Læsetid: 4 min.

Til ære og værdighed

20. januar 1998

Filminstituttets spændende nye handlingsplan vil genindsætte de støttegivende filmkonsulenter i deres centrale position. Og straks snakker Regner Grasten løs for sin raske moster

Denne klumme har indeholdt en del positive ord om den offensive filmpolitik, som Filminstituttets bestyrelsesformand Ib Bondebjerg bebudede straks efter sin udnævnelse sidste sommer.
Og nu har dagbladet Politiken opsnuset "en underhåndsorientering" fra bestyrelsen til Kulturministeriet, hvor Bondebjerg ufortrødent fortsætter denne linie. Her påpeges det, at teaterområdet får 520 millioner i støtte, mens filmen må nøjes med 200 millioner.
"I betragtning af filmens kunstneriske og kulturelle betydning og dens udbredelse i befolkningen er den offentlige kulturpolitik på området udtryk for en traditionsbetonet skævdeling af midlerne", skriver Bondebjerg.

Ingen gentleman
Så enkelt - og rigtigt - kan det siges. Et sådant udspil kunne forventes, når man som Bondebjerg ikke bare vil forvalte status quo, men udbygge og forbedre dansk films muligheder over en bred front.
Man har - klogt, tror jeg - opgivet snart mange års gentleman-manerer og sammenligner nu med brask og bram filmens bevillingsstatus med de øvrige kunstarters. Ud fra den underforståede devise: hvis I ikke har råd til at give os mere, kunne I måske overveje at tage fra de andre!
Det kan man nu gøre ud fra en styrkeposition. For selv om der er mange krisetegn i dansk film, har de senere år budt på en konsolidering, der først og fremmest er kunstnerisk. Indtjeningen er mere usikker og svingende fra år til år, fordi en række dunderfiaskoer trækker i den forkerte retning.

Stærkt styrket system
Bondebjergs handlingsplan sigter mod udvidelse af produktionsbudgettet fra 123 millioner til 256 millioner i år 2002.
Ambitiøst, men også tiltrængt. Det egentlig nye i denne økonomisk krævende handlingsplan, som Bondebjerg i princippet forpligtede sig på allerede fra starten, er forslaget om, hvordan de eventuelt forøgede midler skal fordeles på de forskellige støtteordninger.
Og her falder det især i øjnene, at bestyrelsen agter at styrke konsulentsystemet betragteligt, mens man højst vil opretholde status quo for det 50/50-system, der nu er blevet til 60/40-ordningen.
Man vil næsten fordoble de to voksenkonsulenters og den enlige børnefilmkonsulents midler, mens man tilsyneladende ser i øjnene, at der allerhøjst vil kunne produceres seks 60/40-film herhjemme om året.

Grundpille i filmloven
Den basale forskel mellem de to systemer er, at konsulentstøtten uddeles efter en vurdering af projekternes kunstneriske kvalitet, mens 60/40-ordningen er en slags industristøtte, der automatisk udløses til en producent med et projekt, som forekommer realisabelt og skønsmæssigt indtjeningsdygtigt.
Indskrumpne støttemidler har i de senere år gjort de tre konsulenters virkemuligheder stærkt begrænsede. De har højst kunne igangsætte to-tre film årligt og hjælpe til med et par andre. De har været afhængige af talrige andre støttekilder, og det har formindsket chancerne for at sætte ukonventionelle, grænsesprængende projekter i gang. Jobbets iboende muligheder for at lægge en filmpolitik, afstikke en linie og markere en kvalitetsholdning, har været stærkt reducerede.
Der er al mulig grund til at give denne ordning - en grundpille i Verdens Bedste Filmlov - et kraftigt lift. Ideelt set er den en garanti for uafhængighed og udsyn. Og også den nødvendige alsidighed, eftersom konsulenterne kan udskiftes efter en tjenestetid på tre år. Det bør ikke glemmes, at det var
Filminstituttets konsulenter, der fra starten gjorde det muligt for navne som Lars von Trier og Bille August at bryde igennem.

Grastens raske moster
Planerne har udløst de forventede ramaskrig fra storforbrugeren af 60/40-ordningen, Regner Grasten, der gerne ser de film, han selv står for yderligere tilgodeset.
Grasten, som får orakel-agtigt lang taletid i Politiken, har allerede forudset, at man under de nye forhold kun vil komme til at lave "dyre film for cafémiljøet i København" og ikke spekulationsprodukter i lighed med hans egne seneste Sunes familie og Mørkeleg.
Grasten er en regulær og i det store og hele sympatisk showmand, som dansk film har haft megen glæde af. Men mest økonomisk. Af hans ialt 13 produktioner har kun 2 haft en vis lødighed - Det forsømte forår og Kun en pige. De resterende 11 har været folkekomedier og gysere af vekslende grader af plathed.
Han er en dygtig producent på sine egne rendyrket kommercielle præmisser, men som filmpolitiker savner han overblik. Den står mest på hæmningsløs tale for hans egen, egentlig ikke særlig syge moster (hun har det nemlig for tiden godt i Sunes familie, der blev set af henved en halv million.

Nyttig 60/40-ordning
60/40-ordningen, som jo netop nu er blevet gjort mere producentvenlig ved en forhøjelse af Filminstituttets indskud, bør selvfølgelig ikke nedlægges.
Den har som helhed været en succes som en modvægt mod statslig magtfuldkommenhed og prestigebestemt kunstnerisk drivhusmentalitet. Den bør bevares, så den kan spille nogen lunde samme rolle som den hele tiden har gjort, som ventil for og opsamler af film, der af den ene eller anden grund ikke behager konsulenterne, og som sikring af, at dansk films show business-element ikke helt går fløjten i kulturelle ambitioner.
Samtidig burde et styrket konsulentsystem kunne indfange og støtte nogle af de fremtidige sidestykker til de kvalitetsfilm, der af forskellige grunde havnede i 50/50-ordningen: titler som Nattevagten, De nøgne træer, Det forsømte forår og De frigjorte. Alsidighed bør selvfølgelig være et sine qua non for konsulenterne og også omfatte kendskab og kærlighed til genrefilm - komedier, gysere, kriminalfilm. En ensidig smag er ingen smag.
Så hverken Regner Grasten eller for den sags skyld Peter Aalbæk Jensen, der for sin del frygter centralisering og standardisering, bør have grund til den store bekymring. Filminstitutbestyrelsen har med denne skitserede fordelingspolitik valgt at tænke ideelt - i tillid til, at konsulentsystemet vil kunne bringes til at fungere maksimalt efter filmlovens ånd og bogstav. Skam få den, der tænker ilde derom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu