Læsetid: 6 min.

Cuba gør klar til mager høst

24. januar 1998

På sukkerrørs-fabrikken El Central ved man ikke om høsten bliver til noget. Siden nytår har de sovjetiske faciliteter været under reparation

HAVANA
Allerede på flere kilometers afstand kan man se en enorm bygning fylde det tropiske landskab ud, en katedral midt i sukkermarkerne. La zafra, høsten af cubanske sukkerrør, er nær. Overalt i Villa Clara-provinsen øst for Havana ser man sukkerrør duve under den bagende sol.
Men her på sukkerrørsfabrikken El Central 5. Septiembre aner ledelsen endnu ikke, om høsten bliver til noget i år. Siden nytår har de sovjetisk-byggede faciliteter været under reparation.
"Vi håber at starte i næste uge. Men det er kompliceret at reparere maskiner, som anvender en ældgammel teknologi. Vi kan ikke skaffe reservedele fra Rusland," konstaterer Inöel Becerra, sukkerrørsarbejder igennem 30 år og ansvarlig for sikkerhed, mens fabrikken er lukket.
El Central beskæftiger 2-3.000 arbejdere. Mejetærskerne kommer fra det tidligere Sovjetunionen. Når de af og til bryder sammen, så trækker de garvede mænd macheten frem og skærer rørene ned.
Et barsk arbejde under den tropiske sol. Men i disse dage går mændene rundt i lediggang, omend på fuld løn, for Cuba er en socialistisk stat. Deres månedsløn er 250 pesos eller 11 dollar.
Eksport af brun og hvid sukker er Cubas største indtægtskilde, men indtjeningen veksler mellem 700 millioner og 1 milliard dollar om året, alt efter hvor stor høsten har været, og hvor effektivt maskinerne på fabrikkerne fungerer.
"Sidste år havde vi en god høst, men i år bliver den dårlig. Vi kunne ikke skaffe nok gødning fra udlandet," forklarer Inöel Bercerra.
I en lille økonomi med et skønnet bruttonationalprodukt på 4-5 milliarder dollar, kan et par hundrede millioner dollar fra eller til gøre en kæmpe forskel. Efter bortfaldet af det socialistiske fællesmarked COMECON i 1990 har Cuba haft desperat brug for at tjene valuta til køb af varer i udlandet, som man før importerede fra østblokken.

Åben planøkonomi
Det er årsagen til, at Fidel Castros styre følte sig tvunget til at åbne planøkonomien for begrænsede private initiativer og udenlandske investeringer i 1992-93. Samme år blev den nationale mønt konvertibel med dollaren. Formålet var primært at ekspandere turistindustrien og udvinde Cubas store mineralreserver.
Herefter begyndte spanske koncerner at opføre strandhoteller i Varadero, Cubas mest populære turistresort. Den canadiske koncern Sherrit International Corp. har bygget nikkel- og koboltminer nær Santiago i Øst-cuba og udvinder olie. Hvis alt går efter planen, håber Cuba at være selvforsynende med olie om nogle få år. Selv guld er fornylig blevet opdaget i rimeligt store mængder på øen.
Det kapitalistiske eksperiment har været en begrænset succes. I den værste krisetid mellem 1989 og 1993 indskrumpede Cubas økonomi med 30-50 procent - et chok, som førte til alvorlige mangler på helt basale fødevarer og forbrugergoder. Men efterhånden er udbuddet i butikker og på grøntsagsmarkeder blevet bedre. I 1996 voksede BNP med 7 procent.
Ulempen er imidlertid, at cubanerne ikke længere har råd til at købe mange varer i en økonomi, som domineres af den grønne dollar.
"Staten udleverer et rationskort en gang om måneden. Hvis man er heldig at finde kød, ris og bønner i statsbutikkerne, så strækker rationen kun i en uge. Resten af tiden må vi improvisere," fortæller en husmor i Havana.

Det sorte marked
Cuba har haft en undergrundsøkonomi siden revolutionen. Da titusinder af russiske og østeuropæiske mænd arbejdede her i 1970'erne og 1980'erne, solgte deres hustruer varer - medbragte hjemmefra - til cubanske husmødre. Regeringen i Havana valgte at se den anden vej.
Men i dag er det sorte marked vokset til kolossale proportioner. Alle cubanere forsøger at tjene en ekstra dollar i det skjulte. I turistresorter og nær hoteller har prostitutionen spredt sig som en plage. Ofte skal man kæmpe sig igennem en mur af jineteras for at nå sit mål. Cuba er blevet et sexmekka for mandlige turister, som ofte hyrer flere sorte og mulatfarvede cubanske skønheder til at 'ekskortere' dem under opholdet.
Tyveri fra statsfabrikker er eksploderet. Bag mit hotel her i Havana blev jeg en aften stoppet af en fyr, som inviterede mig til at spise på en restaurant ejet af hans familie. Disse paladares (steder, hvor man smager) blev tilladt af det cubanske styre for et par år siden på den betingelse, at højst femten gæster bliver beværtet af gangen, og at de ansatte er i familie med hinanden.
Da jeg allerede havde spist, var svaret nej tak. I stedet inviterede han mig indenfor i en halvtom og støjende bar til et glas rom med isterninger og en hyggelig samtale. Da fyren følte sig sikker, spurgte han, om jeg var interesseret i at se Havana-cigarer kontrabande. "Min far arbejder i en cigarfabrik nede ad gaden," sagde han.
Et par minutter senere dukkede hans bror op og stod vagt, mens jeg blev forevist den ene kasse cigarer efter den anden i et lille aflukke. Priserne var generelt en tredjedel af de officielle, men altså tyvegods.
"Alle stjæler fra staten," bemærkede en sympatisk taxachauffør et par dage senere.

Gradvist værre
Mens flere og flere cubanere vælger at arbejde i den lille private sektor og undergrundssektoren, bliver situationen i de statsstyrede virksomheder gradvist værre. Reformpolitikere i regeringen har derfor i længere tid planlagt at skære ned på subsidier og gøre virksomhederne mere økonomiske, men ifølge Informations kilder har Fidel Castro indtil videre modsat sig flere økonomske reformer.
I stedet er Cubas væbnede styrker trådt til.
"Militæret bliver mere og mere engageret i at drive virksomheder og vil snart drive den cubanske statsindustri," siger Jorge Salazar, tidligere økonom i det cubanske finansministerium og universitetsprofessor i Miami.
Hjernen bag denne strategi er Fidels yngre broder Raúl Castro, som er hærchef og de facto leder af indenrigsministeriet, hvilket inkluderer det allestedsnærværende hemmelige politi. Flyselskaber, hoteller, supermarkeder, restauranter og statsfarme skulle være kommet under militærets kontrol i de seneste år. Formålet er at skabe disciplin og effektivitet i produktion og distribution af varer. "Raúl Castro er en modbydelig stalinist, men han er langt mere åben over for økonomiske reformer end Fidel," siger en lektor i økonomi på Havanas universitet.
"Hvad vi vil se her på Cuba i løbet af de næste år er markedsstalinisme, hvor regimet bevarer sindelagskontrollen, men gradvist åbner økonomien. Raúl Castro indser, at uden reformer vil den sociale utilfredshed vokse og regimet bryde sammen."
Inden for kommunistpartiet finder man også en nyliberal gruppe af teknokrater og yngre folk, som håber at udsætte Cubas økonomi for samme chokkur som Polen i 1990-93.
"Men Fidel har foreløbigt sat dem uden for indflydelse," siger den cubanske økonomiprofessor.

Klassefjenden
Fidel Castro frygter at få kapitalismen ind ad bagdøren. El lider maximo er fornylig begyndt at kalde repræsentanter for den nye private økonomiske sektor 'klassefjenden' i stedet for at give dem visse privilegier, beskatte deres overskud og sikre sig deres politiske loyalitet.
Diktatorens frygt for at miste kontrollen med sit socialistiske eksperiment er så stor, at han end ikke tillader udviklingen af let industri og små private landbrug, som ville kunne forsyne det voksende antal turister med cubansk-fremstillede varer. Næsten alt bliver importeret, hvorfor Cuba kun tjener 250 millioner dollar om året på en turistindustri, som bringer 1 milliard dollar til landet.
Fattige, sultne og arbejdsløse cubanerne ville utvivlsomt takke deres karismatiske leder i himlen, hvis han en skønne dag slækkede på sine principper og gav dem en bedre tilværelse. Men det vil næppe ske, førend Fidel Castro er død og begravet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her