Læsetid: 5 min.

Blod sæd og skik

9. januar 1998

En frontal reaktion på Bjarke Møllers ukærlige bagsideleder

SEX & MORAL
På den tredie dag i det Herrens år 1998 skrev Bjarke Møller lederen på bagsiden af Information.
"Kærlighedens år" lød overskriften, og på menuen stod både seksualitet, løgn, pis, potens, moral, moderne kunst og så altså kærligheden, der som bekendt og ifølge Paulus udholder alt.
Det er der nu ikke noget i den øvrige tekst, der tyder på, at den gør. Sjældent er man på lederplads her i avisen blevet belært så svovlprædikende unuanceret. Og oven i købet som reaktion, først og fremmest, på en række meget nuancerede udtalelser af sexologen Preben Hertoft i en samtale med Hanne Dam, sidste års sidste dag, også her i bladet.
Preben Hertoft gjorde i interviewet ud fra mange års kliniske erfaring opmærksom på, at det hører til sjældenhederne at kærlighed og seksualitet går op i dén højere enhed, som alle drømmer om, og som den almindelige dagligdags moral forudsætter.
Det er ligefrem sentimentalt at sige, det almindeligvis forholder sig sådan: "For det er ikke sandt" - understreger Hertoft. Som fra sin praksis ved, at mange ægtefæller i al hemmelighed går egne veje, og som for egen regning tilføjer, at "Måske du ikke altid behøver at fortælle alting."
Og her træder Bjarke Møller så an med et credo om, at "det er netop den store løgn, som har fremkaldt så megen utroskab og ulykke i familierne. At mennesket i jagten på sexlysten og kroppens tilfredsstillelse - i al diskretion - kan forråde sin ægtefælle og sine børn. Intet kærlighedsforhold kan bygge på løgn og utroskab, for dermed volder du den anden ondt."
Hvorefter han fører forfatteren Octavio Paz som vidne på, at seksualiteten er en vulkan, der "truer med at oversvømme samfundet med en strøm af blod og sæd," der kun kan stoppes af kærligheden som "sexualitetens højeste metafor".
Altså en mere højstemt parole end Hertofts jævne statement om, at mennesket ikke alene har et moralsk ansvar over for samleveren, men også et ansvar over for sig selv og sin egen lyst.

Generationsbio
Bjarke Møller lægger ikke skjul på, at han ser tidsåndens truende moralsk-politiske psykose som resultat af de sidste tre årtiers Hertoft'ske epoke, hvor "den seksuelle blufærdighed er blevet kastet på historiens mødding og den individuelle jagt på lysten, orgasmen og den personlige frigørelse er blevet ophøjet til hverdagens nye religion."
1998 minus tredive år giver - og så er vi dernede igen - 1968!
Det er den såkaldte 68-generation (hvad det så er for én), der endnu engang skal ha' dada for alt det svigt og svineri, dele af en yngre generation i dag åbenbart ser sig omgivet af og må døje med.
Man fornemmer samme had bag Bjarke Møllers bagsideleder som i Niels Gråbøls spillefilm Det store flip om livet som barn i et pseudo-politisk kollektiv. Og en helt anden stemning end i Peter Bays humoristiske og overbærende Fede tider om nogenlunde samme periode, set i bakspejlet af en anden yngre medvider.
Mærkeligt stiv er lederen også sammenlignet med tonen i den aktuelle svenske biograffilm Adam og Eva, som uimponeret blander reklameparodi, realisme og slapstick i bestræbelsen på - tolerant, men skarpt - at indkredse den usikre sædelighed blandt yngre gifte og ugifte skandinaver lige nu.

Anspændte udsigter
Filmen mindede mig om noget: I de allerførste 1960'ere var jeg instruktørassistent på Rifbjerg og Kjærulff-Scmidts Weekend - en film om de daværende 'unge på tredive' for nu at bruge filmplakatens egen sort-hvide benævnelse.
Selv var jeg kun et par og tyve, og under optagelserne af den kluntede, men desperate film måtte jeg ustandselig overveje, om så anspændte ægteskaber som dem i handlingsforløbet virkelig var en acceptabel fremtidsudsigt for en ung mand i voksenalderen.
Og det var det jo nok, måtte jeg besinde mig, selv barn af et mådeholdende, borgerligt 1950'er miljø, med far i direktørstolen, mor derhjemme, og kæft, trit og retning i drengeskolen.
Filmens desperation over parforholdenes erotiske klaustrofobi viste sig jo også at være en forudanelse om de breaks og krakeleringer, der tog fart fem-ti år efter. Hvor jeg, der bliver tres i år, altså selv var tredive og så meget ældre og mere etableret end de respektløse hippieflokke og studenteroprørere, der af senere generationer er blevet tillagt så megen magtbrynde og utugt i samfundsudviklingen.

Repression og tristesse
Sidst nu af Bjarke Møller, der på lederplads giver rollen som lægprædikant.
Men jeg kan forsikre ham, at de libertære bevægelser omkring 1968 signalerede og delvis gennemførte en tiltrængt og omfattende befrielse. Og at der ikke er meget andet at komme efter i de moralsk borgerlige efterkrigsmiljøer end den repressive tryghed og tristesse, som med usvigelig sikkerhed igen ville blive resultatet af hans underlivsforkrækkede gardinsnak.
Der skal helt andre boller på suppen end nymodens utroværdige kirkebryllupper og stålsat afholdenhed, hvis et meningsfuldt generationsopgør skal føres igennem.
Og større indlevelse i tilværelsen end blot rasende intolerant henvisning til de ulykker, en ganske lille socialgruppe ind imellem kom til at forvolde hinanden og deres børn i oprørets navn.
Og der er i alt fald slet ingen grund til at regne med flere ulykkelige unger i dén gruppe, end i alle mulige voksenselviske kernefamilier gennem 1970'erne.

Kunstskræk
Som om egen forargelse ikke var nok, refererer Bjarke Møller i lederen også til sit interview med kunsthistorikeren Leo Tandrup (31. dec.) som dokumentation for, "at megen moderne kunst er endt i abstraktioner og den skinbarlige nihilisme, hinsides godt og ondt, hvor alt er tilladt - og hvor sansen for det gode, det skønne og det sande er gået tabt, mens ræset efter pis, penge og potens hersker."
I interviewet prøver Tandrup med Bjarke Møller som mikrofonholder at få aflivet firs års modernisme, Kandinskys abstrakte billeder, Richard Mortensens konkretisme, foruden Warhols, Jeff Koons, Mansoni's og Nam June Paiks vitale og banebrydende kunstneriske arbejde.
Altsammen set ud fra den interviewedes egne moralske synspunkter, uden reference til hverken æstetisk eller kunsthistorisk diskurs, og derfor ikke mere værd end et hvilken som helst andet bigot smagsmæssigt udsagn om 'moderne' kunst og kultur:
"I modernismen insisterer man på ikke at sige noget, der er privat. Man må ikke være kritisk overfor noget. Man må ikke være kritisk overfor sadomasochisme, og folk skal bare have lov at være sadistiske og sadomasochistiske på én gang. (...) Men ville det ikke være bedre at skabe et samfund, hvor man ikke er nødt til at pine hinanden?" - spørger Tandrup i interviewet.

Inkvisition
Jo, hvis det var så enkelt. Og debatten herom kan gerne føres, også i Information, men ikke snæversynet og i et tonefald, som om avisen hed Inkvisition.
Pastor Møllers skarprettervirksomhed sekunderet af Leo Tandrups ideologiske korstog ligger i det her stykke moralsk og intellektuelt på et niveau, som svarer til på lederplads den dag i dag at ville fremme forbud mod frivilligt fremkaldt abort, argumentere for kriminalisering af handel med samlejefotos, eller tale for genindførelse af den såkaldt 'grimme' bøsselov, som Informations journalister i sin tid var med til at få afskaffet.
Med frisind i en libertær avis som Inf. har Bjarke Møllers leder i al fald intet at skaffe. End ikke i den hensigt at rejse en sædelighedsdebat eller få bundvendt en række kollektive traumer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu