Læsetid: 4 min.

Algeriere flygter fra vold

13. januar 1998

I bidende kulde strømmer de terrorramte landsbyboere væk fra forfølgelsen, der optrappes dag for dag

PARIS
En mand transporterer et skab på et muldyr. Kvinder synker i knæ under tunge bylter, mens barfodede børn klamrer sig til deres skørter. I den bidende kulde strømmer de terrorramte familier til fods, på æselryg eller i lastbiler ud på vejene, der fører til de større byer.
Disse bønder flygter fra døden to uger efter den første omfattende massakre i Ouarsenis-bjergene sydvest for Algeriets hovedstad. Bag dem ligger de øde landsbyer, hvor hele familier er blevet udslettet.
Det billede, de private algeriske aviser maler af denne eksodus, er forfærdende. Og hvert nyt blodbad kaster nye flygtninge ud på vejene; ingen vover at anslå, hvor mange det drejer sig om. De er undsluppet morderne, men de bliver ikke sparet for frygt, kulde og sult. Og truslen fra tyvebander, der strejfer rundt i området.
"Foran moskeen i Had Chekala venter en menneskemængde," rapporterer det fransk-sprogede dagblad La Tribune. "Indenfor klumper omkring 20 kvinder sig sammen med deres spædbørn. De har valgt at blive dér. Andre familier har slået sig ned på slagteriet. Mange fortsætter på vejene."
Alle er kun optaget af to ting: at begrave de døde og skaffe mad til de levende - f.eks. disse mødre, der undgik døden ved at vandre ad frosne floddale med deres børn ved hånden.
"I Had Chekala var der allerede fredag ankommet 200 familier, som opholder sig i moskeen, i butikker eller i fri luft," fortæller avisen Liberté. I mangel på telte søger nogle ly under grene dækket med plastic.

Begraver med hænderne
"Jeg var taget af sted til en anden landsby for at deltage i begravelsen af en slægtning," fortæller en flygtning til Tribune. "Næste morgen fandt jeg min familie svømmende i blod. Jeg begravede dem med mine hænder."
En anden tilføjer: "Vi tog herop for at begrave vore døde. Vi lagde omkring 20 i en massegrav. Men nogle ligger stadig på jorden, og nogle af dem er blevet ædt af sjakaler."
I landsbyen Sahnine, som blev angrebet den 30. december, "er der kun udhungrede høns tilbage, nogle herreløse æsler og mange friske grave på en begravelsesplads, der er alt for lille. Som gravmæler tjener nogle småsten eller et stykke krydsfinér, og der ligger tre-fire lig i hvert hul," fortæller to journalister fra det franske nyhedsbureau AFP, som søndag nåede frem til den forladte landsby.
Tolv dage efter dramaet er der overalt spor af udtørret blod. Mohamed fortæller:
"De sagde: 'Luk op', og de smadrede døren. De skreg til min søster: 'Giv os penge!' Hun svarede: 'Se, hvordan vi bor; vi har ingen penge.' 'Giv os smykker!' 'Jeg har ingen'. Så hørte jeg en dump lyd, og min søster sagde ikke mere. Derefter begyndte børnene at græde, og lidt efter lidt tav også de stille."
Hvem var disse mordere? Mohamed tøver: "Det var om natten, jeg kunne ikke se dem."
Overalt kræver de overlevende mulighed for at give deres døde en ordentlig grav.
"Vi kunne ikke nå at begrave alle ofrene. Der var for mange," fortæller en indbygger i Had Chekala til El Watan.

Forladt af alle
På grund af krigen er disse landsbyer i de senere år blevet forladt af alle, der har haft mulighed for det. Kun de fattigste er tilbage.
De har hidtil klaret sig nogenlunde som naboer til "guerillaerne" fra Armée Islamique du Salut (AIS), den væbnede gren af partiet Den Islamiske Frelserfront (FIS), som de troede ville beskytte dem.
Men den "våbenhvile", AIS dekreterede i september, kan have fremprovokeret repressalier fra den mere radikale islamistiske Groupe Islamique Armée (GIA), og nu er de svigtet af alle.
Man ser ingen militær aktivitet i dette område. Hærens eneste vejspærring er opstillet ved Ami Moussa nogle kilometer derfra, og i Souk el-Had er omkring 30 barakker af træ og stålplader skudt op på den bare jord. I Djediouia blev en gruppe flygtninge onsdag afvist, da de kom for at bede gendarmeriet om hjælp.

Rystede over tavshed
"De overlevende er rystede over de lokale myndigheders holdning og hævder, at de kun har set deres wali (prefekt, omtrent svarende til amtmand, red.) én gang - dagen efter massakren," skriver El Watan.
"Men han nægtede at stå ud af vognen, vi kunne ikke komme til at tale med ham," fortæller en flygtning.
Den officielle tavshed fordømmes af hele den private algeriske presse. Først da EU foreslog at gribe ind, meddelte algerisk Røde Kors, at man ville sende 50 ton nødhjælp til de ramte landsbyer.
Efter den første massakre har det nationale tv ignoreret grusomhederne - i modsætning til sidst på sommeren, hvor der blev bragt reportager med overlevende fra blodbadet i Raïs og Benthala.
"Hvordan dræbte de din far?" spurgte en reporter et barn på fem år. "Med en kniv," svarede drengen med skælvende stemme. "Hvordan så kniven ud?" fortsatte journalisten.
Libertés kommentar lød: "Vi må vise verden, hvor bestialske islamisterne er. Men denne bestialitet bekæmpes ikke med bestialitet."

Nej til bistand
En talsmand for regeringen, Hamraoui Habib Chawki, brød onsdag tavsheden for at "beklage de vestlige hovedstæders holdning" og meddele, at det algeriske folk "med vanlig værdighed ikke (har) bedt om nogen form for hjælp til deres ofre, som er omfattet af deres solidaritet."
Udenrigsministeren benyttede sig af en anden variant: "Algeriet afviser enhver tanke om humanitær bistand, for det har vi ingen brug for."
Og ulykkerne fortsætter.
Søndag blev 41 civile massakreret under angreb på landsbyer, bombeattentater og baghold i den vestlige del af landet samt Médéa-området syd for hovedstaden Algier.
Flere steder omkring Algier, f.eks. i Bouzareah og Beaufraisier, tør folk ikke længere gå uden for en dør af frygt for falske vejspærringer, hvor en snes mennesker er blevet myrdet i den seneste tid.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her