Læsetid: 6 min.

Amerikansk presse i masse-psykose

28. januar 1998

Der er langt fra Watergate til Sexgate. Men i de amerikanske mediers behandling af de to sager, kan man ikke mærke forskel

Den respektable del af de amerikanske medier var engang meget respektabel. The Washington Post og Newsweek tilhørte overklassen. Sammen med The New York Times, Wall Street Journal, Time Magazine og andre har de i mere end en generation været med til at sætte normerne for hvad der anses for god journalistik. Troværdigt, præcist, omhyggeligt og ordentligt. Man kunne bag disse mediers journalistiske praksis fornemme den gamle Mærsk-tese: Rettidig omhu.
Nu synes respektabiliteten at være gået fløjten. Med Washington Post og Newsweek i spidsen er den amerikanske presse nu i en form for masse-psykose igang med at overgå supermarkeds-smudsblade som The National Enquirer og The Star i detaljerede rapporter om "årtiets skandale".
I det netop udkomne nummer af Time Magazine (engang det ærkekonservative flagskib i Henry Luce-koncernen) kan læseren muntre sig med en uhyre velresearchet og gennemarbejdet artikel om hvorvidt mund-sex i bibelsk såvel som strafferetslig forstand kan betragtes som utroskab. De sjofle ord er kun nævnt med forbogstaverne for ikke at ødelægge eventuelt mindreårige læseres åndelige velfærd. Der står, at det at s.tt. p.k (det hedder et blow-job på amerikansk skrives derfor b_ _ _ j_ _) faktisk er strafbart i nogle amerikanske stater idet det betragtes som sodomi. På den anden side betragtes traditionelt kun et samleje som utroskab, mens den gode gamle amerikanske tradition petting, anses som leg eller som Time skriver "en avanceret massageteknik" der ifølge Blacks Law Dictionary ikke teknisk-juridisk er utroskab.
Nu handler sagen ikke så meget om præsidenten gjorde det - eller fik det gjort. Den handler mere om, hvorvidt han løj om det, da han afgav vidneudsagn (det er mened), den handler i høj grad om, hvorvidt han forsøgte at true andre til at lyve om det (det er afpresning og medvirken til mened) eller endnu værre: Om Clinton fik sine nærmeste medarbejdere til at true andre til at lyve (Det er sammensværgelse med henblik på at begå mened). Det sidste er det værste.

Under Watergate-sagen forlangte Washington Posts legendariske chefredaktør Ben Bradlee, at samtlige oplysninger som kom fra anonyme kilder skulle komme fra mindst to, helst tre af hinanden uafhængige kilder. Hvis det ikke kunne være anderledes. Anonyme kilder har fanden jo skabt, men i nogle tilfælde er journalisten tvunget til at bruge dem.
I dansk dagspresse er brugen af anonyme enkeltkilder blevet mere udbredt i de senere år. I britisk dagspresse er det daglig kost, når det drejer sig om kongelige og andre kändisser, selvom Dianas død en overgang lagde en dæmper på den praksis.
I går forsynede The Dallas Morning News pressens kritikere med endnu et argument for synspunktet om at de gamle journalistiske dyder er ifærd med at blive afløst af en uhæmmet dybt beskæmmende mediearrogance. Som andre moderne aviser, sender Morning News sine historier ud på internettet - faktisk før avisen er bragt ud. Og i sin on-line udgave havde den ellers rimeligt respekterede avis en historie om at en sikkerhedsvagt i Det Hvide Hus nu var klar til at vidne for undersøgelsesleder Starr om at havde set præsidenten og Miss Lewinsky i en kompromitterende situation. På sekunder var historien ude i verden (bl. a. i danske aviser). Fire timer efter trak Dallas Morning News historien tilbage med en forklaring om at "kilden siger, at historien ikke passer"
"Kilden siger historien ikke passer !" Det er et af de klareste dementier, jeg har læst længe. Bag den lakoniske meddelelse gemmer der sig en journalistisk selvafsløring af dimensioner. "Kilden siger" - altså ental. "Ikke passer" - altså løgn. På Journalisthøjskolen, hvor der undervises i kildekritik og advares imod en-kildehistorier, bør dette dementi forstørres, indrammes og hænges op over hovedindgangen. Den er endnu bedre end den gamle overskrift, som anvendes af lærere i retsstof: "Morderen frikendt".
Karakteristisk for pressedækningen - og "afsløringen" af skandalen er, at den ene hovedperson - Monica Lewinsky - ikke har udtalt sig til en eneste journalist nogetsteds. Hun har udtalt sig til en veninde i telefonen, og båndet er kommet Newsweek og andre i hænde. Båndets indhold afslører intet konkret, men kan give mistanke om et eller andet - forudsat naturligvis at Monica Lewinsky er en sanddru person.
På Newsweek var man også stærkt i tvivl - og i en usædvanlig artikel i mandagens udgave, fortæller man om denne tvivl. En tvivl, der førte til at chefredaktør Richard E. Smith besluttede ikke at trykke historien forrige weekend. Men det gjorde Washington Post - og så rullede lavinen. Men Newsweek havde da i det mindste givet sig selv en uge mere til at forske i historien. Den luksus har dagblade og TV-stationer tilsyneladende ikke længere.

Der er langt fra Watergate til Sexgate. Den ene skandale handlede om en præsident og hans medarbejdere, der konsekvent og metodisk misbrugte magtapparatet til på ulovlig vis at undertrykke politiske modstandere og fremme egne politiske interesser. Den anden skandale handler om noget helt andet. Men i de amerikanske mediers behandling af de to sager, kan man ikke mærke forskel. Bortset fra, at blodtørsten tilsyneladende er langt større nu end dengang.

I de senere år har der i USA været en debat om mediernes kvalitet. Den er såmænd også blevet forsøgt i Danmark. Men en sådan debat er på forhånd handicappet af mediernes tydelige utilpashed ved at føre debatten med samme åbenhed, som medierne selv kræver af f.eks. de debatter om moral og etik blandt magthavere som medierne lægger spalteplads og udsendelsesminutter til.
Redaktører som James Fallows har rejst en voldsom kritik af fagfæller i bogen Breaking The News. Doug Underwood - mangeårig reporter og nu lærer i journalistik på University of Washington - har skrevet bogen When MBAs Rule The Newsroom, hvori han fremfører den anklage at amerikansk journalistiks hastige kvalitetsnedgang skyldes, at flere og flere management-eksperter og økonomer får større og større indflydelse på de redaktionelle processer. Historier skal ikke koste så meget at lave og de skal ud hurtigt. Internet-skandalen i Dallas viser, hvad der kan ske, når et nyt og krævende (og meget, meget hurtigt) medie som internettet også skal integreres i den redaktionelle proces. Og hvis denne proces i forvejen er under ekstra pres og lider under et dalende kvalitetspres, bliver konsekvensen uhyggelig. Det er værd at bemærke sig, at det var den kendte Internet-klummeskriver Mr. Drudge, der bragte historien om Clintons påståede afsutning allerførst.
Nu er der ingen vej tilbage. De amerikanske politikere som med eller mod deres egen vilje har bidraget til sagens rejsning sidder nu med et kolossalt dilemma. Det er af rent politisk karakter og derfor betydeligt mere interessant end selve sex-historien, som udover almindelig voyeurisme formentlig slet ikke er interessant. Kræfter i det demokratiske parti begynder nu at vende ryggen til Clinton udfra devisen om, at skal han gå skal det være nu for at bringe Al Gore i stilling til det første primærvalg om to år. Og de kræfter i det republikanske parti, som aktivt har været med til at blæse historien op trækker nu i land af præcis samme grund.

Politiske magtkampe har aldrig været for svage sjæle eller folk med fine fornemmelser. Amerikansk politik adskiller sig her ikke grundlæggende fra andres. Den særlige form for amerikansk puritanisme giver amerikansk politik en særlig karakter. Ligesom præsidentens særlige rolle gør det. Hans embede er ikke blot det højeste symbol for staten, han er også statens overhoved. Og han er den højeste udøvende magt, regeringschefen. Selvom det lyder absurd, er en amerikansk journalists svar til en undrende dansk korrespondent forleden ikke uinteressant: "Hvis det var en dansk dronning, der blev mistænkt for at have opført sig sådan, ville I så ikke have skrevet om det ?"
I svaret ligger der en forklaring på, hvorfor amerikanerne opfatter deres regeringschef som andet og mere end bare en politiker. Præsidenten er også kongelig. Og hvis hans privatliv er lige så spændende som Dianas får han samme behandling.
I denne helt absurde hypotese ville svaret formentlig have været at det ville danske journalister ikke drømme om at skrive om.
Men man kan frygte, at det kun kan være et spørgsmål om tid, hvis man følger det amerikanske eksempel. Og hvis man følger det til punkt og prikke, skal man skrive historien på mistanken. Ikke på konkret dokumentation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu