Læsetid: 5 min.

En blond negerinde fra Värmland

29. januar 1998

Den svenske sangerinde, Monica Zetterlund, viser alle aspekter af sit alsidige, kunstneriske virke

BOKS-SÆT
I grænselandet mellem jazz, underholdning, revy, cabaret og det folkloristiske har Monica Zetterlund i 40 år indtaget en speciel position i svensk musikliv. Hendes kunstneriske alsidighed kombineret med en varm og smidig stemme og en indtagende, uforstilt personlighed har på det nærmeste gjort hende til folkeeje i sit hjemland, og indspilningen af LP'en Waltz For Debby med pianisten Bill Evans i 1964 gjorde hende berømt blandt jazz-elskere i den ganske verden.
Desuden har hun virket som inspirator for en stribe svenske tekstforfattere, og en stor del af hendes repertoire består af fine svenske oversættelser af diverse standards fra såvel jazz som pop. Hun er blevet hyldet som få i skrift, ja, Tage Danielsson skrev sågar et digt om og til hende, som siden er blevet en mindre klassiker - overskriften til denne artikel stammer således fra nævnte digt. Hun fejres med boksen Ett Lingonris Som Satts I Cocktailglas, der består af seks cd'er med et bredt udvalg fra karrieren; de første fem følger hendes udvikling kronologisk i perioden 1957-93, mens den sjette er helliget hendes arbejde indenfor revy og kabaret, og har i første omgang størst interesse som historisk dokument. De andre fem cd'er er derimod kræs for elskere af vellyd og elegance.

Diva in spe
Den unge Zetterlund fra Hagfors begyndte at synge offentligt i 1952, 14 år gammel. Repertoiret var tidens populære hits, det var dengang, der var refrænsangerinder til, og hun akkompagneredes til en begyndelse af Pappa Bengts Orkester - hvor pappa selv svang harmonikaen.
I 1957 foretog Zetterlund demo-indspilninger af numre som "He's Funny That Way" og "Moonlight In Vermont", der kom den danske bandleader Ib Glindemann for øre. Med sit 17-mands orkester ledede han et af datidens stør-ste skandinaviske bands, og han sendte bud efter dette Guds ord fra landet, der tilsyneladende kunne sin Ella
Fitzgerald forfra og bagfra. Allerede i maj 1958 udsendtes ep'en Swedish Sensation med fire numre, akkompagneret af musikere fra Glindemanns orkester, og hen på efteråret fulgte en lp med samme titel.
Det mest sensationelle for samtiden - ud over Zetterlunds sexede image - var at alle sangene var på engelsk. Selv samtidens største diva, Alice Babs, inkluderede altid mindst et par numre på svensk på sine albums, men omgivet af unge begejstrede jazz-purister sang Zetterlund til en begyndelse udelukkende på jazzens modersmål, engelsk - om end med en svag, men fortryllende svensk accent.

Lancering i USA
Til gengæld træder hun ikke helt i karakter i indspilningerne fra 50'erne, men lyder stadig famlende og inspirationen fra Ella Fitzgerald er sine steder påtrængende hørbar.
I 59-60 forsøgtes The Swedish Sensation dog lanceret i USA, og hun indspillede i starten af det ny årti en del spor i Bell Sound Studio med navne som Zoot Zims, Thad Jones, Milt Hinton og Jimmy Jones, produceret af kritikeren Leonard Feather, som havde et godt øje til den
22-årige svenske blondine.
Men da pladeselskabet Hanover kort efter krakkede, forsvandt masterbåndene i det kaos, der efterfølger en konkurs, og dukkede faktisk først op mange år senere, for endelig at udgives som The Lost Tapes i '96.
Hendes tolkning af den traditionelle "Ack, Värmland Du Sköna" i denne sammenhæng peger frem mod den Zetterlund, som senere så elegant skulle vise sig i stand til at fusionere jazzede klange med folkloristisk materiale.

Waltz For Debby
I 61 forlod Zetterlund pladeselskabet Columbia til fordel for Philips, som udsendte Aah! Monica i foråret 1962, udelukkende bestående af jazz-standards på svensk. Den indeholdt gennembrudsmelodien, "Sakta Vi Gå Genom Stan", som desuden var det første lykkelige resultat af mødet med tekstforfatteren Beppe Wolgers, som frem til sin død i '86 forblev hendes gode ven.
I '62 dukkede Zetterlund op i Svensk Melodi Grand Prix med den elegante "När Min Vän", som gav hende en andenplads, men samtidig demonstrerede at hun ingen problemer havde med at synge pop, bare det fik en jazzet drejning. Endelig påbegyndte hun samarbejdet med komikerparret Hasse Alfredson og Tage Danielsson, hvilket bl.a. udmønter sig den skelsættende "Gula Hund"-revy i sommeren 1964.
Det var Wolgers, som fik den inspirerede ide at sætte svensk tekst til den velanskrevne pianist Bill Evans' komposition, "Waltz For Debby", som blev til "Monicas Vals". Da Evans hørte Zetterlunds fortolkning af sin melodi, lod han sig overtale til at tage til Stockholm, hvor han ud over et langt gæstespil på Gyllene Cirkeln indspillede den nu klassiske Waltz For Debbie sammen med Zetterlund.
På trods af den internationale opmærksomhed albummet vakte, betød den samtidig en afsked med engelsk, til fordel for det blødere modersmål, og den "jazz på svenska"-skole, også folk som Jan Johansson, Bengt-Arne Wallin og Georg Riedel tilhørte. Og i sandhedens tjeneste overgås "Jeg Vet En Dejlig Rosa" og den åndeløst smukke "Vin-darna Sucka" ikke af nogen af albummets øvrige titlen.
Ellers blev sange på engelsk undtagelsen fremfor reglen, samtidig med at det kunstneriske spekter udvidedes. Dette var måske er tab for jazz-purister, men det er som fortolker af kontemporært materiale - hvad enten det er af svensk oprindelse eller oversatte udenlandske hits - og ældre svenske sange, at Zetterlund sang sig ind i den svenske offentligheds hjerte. Resten af karrieren præges af sporadiske album-udgivelser, medvirken i film - heriblandt HasseåTages uforlignelige "At lægge til ved en bådebro" - revyer og cabareter, teaterarbejde samt en stribe såkaldte kro-shows.
Hun vendte dog tilbage til den 'rene' jazz for en kort bemærkning i starten af 80'erne, hvor hun indspillede et par albums med henholdsvis Thad Jones/Mel Lewis og Red Mitchell/Horace Parlan. De sporadiske lp-udgivelser skyldes, at Zetterlund aldrig blev nogen storsælgende album-artist, og karrieren prægedes af utallige pladeselskabsskift.

Forbløffende alsidig
Men hun indspillede konstant godt materiale, lækkert arrangeret og spillet, og Zetterlund er lige sikker, hvadenten hun synger Cornelis Vreeswijk, Burt Bacahrach, Antonio Carlos Jobim, Povel Ramel, Mikis Theodorakis eller Steve Kuhn. Sågar et Frank Zappa-nummer prøver hun kræfter med i 1971!
Ikke alt materiale i sættet passer lige godt til Zetterlunds ikke overvældende store, men yderst karakteristiske stemme, men de seks cd'ers spilletid taget i betragtning er der forbløffende få kiksere. Som helhed synger hun med samme kølige velbehagelighed som en let vind på en varm sommerdag, og der er ind i mellem noget sexet over hendes fortolkningskunst.
Man kommer ikke udenom, at Zetterlund er en ener i skandinavisk musikliv, og at hun gennem de sidste fyrre år har afprøvet flere krinkelkroge i underholdningsbranchen, end det er de fleste beskåret. Ett Lingonris Som Satts I Cocktailglas indeholder desvidere et stort teksthæfte i lp-størrelse med en kyndig tekst af Hans Fridlund, samt en række blændende - og nogle mindre blændende - fotos af denne Swedish Sensation, der udgør et passende kulturhistorisk modspil til periodens grasserende rock-fascination.
Zetterlund sang fra starten voksen musik for voksne mennesker, og hun har hele vejen igennem gjort det med stil, klasse og en vindende personlighed, samt en aldrig svigtende opbakning fra flere generationer talentfulde musikere, sangskrivere, arrangører og producere. Endnu et kvalitetsprodukt fra Sverige.
Sådan er det bare.

*Monica Zetterlund: Ett Lingonris Som Satts I Cocktailglas (6 cd'er + ill. hæfte. BMG/RCA 74321 32989 2)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her