Læsetid: 4 min.

Algeriets regering har også blod på hænderne

7. januar 1998

Stadig flere kendere af algeriske forhold anklager militæret for at være er dybt indvolveret i det algeriske blodbad

ANALYSE
Massakrerne på civile algeriere bliver værre og værre og det algeriske styres påstand om have styr på tingene forekommer efterhånden at være uden mindste bund i virkeligheden.
Ligesom præsident Liamine Zerouals afvisning af udenlandsk indblanding i det, han påstår er et "indre anliggende". Og hans retorik om at have iværksat en demokratisk proces.
Tværtimod har man siden i sommer i stigende grad hørt beretninger om, at det ikke blot er en gruppe muslimske terrorister, som står bag volden, men at magtfulde grupper i staten og i militæret i høj grad også har blod på hænderne.

Mange fronter
Beretningerne stammer fra deserterede soldater og sikkerhedsfolk, som er blevet citeret i engelsk og fransk presse, fra øjenvidner til massakrerne, og i november udsendte Amnesty International en rapport, som i høj grad sår tvivl om militærets formåen og reelle hensigter.
Stadig flere kendere af algeriske forhold tvivler på, at dét, vi er vidne til, er et islamisk opgør, hvor terrorister alene står bag volden.
De peger på, at volden tillige har sine rødder i magtkampe inden for statsapparatet selv.
Med andre ord er der, som Nordafrikaekspert og vicedirektør for det engelske Udenrigspolitiske Institut George Joffé udtrykker det, mindst to konflikter i Algeriet i dag:
Én mellem militæret og den islamiske opposition, der blev radikaliseret efter militærkuppet i 1992.
Og en anden og vigtigere komflikt mellem Zerouals styre og så magtfulde grupper i militæret, der har store økonomiske interesser, og som for alt i verden vil undgå blive sat ud på et sidespor af en demokratisk proces.

Balancegang
Det er imellem disse to konflikter, Zeroual må manøvrere og balancere.
På den ene side må han bekæmpe volden, hvilket han forsøgt gennem en politisk proces at få et folkeligt mandat til sit styre.
Og på den anden side må han begrænse den demokratiske proces, så den ikke truer de økonomiske og reelle magthavere i militæret.
Det er blevet påpeget, at den sejr, som det islamiske parti FIS stod til ved parlamentsvalget i januar 1992, blot var det alibi, militæret behøvede for effektivt at stoppe den politiske liberalisering, som blev igangsat med den demokratiske forfatning i 1989.
Hvis dette er rigtigt, og det er der meget, som tyder på, har dele af militæret objektive interesser i tilstedeværelsen af ikke blot en islamisk, men en voldelig opposition.
Dette er baggrunden for, at mistanken med støtte i en lang række indicier, rettes mod militæret.
Det er i den forbindelse påfaldende, at massakrer har kunnet finde sted klods op af militære forlægninger, uden at soldater har grebet ind.
Begrundelsen for den manglende indgriben skulle være, at de voldelige begivenheder har udspillet sig i områder, som er stærkt mineret, hvilket kalder på undren efter som nødhjælpspersonel efter
Forstat fra forsiden...

massakrerne har kunnet operere uden at støde på miner.
Det er ligeledes påfaldende, at styret i Algeriet opfordrer til dannelse af militsgrupper, der skal beskytte civilbefolkningen mod terroristerne.
Resultatet er, at der eksisterer et utal af paramilitære enheder uden for statens kontrol, som formentlig bekriger hinanden, og som er med til både at eskalere og brutalisere volden.
Det er ydermere påfaldende, at sikkerhedsstyrkerne prioriterer at lave hævnaktioner mod formodede terrorister og sympatisører fremfor at beskytte befolkningen.
Endelig er det påfaldende, at det faktisk er lykkes for miltæret og sikkerhedsstyrkerne at begrænse volden ganske betydeligt i de perioder, hvor der har fundet valghandlinger sted. Dette tyder på, at militæret i nogle perioder rent faktisk godt kan kontrollere situationen - hvorfor så ikke hele tiden, spørger mange?

Internt magtopgør
Skønt vi nok må overlade det til fremtidens historikere endeligt at afgøre, hvem voldens agenter er i Algeriet, er der mange indicier på, at det, der tager sig ud som en kamp mellem islamiske terrorister og staten i høj grad også er en kamp inden for magtapparatet selv.
Dette forklarer, hvorfor Algeriet så hårdnakket har modsat sig ethvert ydre tilbud om mægling i konflikten.
En international mægling ville nemlig afsløre, hvad vi i dag kun kan formode, nemlig at konflikten langt fra blot er en gruppe islamiske terroristers værk, men omfatter statsmagten selv.
Endvidere vil den afsløre, at retstilstanden i landet ligger på et niveau, som vil få Det Vilde Vesten til at tage sig ud som en børnehave.

Skindemokrati
Frem for international mægling har Zeroual forsøgt sig med en politisk proces, som på overfladen skal tage sig demokratisk ud. Der er imidlertid ikke tale om nogen demokratisk proces.
For det første er store dele af oppositionen forment adgang til politisk deltagelse gennem nogle forfatningsændringer i 1996, der forbyder partidannelser på religiøst og etnisk grundlag.
For der andet er der en omfattende censur af den offentlige debat.
For det tredje har det parlament, der blev valgt i juni kun meget ringe magt. Den egentlige magt ligger i et overhus på 144 medlemmer, som dels vælges af bystyrerne, dels udpeges af præsidenten selv (48 pladser). Overhuset blev befolket i juledagene og ikke overraskende med et overvældende flertal af Zeroualstøtter.
Zerouls strategi kan dog godt tolkes som et forsøg på at skabe en national samling ved at marginalisere voldens agenter på de to fløje.
Det er ikke lykkedes. Skal det lykkes må han presses til at indføre retstilstand i landet, hvor formodede voldsmænd og sympatisører stilles for en domsstol og ikke blot forsvinder, som det er tilfældet i dag .
Vejen frem er ikke sanktioner - det vil formentlig eskalere volden yderligere, men pres på Zeroual til ikke blot i ord, men også i gerning. Kritisk dialog, hvor en associeringsaftale er guleroden og kæppen er krav om overholdelse af menneskerettighederne.

*Lars Erslev Andersen er leder af Center for Mellemøststudier ved Odense Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her