Læsetid: 4 min.

Cubas unge savner idealer

23. januar 1998

'Hvis de en dag beder os om at begå harakiri, så gør vi det, for vi har ingen idealer selv', siger en af Cubas desillusionerede unge

HAVANA
T-shirten fra Paris med et billede af skuespilleren Jean-Claude Van Damme og shortsene fra Miami kunne bedrage et øjeblik, men ikke skoene. Sko er en sjælden og dyr vare i Cuba.
Hans ligner store, udtrådte pramme; de fylder næsten hele fortovet, når han går, og det er nok til at placere ham i pigernes øjne. Når de ser de sko, ved de straks, at Jaime V. ikke har penge til at invitere på restaurant eller diskotek.
Jaime er 22 år og går på handelsskole. Han bor hos sine forældre i et fattigt kvarter i Havana, hvor husene - som næsten overalt i hovedstaden - forfalder lidt mere hvert år. Under disse forhold skulle man ikke tro, at der ville være overskud til at tænke på uvæsentlige eller overfladiske ting.
Men moden skifter hele tiden, og for at leve op til den sidste har Jaime lige ladet en tandlæge fjerne guldet fra to kindtænder. Det indbragte ham en mindre formue - ti dollar pr. gram, det samme som månedslønnen for en arbejder.
Næsten alle hans lommepenge - et beløb, der svarer til nogle få dollar - går til diskoteksbesøg fredag og lørdag aften. Diskotekerne er templer for de unge i Havana; dér mødes de, ofte i adskilte racegrupper. De lytter til salsa, pop eller disco.
Der er musik til enhver pris: På Commodore koster entreen 10 peso, (ca. 3,50 kr.), på Copacapabana fem. Nogle steder kan man komme ind for en peso, men det kan også være dyrt for mange cubanere.

Ligeglad med politik
Musikken er også en god grund til at gå ind i det kommunistiske ungdomsforbund, der uddeler gratis billetter og somme tider reserverer en hel aften til aktivisterne eller ligefrem opretter nye diskoteker.
Jaime interesser sig ikke for politik, men han er medlem af forbundet. Det er først og fremmest af hensyn til studierne, men også nyttigt, når han skal more sig: "Det giver mig mulighed for at komme til fester, hvor jeg kan træffe piger, eller tage på campingtur."
Hans forhold til religion er af samme slags. Han tror ikke på Gud, men går alligevel i kirke - fordi det er en ny verden, og fordi det efter mange års undertrykkelse af katolicismen smager lidt af forbuden frugt.
Sådan har han det også med paven: "Jeg vil se ham, fordi jeg aldrig har set ham før. Jeg tager ikke ind til messen på Revolutionspladsen, men jeg vil følge med i fjernsynet."
Hos Jaime er der ingen indignation at spore over den manglende frihed og partiets indflydelse overalt i samfundet. Men han er irriteret over de materielle problemer - "selv om revolutionen har gjort meget godt, f.eks. uddannelse og sundhedsforsorg for alle".

20 år bagefter
Andre tager det mere tungt. Eron Diaz, der er teaterinstruktør og elev på skuespillerskolen, lukker op for sluserne.
"I Cuba kan man ikke få noget, uanset hvor talentfuld man er - f.eks. kostumer eller projektør. Man må hele tiden tigge. Hvis der sker noget et eller andet sted i verden, får vi det at vide 20 år efter. Undervisningen tillader ingen form for forskning, ingen frihed, ingen eksperimenter."
Som 22-årig har han allerede oplevet at få forbudt to skuespil: "Alle, der prøver at lave noget andet, bliver betragtet som kontrarevolutionær. Enhver metafor og enhver tvetydighed bliver misbilliget."
Han bor hos en bedstefar, som "var meget glad for revolutionen". Det er ham, der har købt Erons elegante skjorte i Miami. "Ud over bukserne er den det eneste ordentlige stykke tøj, jeg har."
Den vilde jagt på dollar, som næsten alle unge deltager i, er opslidende. "Det første chok kom, da Sovjetunionen, som man havde fremhævet for os i 30 år, brød sammen" siger han. "Fra den ene dag til den anden forsvandt alt, hvad der kunne minde om sovjetisk kultur. Det andet chok fik vi med den amerikanske kultur, som havde været anset for det onde selv."
Et hysterisk land

I øjeblikket gennemlever hans generation "det tredje chok", som indtrådte efter legaliseringen af dollaren den 26. juli 1993.
"Indtil da var det djævelens penge og en dødssynd at være i besiddelse af dem. Men så pludselig var det dem, der gjorde det muligt at spise, købe sæbe, gå ud og danse, at leve. Og vi har set vores skolekammerater, kusiner, søstre og kærester blive prostituerede for at skaffe disse djævelens penge. En af dette regimes værste forbrydelser er, at det har opfostret en ungdom uden idealer."
Cuba er i dag "et hysterisk land", siger han:
"Tidligere mistede man sit arbejde, hvis man gik i kirke. Nu får vi at vide, at vi skal se paven og elske ham. En dag får vi besked på at hylde Saddam Hussein, og det gør vi. Næste gang bliver det vel japanerne, og hvis de siger, at vi skal begå harakiri, så gør vi det. For vi har ingen idealer selv."
Eron har dog ikke i sinde at kæmpe for en forandring. "Jeg vil ikke være en ny Che eller en martyr. Jeg vil simpelthen have vand og elektricitet i min bolig og lidt privatliv. Og jeg vil gerne kende unge andre steder i verden."

© 1997 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her