EF-hovedstaden Bruxelles skal naturligvis have den fælles EU-mønt. Men pt. kan enhver møntfod anvendes, da landet er løbet tør for belgiske franc
Derude
BRUXELLES - Min venlige bankdame og jeg har kendt hinanden i syv år. Siden jeg flyttede permanent til Bruxelles i januar 1991 har hun forvaltet både overskud og overtræk med en bankdames ypperste egenskaber fra overbærenhed over forståelse til præcision. En klar nødvendighed for en, som arbejder i en branche som EU-journalistikken, hvor rejseaktiviteten er stor og hvor avisens indre logik er, at rejseudgifter refunderes efter bilag - altså når pengene er brugt. Selv ville jeg gå så vidt som at påstå, at vi forstår hinanden - bankdamen og jeg. Måske en overdrivelse, da det reelt kun er mig, som har haft behov for forståelse gennem de syv år.
Men de seneste to uger har jeg sammen med 10 millioner belgiere og udlændinge haft rig mulighed for at vise forståelse for bankfolkene. De befinder sig nemlig i en situation, som må være yderst sjældent for folk med kendskab til denne branche. De har ingen penge.
Det begyndte med rationeringen for to uger siden. Beholdningen af kontanter mindskede kraftigt og der blev sat en grænse for, hvor meget hver kunde kunne hæve. Grænsen lød på 1.000 kroner. Den blev gradvist sænket og i sidste uge så min bankdame på mig og greb ned i kasseapparatet og løftede 200 belgiske franc op i vejret (knap 40 kroner).
"Det er hvad vi har tilbage," sagde hun.
Den samme melding kom igen i går. Hun sidder stadig tilbage i banken med sine 200 franc.
Den akutte mangel på penge skyldes en strejke blandt medarbejderne i de sikkerhedsfirmaer, som står for pengetransporterne i Belgien. De har gennem de seneste år været udsat for en række meget voldelige overfald, som har kostet adskillige sikkerhedsfolk livet. Med en månedsløn på omkring 8.000 kr. og usle arbejdsvilkår har sikkerhedsfolkene fået nok. De kræver højere løn, bedre skudsikre veste og biler osv. Alle har forståelse for deres strejke. Men at leve med konsekvenserne kræver efterhånden en del opfindsomhed.
Kreditkortene løser mange problemer. De kan anvendes næsten overalt. I de store supermarkeder, forretningerne på strøget osv. er der ingen problemer. Til gengæld mærkes kontant-krisen hos de mindre forretningsfolk. Hos taxa er det eksempelvis blevet almindelig kotume, at omstillingsdamen spørger, om der er behov for en vogn som tager kreditkort.
Belkort-automaten gløder
På hjørnet ligger min daglige alt-muligt forretning, der står for leverancerne af alt, hvad der opstår akut behov for, fra øl over vaskemiddel til baguette, var der ro i går. Indehaveren er fra Indien og tager kontantkrisen med knusende ro. Han har nemlig for nylig anskaffet sig en belgisk model af, hvad man i Danmark ville karakterisere som en dankort-terminal.
"Normalt bruger vi den kun et par gange om dagen, da de fleste kun handler for småbeløb her. Men den seneste uge har maskinen næsten været rødglødende," fortæller han.
Kontant-krisen har også haft en anden effekt i form af et utraditionelt rollebytte. Mens bankerne ikke længere ligger inde med kontanter, flyder det nemlig med penge hos de store supermarkeder, Ikea, tøjforretninger osv. Da sikkerhedsfolkenes strejke brød ud, betalte mange belgiere stadig kontant og disse virksomheder blev ramt af strejken på samme måde som bankerne - blot med modsat fortegn. For dagenes kontant-indtjening i supermarkedet er nu i flere uger blevet liggende i supermarkeder osv. med det resultat, at kassedamerne efterhånden stilles overfor det klassiske spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at hæve lidt ekstra kontanter, når dagens indkøb betales med kreditkortet.
I weekenden var det efterhånden blevet for problematisk for belgierne. Store virksomheder svømmede i kontanter på en måde, som ellers kun er kendt fra Joakim von Ands pengetank i Andeby og regeringen besluttede, at tiden var inde til at indsætte politi og militær.
Lørdag drog store eskorter at politi og militær derfor rundt til de største belgiske virksomheder og hentede deres kontantbeholdninger, som blev afleveret hos de største belgiske banker.
Den melding i belgisk presse gav naturligvis håb, men ak nej. Et nyt besøg hos min forstående bankdame tirsdag formiddag resulterede i samme oplevelse som sidste uge. Hun løftede endnu engang de 200 franc op fra kassen og forklarede, at disse to røde 100 franc sedler stadig er bankens eneste pengebeholdning.
Da klar himmel og frost endelig er kommet til Belgien er det svært at bedømme, om det er kontantkrisen eller vejret, som har forandret gadebilledet omkring EU-hovedkvarteret ved Rond Point Schuman. Normalt præges gadebilledet altid af mindst en håndfuld tiggere samt et par personer, som forsøger at sælge et af de mange blade for hjemløse i Belgien. Men i går var gadebilledet omkring Rond Point Schuman renset for disse personer og i stedet var det kun de sædvanlige billeder af habitklædte embedsmænd på vej til og fra møder.
I gadebilledet er det umuligt at se, hvilke af de habitklædte, der arbejder med at gennemføre EU's kommende økonomiske- og monetære union, som fra 1. januar fører til en fælles EU-mønt. Men bare tanken om den fælles mønt er tilstrækkeligt til at EU-insidere ved, at den nuværende strejke blandt sikkerhedsfolkene formentlig er sidste chance for at få forbedret deres arbejdsvilkår. Når EU-mønten - euroen - fra år 2002 er en realitet, vil belgierne kunne hente friske forsyninger af penge i nabolandene Frankrig, Luxembourg, Tyskland og Holland, hvis sikkerhedsfolkene igen går i strejke. Den effekt er så vidt vides endnu ikke indgået i nogen af de mønt-analyser, som efterhånden fylder mere end et papirbjerg i Bruxelles.
