Læsetid: 6 min.

Bjørnen udfordres

8. januar 1998

Sovjetunionens sammenbrud og de store oliefund har bragt Vesten ind i et Kaukasus, som Rusland har regeret i et par århundreder og fortsat prøver at kontrollere. Bliver det sameksistens eller konfrontation?

BAKU/MOSKVA
Når den russiske ambassadør i Aserbajdsjan - Aleksandr Blokhin hedder han - møder på arbejde, skal han hver dag vente længe på elevatoren. Den russiske ambassade ligger på en ydmyg 11. sal i det stærkt degenerede Hotel Azerbaijan, som sikkert var tiltænkt en nøglerolle i udviklingen af turismen i Baku i en eller anden femårsplan under Sovjet-kommunismen, men som nu ligger hen som et døende monster af forvitret beton med sine upålidelige elevatorer, svigtende varmesystemer og toiletter, hvor vandet altid løber.
Når Fikret Alijev, direktør i det russiske olieselskab LUKoil, møder til dagens dont sker det derimod i en topmoderniseret bygning i det mest fashionable kvarter i dagens Baku: Den gamle bydel Ichari Shahar. Og Lukoil's nye, prangende benzinstationer brager igennem i bybilledet.
Måske et tilfælde; sandsynligvis ikke.
Mens det officielle Rusland opretholder et køligt distanceret forhold til det Aserbajdsjan, som tilsyneladende har gjort sig fri af rollen som russisk klientstat, har det russiske erhvervsliv indset, at det er i Baku, det kommende olieeventyr udspiller sig, og at det gælder om ikke blot at være til stede, men at udstille sig - mindst lige så markant som de konkurrerende vestlige olieselskaber.

Vestens indtog
For Vesten har holdt sit indtog i først zarernes, siden sovjet-kommissærernes gamle oliehovedstad.
Det gælder ikke blot Royal Dutch/Shell, British Petroleum, Chevron, Exxon, Pennzoil, Statoil og hvad alle De Syv Søstre og deres fætre og kusiner hedder, men også Heinz, Marlboro, Avis samt ikke at forglemme Pizza Hut, Kentucky Fried Chicken og tex-mex- og cajun-restauranter, der gæstes flittigt af olieindustriens konsulenter og borebisser, af diplomatiets voksende stab og - sikkert også - af en enkelt militærrådgiver eller to fra Pentagon og omegn.
Det ville ikke være sært, hvis der var bekymrede miner i et vinter-dybfrossent Moskva flere tusinde km længere mod nord. Sovjetunionens sammenbrud og de store oliefund har bragt Vesten ind i en region, hvor skiftende magthavere i Skt. Petersborg eller Moskva i henved 200 år har kunnet regere nogenlunde uantastet. Men både det officielle Moskva og mere uafhængige analytikere synes at mene, at Rusland fastholder sin indflydelse i Kaukasus.
I det russiske udenrigsministerium - en tårnhøj lagkagebygning i Stalin-gotikkens kitch'ede stil - forsøger man at anskue de nye udfordringer fra den muntre side:
"Tja.., vi ville nok protestere, hvis der dukkede et amerikansk hangarskib op i Det Kaspiske Hav," siger Jurij Mersljakov, leder af Udenrigsministeriets arbejdsgruppe vedrørende Det Kaspiske Hav.
Velvidende, at risikoen for en sådan hændelse er temmelig beskeden - om ikke af andre grunde, så fordi Det Kaspiske Hav i geografisk forstand er en sø, ikke et hav.
"Vi protesterer mod enhver kontrakt, som internationale - eller russiske - olieselskaber indgår med Aserbajdsjans regering, fordi retten til Det Kaspiske Havs ressourcer endnu ikke er fastlagt," uddyber Mersljakov.
"Men amerikanske selskabers deltagelse er ikke i sig selv et problem. Vi anerkender naturligvis Aserbajdsjan og alle andre lande i SNG (Sammenslutningen af Uafhængige Stater, det løse post-sovjetiske statssamfund, red.) som fuldt suveræne stater med ret til at træffe aftaler med hvem de vil - når blot gældende traktater og aftaler respekteres".

Ruslands 'særlige ansvar'
Amerikanske investeringer i Kaukasus har Moskva altså ingen indvendinger imod. Men med investeringer følger også sikkerhedsinteresser. Hvordan forholder Moskva sig til den øgede NATO-aktivitet i Centralasien og Kaukasus-regionen?
"Vi protesterede, da NATO's generalsekretær Solana for nylig besøgte Centralasien. Vi er imod en udvidelse af NATO's virkefelt i det hele taget, og mener ikke, at Partnerskab for Fred (NATO's klub for potentielle medlemmer eller samarbejdslande, red.) er skabt for Centralasien. Men igen: Vi har at gøre med suveræne stater..."
Samtidig bekræfter Mersljakov dog, at den såkaldte Tasjkent-traktat fra 1992, der giver Moskva ret til at komme andre SNG-lande til hjælp i tilfælde af angreb udefra, fortsat er gældende efter Moskvas opfattelse. Det er da også en kendsgerning, at russiske styrker i dag er udstationeret i alle SNG-lande på nær Aserbajdsjan.
Mersljakov bryder sig ikke om ordet "indflydelsessfære", men foretrækker at sige, at Moskva har et "særligt ansvar i Kaukasus", ikke mindst takket være den militære samarbejds-pagt, Rusland sidste år indgik med Armenien.
"Enhver konflikt i Kaukasus-regionen ligger tæt på Ruslands grænser og er derfor af interesse for os. Vi gør alt, hvad vi kan, for at løse de etniske konflikter i området, men det er svært. De nationalistiske kræfter på alle sider er stærke," siger Mersljakov.

Kreml puster til ilden
En knap så artig udlægning leveres i det halv-statslige Videnskabernes Akademi, hvis USA-Canada institut i "gamle dage" holdt øje med enhver politisk udvikling hos fjenden i Vest, men i dag er en højt estimeret forskningsinstitution, der beskæftiger sig med internationale politiske forhold.
Instituttets vice-direktør, professor Viktor Kremenjuk, siger ligeud, at Rusland prøver at fastholde sin indflydelse i Kaukasus ved at puste til de mange etniske modsætninger - og at Moskva har succes med denne politik.
"Nogle kalder det en neo-imperialistisk politik - og til en vis grad har de ret. I Georgien har præsident Sjevardnadse - trods sin pro-vestlige holdning - ikke andet valg end at holde gode miner til slet spil og tillade russiske styrker og baser i landet. De russiske styrker overvåger nu våbenhvilen mellem Georgien og separatister i Abkhasien og Syd-Ossetien, men Moskva kan hurtigt kigge den anden vej og lade separatisterne gøre, som de vil."
"Ligesådan i Nagornyj Karabakh-konflikten: Enhver ved, at armenske styrker står i Aserbajdsjan trods de officielle benægtelser, og at Karabakh-armenierne bevæbnes, trænes og støttes økonomisk af Armenien, som igen er i pagt med Rusland. Moskva kunne så let som ingenting presse armenierne til at indgå en fredsaftale, men gør det ikke. Konflikten er brugbar som pressionsmiddel mod Aserbajdsjan."

Russisk pression
En anden "klemme", som Moskva har på Alijev-regeringen i Baku, er efter Kremenjuks mening den kendsgerning, at der lever tre mio. etniske aserbajdsjanere i Rusland. "Hvis Rusland beslutter sig for at smide dem ud, vil det skabe kaos i Aserbajdsjan, og det ved Alijev naturligvis."
En tredje pressionsmulighed er den kendsgerning, at der endnu ikke er fundet en løsning på spørgsmålet om, hvordan rettighederne til Det Kaspiske Havs undergrund - og dermed til de mange ventende oliemilliarder - skal fordeles mellem de omkringliggende fem lande.
"Ved at holde fast på Sovjet-tidens definitions af Det Kaspiske Hav som en sø, hvis ressourcer skal deles og administreres i fællesskab, trækker Moskva konflikten i langdrag, hvilket netop er meningen. Så længe konflikten ikke er løst, er regionen et højrisiko-område for udenlandske investeringer. Det gør de udenlandske selskaber mindre ivrige efter at gå ind, end de ellers ville have været, og forsinker udviklingen af oliefelterne", siger Kremenjuk.
- Men hvorfor?
"Fordi Rusland har al mulig grund til at være bekymret, hvis forlydenderne om de enorme kaspiske oliereserver er sande. Det kan føre til, at udvindingen fra Ruslands egne store, men mere utilgængelige reserver i Sibirien forsinkes, at oliepriserne generelt falder, og at de russiske indtægter fra olien dermed falder markant."

Regional politimand
Så selv om Rusland er en stormagt på retur, fastholder Kreml sin indflydelse i Kaukasus og Centralasien. Det sker efter Kremenjuks opfattelse med USA's og Vestens stiltiende accept.
"En overgang troede Washington, at Tyrkiet kunne spille en hovedrolle i de lande i Kaukasus og Centralasien, der har samme etniske oprindelse, sprog og kultur som tyrkerne. Men det skete ikke: Tyrkiet havde ikke format til det simpelthen, hverken økonomisk eller militært. Og USA har hverken det fornødne kendskab til regionen eller lyst til selv at intervenere i de mange etniske konflikter".
"Rusland derimod har to århundreders erfaring samt et solidt personkendskab til de regerende eliter i de nye lande - det er jo stort set de samme personer, som regerede under Sovjetunionen. Så længe Moskva levner plads til, at også vestlige interesser tilgodeses, er alle bedst tjent med, at Rusland holder ro og orden i Kaukasus", siger Viktor Kremenjuk.
Denne ordning betyder dog ikke - ifølge Kremenjuk - at freden i Kaukasus hermed er velforvaret. "Vestlige selskabers indtrængen i Kaukasus og Centralasien, konkurrencen om de mange oliemilliarder, de nye staters trang til at selvstændiggøre sig, de mange etniske konflikter og udbredelsen af islam er faktorer, der nemt kan føre til rivalisering. Kaukasus er et område med et meget stort konfliktpotentiale."

*Dette er den sjette artikel i en serie om 'Århundredets Olieeventyr'. De forrige artikler har været bragt 27.-28. og 31. december, 2., 3.-4. og 7. januar. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her