Læsetid: 6 min.

Clinton udsat for sexchikane

23. januar 1998

Ken Starr og Linda Tripp spænder snublesnoren ud og håber på at ubalancen kan holdes til frem efter næste Kongres-valg

Præsident Bill Clinton, der for øjeblikket holder møder med hovedaktørerne i Mellemøsten for at undgå det endegyldige sammenbrud i den såkaldte fredsproces; der for øjeblikket holder møder med andre for at undgå at blive rodet ind i noget dumt omkring Irak og Saddam Hussein; der for øjeblikket forhandler med en helt femte gruppe om et forslag til finanslov for 1998-99; der for første gang siden Reagan ødelagde amerikansk økonomi, skal udvise balance mellem USA's udgifter og indtægter; der for øjeblikket har ministre, rådgivere, strateger, konsulenter og talerskribenter på overarbejde for at skrive årets åbningstale til Kongressen om Nationens Tilstand - samme Clinton udtalte i går, at han inde i sit hoved har en lille æske, hvor han lægger ubehagelige sager.
Udtalelsen førte straks til indkaldelse til aftenens tv-shows af psykiatere og satirikere, som skulle tage stilling til spørgsmålet om skizoide træk i præsidentens personlighedsopbygning (behovet for at distancere sig fra en alkoholiseret far, en voldelig stedfar, en ind-imellem-junkie lillebror, en psykisk svækket mor osv., osv.); dels skulle få nationen til at falde på halen i munterhed over spekulationer omkring farven på, omfanget af samt indholdet i samme æske. Er det et køleskab? Er den større end - eller har den form som Eiffeltårnet?
Baggrunden for præsidentens æske-udtalelse er en antydning af en formodning om muligheden at nogen måske vil være i stand til at formulere en mistanke om at præsidenten måske ikke har været 100 procent på sandhedens klippefaste grund, når han samtidig udtalte, at der ikke på noget tidspunkt var foregået noget "upassende" mellem præsidenten og Monica Lewinsky.
Monica Hvem? En nu 24-årig nyansat medarbejder ved et reklamebureau i New York, som er godt på vej til at blive smadret på livstid i en kværn af en politisk kamp, der knap nok handler om noget som helst.

Vi spoler tilbage til 1993, hvor Clinton netop var blevet indsat som præsident og med store, blå øjne gik i gang med at annoncere sit reformprogram: Bedre sygesikring, mere socialt boligbyggeri, forbedrede muligheder for mindretalsgrupper og kvinder.
Det varede, som man vil huske, ikke lang tid, før han var belemret med smuds og slam. Den første store sag hed Whitewater. Præsidenten skulle i sin guvernørtid i Arkansas have været involveret i nogle grundspekulationer, hvor han og konen skulle have sammenblandet politisk insider-viden med privatøkonomiske interesser. Det på det tidspunkt republikanske mindretal i Kongressen krævede - og fik - en advokatundersøgelse.
Mindretallet krævede - og fik - i 1994 - en aktivist fra partiets højrefløj indsat i embede, advokat Ken Starr (nej, det er ikke et kunstnernavn).
Nu - næsten fire år efter - er det ikke lykkedes Starr at finde noget, der belaster hverken præsidenten eller hans kone. Politiet i Arkansas har fulgt op på sagen og har været i stand til at sende bl.a. Clintons efterfølger i fængsel, men heller ikke i den hjemlige sag er Clinton blevet belastet.
En kvinde, Susan McDougal, der er gift med én af de dømte, sidder i fængsel på Starrs forlangende, fordi hun har nægtet at indgå en handel med ham om, at han vil frafalde alle tænkte anklager mod hende, hvis hun vil vidne til fordel for hans teorier om præsidenten.
Starr har på et tidligt tidspunkt fået tilladelse af justitsministeriet til også at undersøge, om præ-sidentens (fortsat ikke ulovlige) opførsel i Whitewater-sagen er udtryk for et "mønster" i hans (formodet kriminelle) karakter. Med denne tilladelse i hånden har han foretaget en langstrakt og meget pressevenlig undersøgelse af, om en ansat i Det hvide Hus, Vincent Foster, sommeren 1993 begik selvmord eller blev myrdet (underforstået: af præsidenten eller hans kone). Starr har måtte konkludere, at der ikke er noget der tyder på, at Foster ikke gjorde det selv.
For ca. et år siden sagde en frustreret Starr sin stilling op for at tiltræde et juraprofessorat ved Pepperdine University i Californien. Et brølende kor af rasende republikanere fik ham til at trække sin opsigelse tilbage, og han har siden i særlig grad bestræbt sig på at hjælpe til så godt han kunne i den såkaldte Paula Jones-sag.

Som man måske vil erindre hævder en tidligere kontorist ved statsadministrationen i Arkansas, at Clinton, mens han endnu var guvernør, ved en bestemt lejlighed udsatte hende for sexchikane. Også denne sag er - som Whitewater-sagen - blevet trukket og trukket, formentlig for at få det maximale politiske udbytte af den.
Det lignede en afslutning, da Paula Jones' advokater i 97 kvittede sagen, men den livede op igen, da en stærkt højreorienteret fond (der hovedsagelig har beskæftiget sig med at yde støtte til sager, hvor borgernes frie ret til at bære våben er blevet truet) gik ind med tilsyneladende ubegrænsede midler.
De dyre advokater har haft held med for første gang i USA's historie at få en siddende præsident afhørt i en kriminalsag - det skete i sidste uge.
Starr, der fortsat undersøger om præsidenten udviser et "mønster", har stillet sig bag Jones og hendes hjælpeorganisation. Da han hørte et rygte om, at præsidenten også skulle have udtrykt noget sexuelt (jeg skriver bevidst ikke "sexchikane", for det er fortsat uklart, hvad det er, han eller hun har gjort sig skyldige i) over for denne Monica Lewinsky, som i 1995 i en periode var ulønnet praktikant på stabschef Leon Panettas kontor i Det hvide Hus, gik han for alvor på arbejde.
Paula Jones' advokater fik slæbt Lewinsky ind for en dommer, hvor hun under vidneansvar blev afhørt om sit forhold til præsidenten. Hun sagde, at intet upassende havde fundet sted.

En tidligere ansat på Starrs kontor - hun hedder Linda Tripp (det er heller ikke et kunstnernavn) - har længe været sporet ind på Lewinsky, som frem til julen 97 har haft et lønnet job i Pentagon.
Tripp var den sidste, der så Vincent Foster i live, og Tripp har tidligere været i aviserne, da hun kunne fortælle, at hun havde set en kvinde (hun havde ikke haft åndsnærværelse til at bede om navnet) komme strygende ud fra præsidentkontoret med tøjet i uorden.
Tripp har talt i telefon med Lewinsky rigtig mange gange, og hver gang taget samtalen på bånd. Båndenene har Starr. Det lykkedes hende også at få sig selv inviteret hjem til middag hos Lewinsky, hvortil hun ankom pakket til med skjult mikrofon. Undervejs på disse bånd skal Lewinsky været kommet til at sige, at hun faktisk har foretaget sig noget 'upassende' sammen med præsidenten. Og herefter må den været gået på Starr. Lewinsky synes ikke, at have været utilfreds med præsidenten, hun har ikke brokket sig eller klaget, men Starr har nu kunnet meddele verden, at Lewinsky helt åbenlyst har gjort sig skyldig, ikke i hor, men i mened. Og skulle det lykkes for Starr at få Lewinsky til at bryde sammen og også over for en dommer at tilstå, at hun og præsidenten har foretaget sig noget upassende, er scenen klar for måneders råben og skrigen og kaglen og hylen om præsidentens slibrige løgnagtighed og umoral.
Det viser sig, at præsidenten under Paula Jones-afhøringen sidste lørdag, også blev spurgt om sit forhold til Lewinsky. Han skal ved denne lejlighed - under ed - have benægtet at der var noget.

Ligesom Uffe Ellemann-Jensen har haft problemer med at finde niveauet i denne uge og har truet Mogens Lykketoft med rigsret - på samme måde har enkelte skingre republikanere allerede været fremme med antydninger af muligheden for at iværksætte en afsættelses-procedure. Hvis han altså har gjort sig skyldig i mened. Eller altså hvis Lewinsky vil sige, at han har forsøgt at overtale hende til at begå mened.
Det republikanske parti er splittet mellem et religiøst højre og et mere pragmatisk centrum. Partiet har ikke været i stand til at udnytte sit Kongres-flertal til noget særlig skelsættende. Der er Kongresvalg til november, og manglen på republikanske sager og navne og sejrsforestillinger har været påfaldende. Men partiet skulle nok kunne samles omkring iværksættelse af en afsættelsesprocedure, som nok kan trækkes hen over
valgdatoen.
Ken Starr har gjort det rigtig godt. Han kan med sindsro trække sig tilbage til sit professorat i det solbeskinnede Californien. Hvis tilbuddet altså fortsat står ved magt, og han ellers kan finde vej gennem brækspandene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu