Læsetid: 7 min.

Den brændte jords taktik

26. januar 1998

Efterårets brandkatastrofe i Sydøstasien er ikke enestående. Lignede brande har tidligere hærget området, der er havnet i en økologisk rutschebane, hvor den naturlige, artsrige regnskov ved gentagne afbrændinger omdannes og decimeres

SKOVBRANDE
En af de sørgelige ting, der vil blive husket fra 1997, er brandkatastrofen i Sydøstasien. Fra juli til november afbrændtes store arealer med tropisk skov og anden vegetation på især Borneo og Sumatra, og gigantiske røgskyer formørkede himlen i store dele af regionen. I alt skønnes det, at op mod to millioner hektar skov eller anden vegetation blev ødelagt eller påvirket af brandene, og at over 20 millioner mennesker måtte leve i stærkt forurenet luft under sundhedsskadelige forhold mange uger i træk.
Skønt brandkatastrofen blev forstærket af årets El Niño, som gjorde tørtiden i regionen usædvanlig tør og langvarig, tyder alt på, at den primære årsag til de store afbrændinger var menneskestyret - nemlig ønsket om rydning af land til især plantageindustrien. Allerede tidligt i forløbet vurderede det lokale WWF-kontor i Indonesien, at næsten alle brandene var påsat af mennesker, og at op mod 80 procent af brandene var påsat for at rydde land til plantager.

Økologisk rutschebane
Selv om størsteparten af de omkring to millioner hektar, der blev påvirket af brandene, var bevokset med sekundær skov eller kratvegetation, er op mod 100.000 hektar primær tropisk skov også forsvundet i flammerne. Det kan måske umiddelbart synes underligt, at en så relativt liden del af det totale brændte areal er primær skov.
Det skyldes to forhold.
For det første forekommer brande i uberørt tropisk regnskov af de type, der findes på Borneo og Sumatra, meget sjældent, fordi der er en høj konstant fugtighed i den lukkede skov. Først når skoven åbnes op, f.eks. ved tømmerhugst, nedsættes fugtigheden og skoven kan brænde.
For det andet er sidste års brandkatastrofe en del af en kontinuerlig degradering af skovene på Borneo og Suma-tra, som over de sidste årtier har skabt store områder med 'brandbar' sekundær skov og kratvegetation. Således er det, vi nu oplever, den femte større brandkatastrofe på Borneo siden de store brande i 1982-83 og den anden større brandsituation på Sumatra inden for de senere år.
Der er altså ikke tale om enkeltstående hændelser, men om en kontinuerlig proces, en 'økologisk rutsjebane', hvor den naturlige, artsrige regnskov ved gentagne afbrændinger omdannes. I før-ste omgang til sekundær skov og buskland og siden til åbent landbrugs- og plantageland.

Mangfoldighed går tabt
Denne kontinuerlige degraderingsproces af de oprindelige naturtyper betyder, at enestående naturområder og biologisk mangfoldighed hvert år forsvinder. Hvad brandkatastrofen i 1997 totalt set vil betyde for den unikke mangfoldighed af arter og livssammenhænge i regionen, er svært at sige.
Med vores endnu stærkt begrænsede viden om den biologiske diversitet og kompleksitet i de tropiske områder og med det manglende overblik over brandenes nøjagtige udbredelse er vi indtil videre tvunget til at bygge vores forudsigelser på nogle få indikator-arter og på tidligere erfaringer. Men med den store biodiversitet og endemisme (dvs. arter som kun findes dét ene sted i verden), som kendetegner de berørte områder, må man forvente, at adskillige arter og vigtig livsmangfoldighed er gået tabt i brandene.
Erfaringer fra tidligere brandkatastrofer siger, at arter, der lever i skovbunden (især krybdyr, padder og hvirvelløse dyr), samt arter der holder til i døde træer, f.eks. flagermus, er særligt udsatte i forbindelse med skovbrandene. Flagermus er vigtige bestøvere og frøspredere i den tropiske regnskov, og en decimering af vigtige bestande eller arter af flagermus kan derfor have vidtrækkende konsekvenser i skov-økosystemet.
Også frugtædende pattedyr og fugle vil sandsynligvis blive hårdt ramt, fordi de er afhængige af træer, som generelt er mange år om at modnes og sætte frugt. Derfor vil i forvejen truede arter som orangutangen og forskellige af de store næsehornsfugle komme under yderligere pres.
Orangutangen findes kun på Sumatra og Borneo, hvor bestandene er faldet med 30-50 procent i det seneste årti. I forbindelse ned brandene dette efterår er mindst 120 blevet rapporteret dræbt, og det forventes, at mindst 1.000 på forskellig vis er blevet berørt direkte af brandene.

Umulige at slukke
En af grundene til, at røgskyerne fra brandene blev så gigantiske og dækkede en stor del af regionen i flere uger, er, at vældige tørveområder blev antændt. Sydøst-asien, især Indonesien og Ma-laysia, huser over 60 procent af verdens tropiske tørveområder. Og måske var op mod fem procent af disse områder i brand dette efterår.
Den høje vandstand i tørveområderne forhindrer normalt, at tørven kan antændes. Men med den ekstreme tørtid dette efterår tørrede tørven ud og var let antændelig. Brand i sådanne tørveområder er især farlig, fordi brandene let spreder sig dybt ned i tørvelagene, hvor de er næsten umulige at slukke og kan fortsætte med at brænde i månedsvis.
Ødelæggelsen af tørveområderne er katastrofal. Ud over at være enestående naturtyper med en unik flora og fauna er områderne ofte afgørende for en stabil vandforsyning til de omkringliggende samfund. Også floder, søer og det marine økosystem må forventes at komme til at lide under effekterne af brandkatastrofen.
Når regnen nu endelig kommer, vil den forøgede mængde aske og ødelagte vegetation resultere i en større erosion af materiale, som vil blive ført med floderne ud i de marine områder. Koralrev, mangrove og andre kystnære områder er allerede under stærkt pres i regionen, og den forøgede erosion og tilførsel af sediment vil fremskynde denne ødelæggelse.

Alvorlig luftforurening
De store røgmængder fra brandene har haft flere alvorlige konsekvenser. Gennem flere uger var store dele af regionen indhyllet i så kraftig en røgtåge, at solen ikke kunne trænge igennem, og flere områder var i perioder dækket af et permanent tusmørke i dagtimerne.
Målinger fra det centrale Borneo viste, at lysindstrålingen i perioder faldt med 20 procent med det resultat, at gennemsnitstemperaturen faldt seks grader i forhold til normalen. Man må forvente, at dette har medført en reduktion i produktiviteten i både de naturlige og de kultiverede økosystemer.
De gigantiske røgskyer har desuden haft alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for de berørte befolkninger. Som nævnt tidligere har omkring 20 millioner mennesker måttet leve i forurenet luft under sundhedsfarlige forhold i adskillige uger i træk.
I den malaysiske delstat Sarawak på Borneo nåede luftforureningsindekset helt op på 849, hvor 100 svarer til 'usundt' og 300 til 'sundhedsfarligt'! Mindst 50.000 mennesker i de berørte lande har søgt hospitalshjælp på grund af vejrtrækningsproblemer. Og læger fra regionen forudser, at vi de kommende år vil se en kraftig stigning i antallet af luftvejssygdomme og kræfttilfælde på grund af de langvarige røgproblemer.
Endelig er også det globale klima er blevet påvirket negativt af brandene. Således skønnes det, at efterårets brande i Indonesien har sendt lige så meget CO2 ud i atmo-sfæren som samtlige biler og kraftværker i Vesteuropa på et helt år.

Gigantisk regning
Når der til de allerede nævnte konsekvenser af brandene lægges de store effekter på vigtige samfundssektorer som f.eks. transport og turisme, er det ikke underligt, at den samlede regning for skovbrandene sidste år ser ud til at blive gigantisk. I WWF er vi i øjeblikket ved at foretage et økonomisk studium, der skal klarlægge de samlede tab og udgifter.
Det er nødvendigt at have de økonomiske argumenter i orden for at kunne ændre på den økonomiske udviklingspolitik, der er baggrunden for brandkatastrofen.
Op mod 80 procent af brandene i Indonesien var, som tidligere nævnt, direkte forbundet med rydning af land til plantager. De senere år er det især oliepalmeplantager, der er blevet satset massivt på. Fra 1985 og til i dag er arealet vokset fra 600.000 hektar til 2,2 millioner hek-tar. Og det er planen, at der inden for de næste 2-3 år skal tilplantes yderligere 3,3 millioner hektar med oliepalmer. Palmeolien bruges i fødevare- og kosmetikindustrien, og den forøgede satsning er en følge af de seneste års stigende efterspørgsel og stigende priser på det globale marked.
Danmark tager del i gildet. Vi importerer ca. 75.000 tons palmeolie om året, og væk-sten har været voldsom gennem de seneste år. På den måde er vi som forbrugere indirekte medansvarlige for brandene i Indonesien.
WWF har fremsat forslag om en strategi for landene i Sydøstasien med det direkte sigte at forhindre fremtidige brandkatastrofer. Målet med strategien er at etablere et effektivt brandkontrolsystem og sikre en reel effektuering af nye og eksisterende love for afbrænding. Men det måske vigtigste punkt i strategien er, at der skal foretages en gennemgribende analyse og revurdering af den økonomiske udviklingspolitik i de berørte lande for at sikre, at denne politik ændres i mere bæredygtig retning.

Den globale kontekst
Desværre var brandkatastrofen i Sydøstasien i 1997 på ingen måde unik. WWF udgav for nylig en rapport, der viser, at samtidig med at skoven stod i flammer i Indonesien, brændte et tilsvarende eller større område med tropisk skov i Brasilien. Også Columbia, Kenya, Rwanda, Tanzania, Congo og Papua Ny Guinea blev i 1997 hårdt ramt af skovbrande.
Alt i alt tyder en del på, at 1997 blev det år, hvor mere tropisk skov gik op i flammer end nogensinde før i menneskehedens historie.
Ødelæggelsen af de tropiske skove og deres uerstattelige mangfoldighed af liv er blevet den globale trend her, hvor vi nærmer os et nyt årtusinde.

Troels Dam Christensen er biolog og medarbejder i WWF Verdensnaturfonden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her