Læsetid: 8 min.

Den Almægtige Kloner

16. januar 1998

'Gud skabte mennesket i sit billede. Guds hensigt var at gøre mennesket til ét med sin skaber'Dr. Richard Seed, der nu forbereder den første kloning af et menneske

FRIE ORD
Allerede Xenofanes, der levede fra ca. 570 til 480 før Kristi fødsel, havde sin fornøjelse af folks forestillinger om Gud: "Etiopierne siger, at deres guder er braknæsede og sorte, frygierne at deres har lyseblå øjne og rødt hår. Havde køer og heste eller løver hænder og var i stand til tegne, ville hestene tegne deres guder i form af heste, og køerne som køer." Ved verdenssensationen sidste uge om dr. Seeds beslutning om at skabe den første menneskelige klon med den begrundelse, der citeres ovenfor, havde Xenofanes opsendt en homerisk latter og tilføjet: "Naturligvis forestiller moderne oppustede videnskabsmænd sig, at Gud er ligeså åndssvag som de selv."
Men derudover har den bekendende kristne fysiker og fertilitetsforsker fra Chicago dr. Seed ganske ret: En hovedstrømning i kristendommen (og jødedommen og den antikke græske naturfilosofi) kan virkelig siges at føre frem til hans og det toneangivende moderne natursyn - med eller uden tilsvarende Gudstro. For eksempel skulle Vorherre Jesus Kristus ifølge Johannes-evangeliet kapitel 10 vers 34 have sagt: "Står der ikke skrevet i jeres lov: 'Jeg (Gud) har sagt: I er guder'?".
"Kloning og omprogrammeringen af den genetiske kode, DNA, er det første seriøse skridt i bestræbelserne på at blive ét med Gud" lover derfor den gode kristne mand, som siden sit niende år har drømt om at få en Nobelpris. "Der er ingen Nobelpris i at skabe en menneskelig kloning, men der er adskillige Nobelpriser i den teknologi, som er forbundet med menneskelig kloning." Han nærer dog endnu større guddommelige forestillinger: "Hvis man kan omprogrammere de hvide blodlegemer, kan man skabe et helt nyt immunsystem i en gammel krop, og så kan man faktisk forlænge livet."
Foreløbig må vi, som Jørgen Steen Nielsen skrev i sin forsideleder her i bladet sidste fredag, nøjes med den evighed, dr. Seeds kristelige kloning forjætter, nemlig "at en given person kan vandre videre ad livets evige vej i stadig fornyede udgaver, men med uforandret genetisk ballast."

DA DET i efteråret 1993 første gang i menneskehedens historie af evige Fremskridt i naturbeherskelse lykkedes Jerry Hall og Robert Stillmann ved Washington Universitetet i USA at klone et menneskefoster, erklærede de to forskere, "at menneskelig kloning ganske enkelt det næste logiske skridt i den logiske progression, der begyndte med kunstig befrugtning, De er drevet af et ønske om at lindre menneskelig lidelse," skrev det amerikanske ugeblad Time Magazine den 8. november 1993. Og fortsatte:
"Hvad med det fremtidige par, der i forbindelse med en behandling lægger en klon til side af hvert af deres børn. Hvis en af dem døde kunne barnet erstattes med en genetisk ækvivalent. Hvis et andet behøvede en knoglemarvs- eller nyretransplantation kunne en donor tøs op og levere væv, der er garanteret 100 procent kompatibelt."
Hvilket vel må siges at være et kæmpe Fremskridt, fordi det overvinder de problemer med udstødelse, som ofte får transplantationer til at mislykkes. Ganske vist ville den almægtige skabelse af menneskekloner til reservedelslagre risikere at støde nogle fremskridtsnervøse stakler, fordi klonen skal slås ihjel, før den kan tjene sit formål som reservedelslager. Men også den forhindring synes nu overvundet. Som fremgået af sidste fredagsavis, er det lykkedes professor Slack fra Bath Universitet i England at fremstille et frøfoster uden hoved og hale ved simpelt hen at slukke for de gener, der styrer haletudsens hoved hale: "I stedet for at producere er fuldt udviklet foster, kan man genetisk reprogrammere fosteret til at undertrykke væksten i alle dele af kroppen undtagen de dele, man er interesseret i - plus hjerte og blodkarsystem."
Menneskelige banker af organ-sække er lige om hjørnet og Himmelens porte smækkes op på vid gab for den guddommelige menneskehed.

SOM SKREVET står i Det gamle Testamentes skabelsesberetning: "Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden'."
Siden sagde den måske største af alle kristne kirkefædre, Augustin (354 til 430 efter Kristi fødsel):
"Kristus selv viser, at det at afstå fra at dræbe dyr og ødelægge planter er højden af overtro. Ud fra den rigtige mening, at der ikke er nogen ting vi har fælles med dyr og træer sender han en horde af dæmoner i svinene og fik med en forbandelse et træ uden frugter til at visne."
Professor i moderne historie ved Cambridge, H. Butterfield, skriver i sit bemærkelsesværdige og stadig alt for oversete værk Den naturvidenskabige revolution - Den moderne naturvidenskabs oprindse 1300-1800 (1957, dansk oversættelse 1964), at det stik imod modernismens og postmodernismens gængse og bornerte opfattelse, faktisk blev kristendommen, der gav det afgørende stød til opkomsten af det moderne vesterlandske syn på naturen og den nu altbeherskende naturvidenskab:
"Det viser sig, at en religiøs faktor påvirkede opkomsten af denne bevægelse, der skabte teorien om impetus, og at et religiøst tabu på en mærkelig måde, som man (stadig) forgæves søger at bortforklare, for en gangs skyld virkede til gunst for videnskabelige hypoteser. I 1277 fordømte et koncilium i Paris et stort antal aristoteliske teser, som for eksempel den anskuelse, at selv Gud ikke kunne skabe et tomrum, eller et uendeligt univers, eller et flertal af verdener."
H. Butterfield har forinden understreget, at det brud i naturopfattelse, "ikke i første instans er forårsaget af nye iagttagelser eller nye bevisligheder, men af forandringer, der fandt sted i tankegangen hos videnskabsmændene selv. (...) Af alle de intellektuelle forhindringer, som menneskeheden har stået overfor og har overvundet i de sidste femten hundrede år, er den der forekommer mig at have været den mest forbløffende i karakter og mest formidable i rækkevidde, den, der drejer sig om spørgsmålet om bevægelse - et spørgsmål som knap nok blev løst af Galilei, selv om det blev definitivt løst kort efter hans tid i den fuldt reviderede form, som enhver skoledreng nu lærer at kalde inertiens lov. Med hensyn til dette spørgsmål om bevægelse var den aristoteliske lære, netop fordi den indebar et sådant indviklet sammensurium af iagttagelser og forklaringer - det vil sige netop, fordi den var en del i et system, der i sig selv var en kolossal intellektuel bedrift - vanskelig for tanken at befri sig for, og den havde vundet et fast greb om middelalderlig skolastisk tankegang."
Men dermed havde den også, vil jeg tilføje, fået greb om Kirken og dens administration af den Almægtige Guds Frelsesværk og -plan, der truede med at kvæle Almagten i naturens love og fratage Kirkens dens suveræne frihed.
Ved striden på Universitet i Paris i 1277 måtte Kirken frigøre Gud helt og aldeles fra enhver bundethed til naturen for at frigøre sin egen magt fra enhver afhængighed af datidens viden og videnskab. Gud havde i absolut frihed i overensstemmelse med sin egen selvbevidste frelsesplan sendt sin egen Søn til frelse for mennesket og sat sin Kirke til i tilsvarende absolut frihed fra enhver timelig og verdslig afhængighed at udøve sit frelsesværk her på jorden.
Dermed slog Kristendommen det hul i den menneskelige bevidsthed, som ingen anden religion, mytologi, filosofi eller visdomstradition har været i stand til med samme aggressive og ekspansive magt. Hullet ind til eller ud til det grænseløse tomrum og den fortsatte uendelighed.
Butterfield skriver: "Det var yderst vanskeligt at slippe bort fra den aristoteliske lære blot ved at foretage mere omhyggelige iagttagelser, i særdeleshed, hvis man fra begyndelsen var gået ud fra forkerte forudsætninger og i forvejen var belemret med hele det sammenflikkede system af aristoteliske forestillinger. I realiteten er den moderne inertilov ikke noget, man kunne finde frem til ved en blot fotografisk iagttagelsesmetode - den krævede et nyt grundsynspunkt, en forandring i tankegang hos videnskabsmanden selv, for vi ser i realiteten ikke almindelige genstande fortsætte deres retliniede bevægelser i den slags tomme rum, som Aristoteles hævdede ikke kunne eksistere og fortsætte i den uendelighed, som han hævdede heller ikke kunne eksistere; og der findes ikke i den virkelige verden (den sanselige og sansbare natur, ) fuldendt kugleformede legemer, der bevæger sig på fuldendt glatte vandrette planer - fidusen lå i den omstændighed, at det faldt Galilei ind at forestille sig, at det fandtes."
"Desuden blev spørgsmålet, selv da man kom usædvanlig nær det, vi ville kalde sandheden om stedlig bevægelse, ikke afgjort - spørgsmålet blev ikke klart formuleret - før man havde gjort sig fuldkommen klart, at det i realiteten var overført til et helt andet plan. De diskuterede ikke virkelige legemer, som vi faktisk iagttager dem i den virkelige verden, men geometriske legemer, der bevæger sig i en verden uden modstand og uden tyngdekraft - der bevæger sig i det euklidiske grænseløse tomrum, som Aristoteles anså for utænkeligt."
Der skulle den konstruktion, som kaldes den vesterlandske kristendom, til at gøre dét tænkeligt og frembringe selve den moderne naturforståelses og -videnskabs grundlæggende tankeform. Kristendommens Gud er absolut naturløs. Han er uden tid, sted, stof og rum, for almægtig og alvidende i grænseløs frihed at skabe og formgive al tid, alle steder, alt stof og hele rummet, med et ord: naturen. Han skaber af intet, creatio ex nihilo, og mennesket er skabt i Hans billede, ikke i naturens.

NU drager dr. Seed og professor Slack konsekvensen.
Til dette vil jeg blot anføre, hvad ovennævnte Jesus gjorde gældende overfor et medlem af menneskeheden, der ville forgude ham som Gud:
"Ingen er god undtagen én, nemlig Gud." (Markus-evangeliet kapitel 10 vers 18).
Det er muligt, at Jesus ikke er særlig kristelig i sin advarsel mod menneskers selvforgudelse, selv i det godes tjeneste, men det forekommer mig befriende. På samme måde som, når Hannah Arendt (1906 til 1975 efter Kristi fødsel) taler om "den dyriske medfølelse, som alle mennesker føler, når de står ansigt til ansigt med fysisk lidelse."
Det er denne medfølelse, der i vores nuværende sociale og økologiske udstødningstider trues af det guddommelige fremskridt selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her