Læsetid: 9 min.

Anklagen - fra Dreyfus til Sofri

16. januar 1998

Engagerede intellektuelle som Dario Fo, Jacques Derrida og Umberto Eco mener, at Sofri-retssagen i Italien har klare paralleller til Dreyfus-affæren for hundrede år siden

J'Accuse...!" Jeg anklager - Sådan lød overskriften på en artikel i den franske avis L'Aurore den 13. januar 1898. Artiklen var et åbent brev til den franske præsident, skrevet af den tids mest berømte franske forfatter, Emile Zola. De anklagede var en række navngivne militærpersoner, det franske krigsministerium samt hærledelsen og militærdomstolen. Zola anklagede dem for et bevidst planlagt justitsmord på kaptajnen i den franske generalstab, jøden Alfred Dreyfus, der blev anklaget og dømt for højforræderi.
"Åh, hvad har vi ikke været vidner til af afsind og tåbelighed af tosset fantasteri, af nedrige politimetoder, inkvisition og tyranni, til fryd for nogle mænd med guldstriber, der har sat hælen på folket for at kvæle dets skrig efter sandhed og retfærdighed under løgnagtigt og skændigt foregivende af fare for statens sikkerhed...Jeg har kun en lidenskab - efter lyset, i menneskehedens navn, den menneskehed, der har lidt og har retten til lykke," skrev Zola.*
100-års-dagen for Zolas artikel er blevet markeret både i Paris og Rom med store udstillinger og konferencer, hvor vor tids engagerede intellektuelle deltog. Flere af dem har i det forløbne år været lidenskabeligt engageret i det, de betragter som vor tids pendant til Dreyfus-affæren, nemlig den italienske Sofri-sag.
Sofri-sagen handler om tre personer der snart et år har siddet indespærret i Don Bosco-fængslet i Pisa: Adriano Sofri, Ovidio Bompressi og Girorgio Pietrostefani. De er hver især idømt 22 års fængsel for mordet på politiinspektør Luigi Calabresi i Milano den 17. maj 1972.
Journalisten Adriano Sofri er den mest kendte af de tre, især for sine reportager fra krigen i Bosnien. Det siges, at det i vidt omfang var disse reportager der fik NATO til at "bevæge sig". I Sarajevo huskes han som en personlighed, der alene ved sin tilstedeværelse og medlidenhed indgød de belejrede borgere mod og styrke. En bosnisk forfatter karakteriserer ham ud fra de mulige rødder til hans navn: græsk: sophia = visdom og italiensk: sofferenza = lidelse.
Og i Tjetjenien fik han ved direkte forhandling løsladt tre italienske soldater, der var taget til fange af oprørerne.
Sofri-sagens baggrund forstår man måske bedst med en henvisning til Dario Fos berømte teaterstykke fra 1970, En tilfældig anarkists hændelige død. Stykket er baseret på en virkelig hændelse: natten til den 16. december 1969 blev jernbanearbejderen og anarkisten Pino Pinelli 'selvmyrdet': han 'faldt' ud af vinduet fra politigården i Milano og slog sig ihjel - efter at have været i forhør hos politiinspektør Calabresi. Pinelli var anklaget for at have udført terror-attentatet på Piazza Fontana i Milano få dage i forvejen. Men han havde intet med det at gøre. Han blev et offer for den "spændingens strategi", som gik ud på at magtfulde højreorienterede kræfter lod fascistgrupper udføre terroraktioner, som de venstreorienterede så fik skylden for.
Sidenhen er Pinelli blevet renset. I 1971 blev Calabresi ganske vist anklaget for mordet, men samme år blev anklagen frafaldet.
Dario Fos stykke er en hylende morsom og grotesk rekonstruktion af Calabresis forhør af Pinelli. Stykket mere end antyder, at det var politiet, der meget håndfast hjalp Pinelli ud af vinduet! Og det har ingen på den politiske venstrefløj nogen sinde været i tvivl om.
I maj 1972 blev politiinspektør Calabresi så skudt ned på åben gade. Sagen har siden ligget uopklaret hen. Men i 1988 går Leonardo Marino til bekendelse. Han er tidligere medlem af venstrefløjs-gruppen Lotta continua (Fortsat kamp), og han hævder, at han selv kørte den bil, der blev brugt ved attentatet. Han sagde, at det var Bompressi, der skød Calabresi, og at det hele var planlagt og 'beordret' af Sofri og Pietrostefani.

I de forløbne ni år, fra 1988 til 1997, har sagen været igennem syv forskellige retsinstanser. Den oprindelige dom (maj 1990) har været tre gange for appelretten og tre gange for kassationsretten. Første gang, i oktober 1992, annullerede kassationsretten dommen på grund af Marinos åbenlyse utroværdighed, og ved appelretten i december 1993 blev Sofri & co. pure frifundet. Men ved de efterfølgende processer blev den oprindelige dom hver gang opretholdt. Også ved kassationsrettens sidste, endelige og inappellable afgørelse den 22. januar 1997.
En dom baseret på alle de fejl og fordrejelser, løgne og selvmodsigelser, som lyser ud af Marinos vidneudsagn. Gang på gang påviste forsvaret, at Marinos udsagn var i uoverensstemmelse med enkle kendsgerninger og klare beviser, og afgørende bevismateriale. F.eks. 'forsvandt' bilen, som blev brugt ved attentatet, få måneder efter, at de tre var arresteret i 1988. Alt sammen forgæves.
I januar 1997 blev Sofri, Bompressi og Pietrostefani fængslet. Marino, som oprindelig havde fået 11 års fængsel gik fri - i henhold til loven om pentiti, de angrende forbrydere.
Problemet er, har Sofri sagt, at undersøgelsesdomstolen fra begyndelsen af har forsøgt, og har haft held til, at få det sandsynlige til at tage sig ud som sandheden. Det sandsynlige - at det kunne have været Lotta continua, som stod bag mordet på Calabresi - er i denne sag bogstaveligt talt blevet en fordom. Men de afgørende beviser mangler.
Umiddelbart efter den endelige dom og fængslingen var der kæmpedemonstrationer bl.a. i Pisa - og i Sarajevo. Og i det forløbne år har der gentagne gange været demonstrationer og solidaritetsmanifestationer. I december 1997 karakteriserede Amnesty International i en rapport de dømte som politiske fanger.
De mere engagerede intellektuelle har analyseret og kommenteret sagen, anklaget retssystemet, peget på uoverensstemmelsen mellem de to betydninger af det italienske ord giustizia, som betyder henholdsvis "retssystem" og "retfærdighed".
I oktober 1997 henvendte en delegation af prominente personer - bl.a. forfatteren Antonio Tabucchi og historikeren Carlo Ginsburg - sig til Italiens præsident Oscar Luigi Scalfaro. De medbragte 160.000 underskrifter på en anmodning om benådning. Scalfaro udtrykte sin forståelse, men han så sig ikke i stand til at imødekomme anmodningen. Til gengæld opfordrede han parlamentet til at tage affære - og han henvendte sig direkte til de fængslede: Bevar håbet! Parlamentet arbejder for strafeftergivelse!
Men de tre dømte ønsker hverken benådning eller strafeftergivelse - de kræver en undskyldning og en ny retfærdig retssag!

Kort før jul indleverede Alessandro Gamberini, de dømtes forsvarer, en 213 sider lang begæring til Statsadvokaturen i Milano om genoptagelse af retssagen. En accept af begæringen kræver afgørende, nye og relevante aspekter i sagen.
Gamberinis begæring har givet anledning til nye analyser og kommentarer i medierne, og til nye undersøgelser foretaget af journalisterne. Begæringen har løftet en sten, skriver Guido Viale i il manifesto den 6. januar i år. "Under stenen er en ormerede kommet for dagen, der viser de statslige manipulationer, som har fulgt denne endeløse sag lige fra begyndelsen af."
Det er som en krimi, der udspiller sig hver dag på avissiderne.
Gamberini har bl.a. fået et nyt vidneudsagn fra et tidligere vidne i sagen, Luciano Gnappi. Det er især det, der har sat journalist-detektiverne i sving. Gnappi var øjenvidne til nedskydningen af Calabresi. En eftermiddag et par dage efter begivenheden fik han en indkaldelse til at møde på politigården i Milano. Men allerede samme aften mødte et par mænd op, som udgav sig for at være politimænd, og som spurgte om han kunne genkende morderen på nogle af de fotos de viste ham. Og han genkendte faktisk morderen.
Det afgørende for forsvarsadvokat Gamberini er, at så kan det ikke have været Bompressi. For politiet i Milano havde ingen billeder af Bompressi, som på dette tidspunkt var en helt ukendt mand.
Gnappis vidneudsagn rejser mange nye mysterier. Han sagde ikke til de to politimænd, eller hvad de nu var, at han havde genkendt morderen. Fordi han var blevet mistænksom. Næste dag stiller han på politigården. Han taler med politichef Antonino Allegra, fortæller om mændene med fotoerne, fortæller, at han genkendte morderen. Ingen reaktion fra Allegra! Denne lader som om han ikke hører, hvad der bliver sagt. Nu bliver Gnappi for alvor bange "for at være havnet i en historie, der er større end ham." Og angsten har siddet i ham lige siden. Derfor har han ikke sagt noget før.
Straks efter offentliggørelsen af Gamberinis begæring forsøgte en journalist fra dagbladet La Republica at få en kommentar fra den forhenværende politichef Allegra. Journalisten fik ham kun i tale pr. dørtelefon - og nogle dage efter pr. rigtig telefon. "Det interesserer mig ikke... jeg har aldrig mødt denne Gnappi... måske vil jeg sige noget om nogle dage.." Ti dage senere udtalte Allegra sig så. Til det højreorienterede dagblad Il Giornale og til tv-stationen Tg3.
Selvmål! jublede Sofris tilhængere. Allegra mener selv, at han tilbageviser Gnappis udsagn, men ved selvmodsigelser og fejlagtige fremstillinger af sagsforløbet bekræfter han det snarere, siger historikeren Carlo Ginsburg i et interview i La Republica den 28. december 1997. Der skulle virkelig være basis for en genoptagelse af sagen.
Men nej. Allerede den 7. januar 1998 offentliggøres afslaget på Gamberinis begæring. Der er intet nyt, alt har tidligere været behandlet og vurderet ved de tidligere retssager, hævder dommerne i Milano.
Ingen er særlig forundret over afslaget. Det var, hvad man kunne forvente af dommere, som selv har været med til at dømme i sagen. Men den forudsigelige afgørelse giver kun ekstra næring til kritikken af retssystemet.
Alt håb er dog ikke ude. Sidste ord i spørgsmålet om en genoptagelse af sagen tilfalder appelretten, som ventes at udtale sig om få uger.

Sofri-sagen har ikke på samme måde som Dreyfus-affæren delt befolkningen op i klare fløje for og imod. Mest bemærkelsesværdig er måske den noget valne holdning, som man møder hos mange ex-kommunister, medlemmer af det nuværende regeringsparti Det demokratiske Venstrefløjsparti, PDS. Her indrømmer man måske nok, at dommene i Sofri-sagen utvivlsomt er afsagt på et tyndt grundlag, og at den afslører, at der er huller i retssystemet.
Men gammelt nid og nag venstrefløjsgrupperne imellem er vigtigere for holdningen: Selv om der ikke er beviser, så anser nogen det for sandsynligt, at det er Sofri & co. der står bag mordet. I hvert fald synes mange italienere, at de er moralsk ansvarlige - for mange Lotta continua-medlemmer opførte sig som "dumme svin" under terrorismen i 1970'erne og 80'erne.
Det spegede begreb moralsk ansvarlighed florerer også på højrefløjen og i den katolske kirkes kommentarer. Især efter at Dario Fo den 9. oktober 1997 benyttede sig af den store mediebevågenhed og dedicerede sin Nobelpris til Sofri & co.
Det ny-fascistiske parti, den nationale alliance, startede en kampagne med protestskrivelser til Den svenske Ambassade i Rom, og Kirken opfordrede til at man sendte protest-faxer til Det svenske Akademi: Dario Fo tilhører "den brede kreds af moralske bagmænd bag mordet på Calabresi."
Calabresi-familiens advokat udtalte den 11. oktober til Corriere della Sera, at "sandheden er, at Fo og hans venner er mestre i at vende op og ned på tingene: for 25 år siden forvandlede de en uskyldig, Calabresi, til en skyldig; nu forvandler de tre skyldige til uskyldige. Teknikken er altid den samme... men heldigvis er Nævningedomstolen ikke et teater."
Dem, der kæmper for en genoptagelse af retssagen mod Sofri & co., er bange for, at begrebet "moralsk ansvarlig" skal blive almindeligt accepteret. Det er et principielt spørgsmål. Eller som forfatteren Antonio Tabucchi formulerede efter henvendelsen til præsident Scalfaro i oktober: "I en retsstat må en dom baseres på sikre beviser."

Sofri-sagen har sat skub i en debat om de intellektuelles opgave og ansvar generelt. Den startede for alvor en større artikel af Tabucchi i tidsskriftet MicroMega (nr. 2/1997). Den er formet som et brev til Adriano Sofri, men er nok så meget en polemik med Umberto Eco. Eco havde i en artikel om den intellektuelles rolle (herunder forfatterens) hævdet, at når lokummet brænder, så er det mest fornuftige, en forfatter kan gøre, at ringe efter brandvæsenet. Som enhver anden borger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu