindel, naturligt nok også anfægte mig. Som min kollega Flemming Hvelplund så rigtigt sagde, sælges vin på tillid. Derfor må forbrugeren naturligvis også reagere skarpt, når tilliden bliver svigtet. Og desværre var en del af eksemplerne i udsendelsen på tillidsbrud hentet i Spanien. Der er åbenbart nogle, der skyder genvej i den dynamisk voksende branche.
Den form for svindel, som blev postuleret i udsendelsen, er af den relativt godartede slags, hvor billig, men dog genuin vin, bliver solgt som noget finere - med lånte fjer. Når jeg kalder den relativt godartet, er det fordi den er sundhedsmæssig ufarlig. Det var den tilsætning af diethylen-glycol, som for en halv snes år siden blev afsløret i Østrig, måske også, men der er dog en gradsforskel. Men derfor må den alligevel naturligvis ikke forekomme.
Der er en parallel til de underlødige fødevarer, vi køber, og som ofte hedder noget med "luksus-" eller "herregårds-". Vi ved godt, eller vi burde i alt fald vide, at man ikke får luksus til lavpris. Når der så udbydes vin, der anprises som spansk Gran Reserva til omkring 30 kroner, må vi også vide, at det ikke kan lade sig gøre med de strenge krav, der er, om at Gran Reserva kun laves i særligt gode år og skal gennemgå en kostbar og langvarig fadlagring.

Den form for svindel er der nationale kontrolorganer til at undersøge. Men desværre er bevisførelsen ganske vanskelig, og nogle gange har man det indtryk, at de kontrollerende myndigheder ikke er særligt ivrige efter at give for mange af klagerne ret. Det kunne jo smitte af på tilliden til en hel branche.
Hvad skal forbrugeren så stille op. Jo, han/hun skal først og fremmest indstille sig på, at kvalitet koster. Her er forholdet mellem kunde og slagter en god parallel. Man kan ikke umiddelbart se på en bøf, om den er fra et slagtemodent dyr og har hængt og modnet tilstrækkeligt længe. Man kan se efter, om den er pænt fedtmarmoreret, og om fedtet er hvidt og ikke gult, men langt hen ad vejen må man have tillid til sin slagter. Således også med vin. Man bør handle ét eller flere steder, hvor man opbygger et gensidigt tillidsforhold til sin leverandør, sin vinhandler. Han handler nemlig i næste led også med sine leverandører på en tillid, som opbygges gennem årene, og som det ganske enkelt er for dyrt for begge parter at svigte. Tillid er som jomfruelighed - den kan kun brydes én gang.
Og så lærer vinelskeren med tiden at genkende navne på aftappere og producenter, som gang på gang viser sig tilliden værdig. Deres vine køber man så.
Nu kan det også være en tilfældighed, at det især var spansk vin, det gik ud over i omtalte tv-program. Generelt er det ikke mit indtryk, at svindel er noget, der gennemsyrer branchen. Kun enkelte gange har jeg haft en stærk mistanke om, at der ikke var det i flasken, som etiketten lover. Og de gange har det ikke specielt drejet sig om spansk vin.
Hvis man som vinskribent får den mistanke, skal man i øvrigt være forsigtig. Man kan jo tage fejl, og der er meget store økonomiske interesser involveret. Den opmærksomme og jævnlige læser vil nok lære at forstå også negative vendinger, som med omhu er formuleret, så de holder sig på den rigtige side af injurielovgivningen.

Men drik endelig vin i julen. Og hvis det skal være, så drik gerne også billig vin. Det lærer man såmænd meget af, og nogle gange gør man et godt køb. Hvis ikke, behøver det ej heller at dreje sig om svindel. Og skulle man komme ud for det, fører det jo heller ikke til økonomisk ruin.
Forfalskning af store og kostbare vine er en anden sag; den er sjælden, og her er det fortrinsvis socialgruppe 1, der risikerer at brænde fingrene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu