Fire designere hos Royal Copenhagen sætter dagsordenen for koncernens fremtidige formåen
De opdager det ved, at vinen pludselig skvulper over i deres glas.
- Hvad i alverden var det? spørger han.
- Jeg ved det ikke, svarer hun. - Det var ligesom, der kørte et tog forbi under os.
- Det ryster endnu, siger han. - Kan du mærke det?
Flasken vælter ned på tæppet, og de skynder sig at pakke maden sammen. Der lyder en torden oppe fra skoven. De vender sig og ser træstammerne hæve sig i store klynger.
Det lyder ikke særlig hyggeligt. Men sådan begynder Kirsten Ham-
manns nordisk pris-indstillede roman Bannister. Måske er det den stemning af uvished og katastrofe, der har fået de tre yngre designere Ole Jensen, Tora Urup, Inger Louise
Bach og den lidt ældre Ursula Munch-Petersen til at gribe fat i det allernærmeste, og vise eksempler på nye Køkkenting, hvor glasset ikke uden videre skvulper over og det hele ikke vælter rundt mellem hinanden, selv om udbuddet er mangfoldigt og gammeldags moderne.
Udstillingen kan ses i København, på Amager-torv hos Royal Copenhagen, som nu også er ansvarlig for at få prototyperne i produktion, for alvor, sådan som Ursula-stellet efterhånden er kommet det efter mange års tøven.
Udstillingen er i høj grad præget af de kombinationsmuligheder Den Kongeliges fusion af glasværk, kunstsmedje og porcelænfabrik nu endelig synes at blive udnyttet til.
Louise Bach viser bestik i både stål og keramik; Tora Urup glaskander med plasticlåg, drikkeglas og gennemsigtige fade; Ole Jensen sit Mikkel Mus-agtige køkkengrej suppleret med et kegleformet rivejern på halvkugleskål, og et elegant spækkebræt; og endelig har Ursula Munch-Petersen helt nyt keramisk køkkengrej og et overraskende sæt kurvede metallåg på programmet.
Umiddelbart kan det lyde temmelig overgearet at blive begejstret for den slags enkle produkter. Men det opløftende er netop den enkle fornyelse af servicedele og køkkengrej, som bunder i en lang tradition.
Der eksisterer i familierne af ældre henkogningsglas, grydelåg og fajanceskåle et fælles skjult målsystem, som gør det muligt at kombinere tingene - henkogningslåg passer ofte til en gammel køkkenkande, og de emaljerede grydelåg til fajanceskåle med farvet kant.
Glasurerne er også i farvefamilie med hinanden i ældre industriprodukter til madlavning og opbevaring. Med samme tone i kulørerne. Og i virkeligheden var det nok bestræbelsen på at fremstille stel og ildfaste lågskåle, som i slutningen af 1950'erne kom til at dreje traditionen væk fra den billige fajance og blå emalje, og hen mod nye idealer med stålgryden eller pot-au-feu'en direkte fra ovn til bord. Af hensyn til husmoderen, som det hed.
Derved røg nok også noget af målfastheden i forsøget på at introducere moderne design. Men på udstillingen Køkkenting er traditionen igen på banen - i fornyet udgave og andre materialer, tilpasset æn-drede levemåder.
Ole Jensen har for eksempel fremstillet et tyndt spækkebrædt i skate-
boardstørrelse, et såkaldt familiebrædt af hård finer, med elegant opkrumning i den ene ende og knagehul i den anden. Det råber i den grad på at blive slængt på spisebordet med brød, ost og pølse lige fra køleskabet, og på gulv eller taburet foran fjernsynet med færdige madder eller theboller.
(Om man også kan skære på det, uden at kniven ødelægger øverste finerlag, vil tiden vise. Her i huset kunne madammen nemlig ikke modstå fristelsen til at lade et par hunde springe for at hjembringe en af de (få) bobski fra butikken.)
Ursula Munch-Petersens låg af kurvet aluminium er også sådan én sag, man må have fingre i. Fo-reløbig er de kun prototyper, som måske skal ende i rustfrit stål - formentlig af hensyn til stabiliteten og slagfastheden. Men jeg tror nu helst, jeg vil have det i børstet aluminium som på udstillingen, så flot som det står til Tora Urups spinkle glassager og på Ursulas nye køkkenskåle med blå målangivelser og bitte små muntre dekorationer.
Louise Bachs spisegrej i tyndt hårdt industriporcelæn har tidligere været på banen, men også som prototyper. Denne gang ligger der en hel dynge til salg på udstillingen - som fine skaller på en strandbred eller - nej, nej ikke en køkkenmødding, for de fine hvide dimser skal først for alvor i brug og på markedet nu, sammen med den lille sorte gummiskål til ravioli eller marinerede grønsager.
Der påhviler Royal Co-penhagen et tidssvarende ansvar for at få det samlede stormløb af kunnen og kombination i løbende produktion! Det skal nok blive solgt.
Læg selv vejen forbi og bliv opmuntret - ved tanken om noget godt at gumle og drikke af, mens man grovæder sig igennem Kirsten Hammanns vitale katastroferoman.
*Udstillingen 'Køkkenting' er åben i butikkens åbningstid på første sal hos Royal Copenhagen, Amagertorv i København. Til 28. marts. Katalog kr. 40, med fotos af Per Folkvar, som de få eksempler her på siden.
