Læsetid: 6 min.

Jeg afprøver hvor lidt der skal til

15. januar 1998

Det er ikke selve ulykken, der optager mig, men alt det andet. Det interesserer mig at se, hvor lidt der skal til for at skabe en stemning af katastrofe. Men den sker ikke, siger Helle Helle

De næstyngste
Helle Helles kunst er, at hun kan fremstille en situation, der rummer en hel tilværelse eller viser en hel person ud fra et lille bitte glimt. For det meste er hendes skildringer fattige på ydre handling, det, der sker, ligger i perspektiverne, i hvad læseren aner, mere i end det, man får fortalt.
Helle Helle har indtil videre kun udsendt to bøger, og hun har tidligere arbejdet som studievært på Danmarks Radio, hvilket giver mig anledning til at spørge, hvad der fik hende til at begynde at skrive.
"Det er rigtigt nok, at jeg også har været studievært i radioen. Men det var jeg faktisk, samtidig med at jeg gik på Forfatterskolen. Jeg var i praktik på Danmarks Radio som et led i forfatterskoleuddannelsen, og der begyndte jeg at interessere mig for at lave radio."
"Skrive har jeg imidlertid gjort, siden jeg var lille, og især da jeg var teenager, tog det fart," svarer Helle Helle.
Dengang skrev hun masser af digte, det gør hun slet ikke mere. Den første af hendes to hidtidige bøger, Eksempel på liv, består af korte 'signalementer' af situationer, der samtidig karakteriserer de personer, som indgår i dem. Den næste, Rester, er en novellesamling, forløbene er længere, men indholdsmæssigt er novellerne beslægtet med debutbogen.

Overvurderet
At den koncentrerede kortform har noget med uddannelsen på Forfatterskolen at gøre afviser Helle Helle.
"Forfatterskolens indflydelse på min generations forfattere er overvurderet," mener hun.
"Det var en god, lærerig tid, hvor man mødtes et par gange om ugen og fremlagde sine ting. Men der er jo også tusind andre ting, der har påvirket mig."
Da jeg karakteriserer hendes novellekunst som psykologiske portrætter, protesterer Helle Helle.
"Selvfølgelig tænker jeg i psykologiske baner, men jeg giver ikke entydige svar, når jeg skriver. Jeg aflæser og gengiver, jeg skriver, hvad der er synligt og hørbart. Rester er et forsøg på at skrive en bog, som mindede om den måde, man omgås på som mennesker, dér er vi jo også henvist til at drage vores konklusioner ud fra, hvad vi hører og ser, uden at få psykologiske forklaringer. Selv personers udsagn om sig selv bliver jo filtreret, alt efter, hvordan de ønsker at fremstille sig selv."

Det efterladte
"Med Rester prøvede jeg at gøre det jeg skrev enkelt. Jeg skar det overflødige fra og forstørrede enkelte detaljer op, så de stod skarpt. I den første novelle i Rester, "Fasaner," er der for eksempel ét billede, som står særligt stærkt. Det er en død fasan på trappetrinet i slutningen af novellen. Fasanen er det eneste i novellen, der får hæftet farver på sig, dens fjer er brune og grønne. Der optræder ikke andre farver i novellen. Det opdagede jeg først, efter at bogen var udkommet, men imens jeg skrev, vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg hele tiden forenklede fremfor at fylde på."
"Novellesamlingen hedder Rester, fordi alle novellerne havde at gøre med rester - noget der var blevet efterladt, glemt, ladt i stikken. Manden i "Fasaner" er flyttet fra nogle af sine ting; i "På et tidspunkt i foråret" efterlader en kvinde sit spædbarn i dagevis - og så videre."
"Men bogen handler også om møder mellem mennesker og de rester, møderne efterlader i dem. Selvfølgelig kan man også sige, at der er rester af mig selv i bogen. Når jeg kommer ud og snakker på gymnasier, bliver jeg ofte spurgt om, 'hvor meget af mig selv' der er i det, jeg skriver. Jeg plejer at svare 'ingenting', for det er ikke sådan, at jeg skriver om ting, jeg selv har oplevet. Men selvfølgelig er der rester af mig selv i det skrevne, på samme måde som drømme indeholder dagsrester. Når man slår hjernen fra, kommer resterne frem."
- Efter læsning af 'Rester' skrev jeg følgende: "Folk afviser hinanden eller er for påtrængende. De skændes, mens begge parter lyver, eller de tilstår rystende fortielser/undladelsessynder. Hensynsløs udnyttelse, afstumpethed, den gode viljes afmagt, pludselig erkendelse" osv. - det er rene psykologiske udsagn, jeg har fået ud af læsningen!
"Selvfølgelig har du ret i den forstand, at det er dybt psykologisk, hvad folk gør for og mod hinanden. Men jeg vil ikke gøre mig klogere, end jeg er, jeg kan aflæse, jeg har ingen éntydige forklaringer."

Det grusomme sker ikke
- Der er ikke rigtigt noget, der ender godt i dine bøger?
"Men det ender heller ikke rigtigt skidt! Jo, én novelle ender godt: Kvinden, der har efterladt sit spædbarn i en lejlighed, bliver sparket omkuld af en lille dreng til slut!"
"Men jeg skriver ikke for at få noget til at ende godt - det skulle gerne pege videre. Jeg bryder mig ikke om at læse ting, der ender alt for lykkeligt."
- Er der mere 'litteratur' i det tragiske?
"Jeg synes ikke, mine tekster kun er tragiske. De er da også humoristiske, måske tydeligere i Eksempler på liv end i Rester."
- De er også fulde af grusomheder?
"Det er sjovt: Folk siger tit, at noget, jeg har skrevet, er grusomt, men hvis du kigger efter, så sker det grusomme ikke! Eksempelvis manden i novellen "Mobil," der kører galt i sin bil, kommer ikke noget til. Det er hans kones angst, der interesserer mig, det er alt det andet, der er interessant, ikke selve ulykken. I det hele taget synes jeg overhovedet ikke, at det er interessant at udpensle. Jeg vil hellere se, hvor lidt der skal til, før der opstår uhygge."

Personerne vil jo gerne
- Du indrømmer altså selv, at dine historier er uhyggelige?
"Ja, på samme måde som det er uhyggeligt at høre en ambulance med udrykning."
"Måske handler mine historier i grunden om, hvorfor det er så svært at mødes. De fleste af mine personer vil jo på en måde gerne nå hinanden, de kan blot ikke forstå hinanden, ved blot ikke, hvad de skal gøre eller gør noget helt forkert, som kvinden i "Mobil," der giver sig til at lave mad til sin mand i stedet for at slå alarm, så snart hun hører, at han har været ude for en ulykke."
- Den historie er, hvad jeg ville kalde en psykologisk set meget realistisk historie! Og i det hele taget er alt ikke-realistisk droppet i 'Rester', sammenlignet med 'Eksempel på liv', hvor folk kaster bogstaver op, dør af grin eller har en arm, der pludselig giver sig til at vokse?
"Det har været en naturlig udvikling for mig. Det er noget med hele tiden af søge mod det sande udtryk, og det udvikler sig. Da jeg skrev Eksempel på liv, var det naturligt for mig at skrive som jeg gjorde og ligesådan med Rester. Men man kan måske også forfine for meget. I Rester prøver jeg at fjerne alt overflødigt, den er meget ren, nærmest 'pæn', men jeg prøver at lade det grimme ulme underneden."
"På den baggrund er det imidlertid naturligt, at jeg i min næste bog får brug for at give mere slip og ikke skære så meget væk."
- Hvad er dit næste projekt?
"Jeg prøver at skrive noget længere. Og til foråret rejser jeg tre måneder væk for at skrive. Jeg kan godt lide at skrive et andet sted end her i København, hvor jeg bor. Det får også indflydelse på teksterne, hvor de skrives henne. Eksempel på liv er skrevet i København og foregår også her. Rester skrev jeg i provinsen, og miljøerne er for det meste meget provinsagtige. Det kan jeg godt lide. I øjeblikket har jeg en modvilje mod at skrive noget storbyagtigt."
- Hvorfor bryder du dig ikke om at skrive om storbyen?
"Jeg ved det ikke. Måske er det endnu et element i min bestræbelse på at gøre tingene enkle? Et provinsmiljø er lettere at overskue."
- Hænger det sammen med den problematik, at du bevæger dig fra korte til længere og længere tekster?
"Egentlig ikke. Faktisk arbejdede jeg også med længere noveller, samtidig med at jeg skrev Eksempel på liv. Men én af grundene til, at teksterne i den er så korte, er også rent konkret, at jeg havde erhvervsarbejde samtidig med at jeg skrev, og at jeg desuden var gravid," slutter Helle Helle pragmatisk.

Helle Helle f. 1965.

Har udgivet:

Eksempel på liv
Prosastykker1993.

Rester
Noveller 1996.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu