Læsetid: 4 min.

Dans ufuldstændige historie

5. januar 1998

Peder Hoves roman bliver til en række historier fortalt for deres egen skyld og uden en indbyrdes sammenhæng

NY BOG
Pensioneret luftkaptajn Gunnar Danielsen, blandt venner kaldet Dan, dør pludselig af en blodprop efter et aktivt liv som jagerpilot og trafikflyver. Efter begravelsen bliver Dans nyligt skrevne erindringer af konen sendt til en af vennerne fra tiden i luftvåbnet, da hun grundet indholdet mener, at de mere hører hjemme i deres varetægt end i hendes. Afdøde Dan bliver derfor jeg-fortælleren, der i tilbageblik og korte dagsbogsagtige notater fortæller om sit liv. Således er oplægget i Peder Hoves nye roman Dan. Anledningen til romanfigurens erindringer er noget i fortiden, der pludselig presser sig på. Han, der som pilot var det store naturtalent og nærmest blev betragtet som ufejlbarlig, bærer på en viden om sin andel i en ulykke, der nu mange år efter, i modsætning til hvad han troede, viser sig at have fået skæbnesvanger betydning for et andet menneske. I sit livs begyndende efterår kastes han derfor ud i en krise, der udover rastløshed og stigende cigaretforbrug fører med sig, at han begynder at se tilbage på det liv, han har levet.
Barndommen udspilles i og ved en lille landsby, der ligger nær ved en stor fjord på Vestkysten. Vi følger ham fra krigens sidste år, hvor han som stor skoledreng hørte om folk, der var "med i noget" og med bankende hjerte så de engelske flyvere komme over klitterne og stryge hen over trætoppene på vej mod mål inde i landet. Vi hører om livet på gården, om karlen Valdemar, den fåmælte helt, der i drengens øjne havde næsten overnaturlige kræfter, om livet i gymnasiet, der ikke var nogen dans på roser, om forholdet til den hjælpsomme lægesøn. Og endelig om uddannelsen til pilot. Peder Hove fortæller godt og livfuldt, og Dans erindringer synes ægte, ja, kunne for den sags skyld godt være autentiske.

Mangler nerve
Problemet er blot, at de ikke afspejler den krise, som hovedpersonen befinder sig i. Den krise, som skulle have givet hele tilbageblikket nerve og været det filter, der sorterede væsentligt fra uvæsentligt, så hovedpersonen kunne forsøge at finde svaret på, hvorfor han fejlede i en afgørende situation. Krisen kunne være det, der fik ham til at lede efter bestemte handlingsmønstre i sit liv: det som fik ham til at se sit liv i et nyt lys.
I stedet bliver erindringerne trods den tilsyneladende ægthed til en række historier fortalt for deres egen skyld, og uden en indbyrdes sammenhæng bortset fra, at hovedpersonen er den samme.
Som stor dreng er Dan således en dag ude på fjorden på en synkefærdig tømmerflåde, da havgusen pludselig fjerner enhver landkendning. Efter megen uro og angst lykkedes det at finde land. "Tænderklaprende af kulde hev jeg flåden op på stranden og benede hjem, hvor som ventet ingen havde undret sig synderligt over mit fravær". For det før-ste forventer man, at den tur får en betydning, men i første omgang bliver man skuffet, for grunden til at det nu var slut med tømmerflåden var "ikke fordi jeg ikke havde lyst; men netop i denne august måned i dette år var indtruffet en større forandring i min dagligdag, idet jeg var blevet optaget i første mellemskoleklasse".

Skuffelse
Nogle år senere er hovedpersonen som ung pilot ved at blive overrumplet af den canadiske tåge. Optakten er dramatisk. Alle fly bliver straks dirigeret tilbage, men Dan, der ved starten var blevet forsinket en halv time kan ikke nå tilbage. Straks tænker man - nu kommer betydningen af sejladsen med tømmerflåden, nu begynder refleksionerne over livets sande værdier, men også i anden omgang bliver man skuffet. Pludselig er Dan over den fremmede lufthavn. "Tågen viste sig ikke at være særlig tæt, eller også havde jeg været heldig at lande mellem bankerne ... Man kiggede lidt på mig på den fremmede flyveplads, som tænkte man: Ka det virkelig passe? Man syntes antagelig, jeg så meget grøn ud, men det ragede mig en fjer. Man måtte tænke, hvad man ville".
Spørgsmålet er, om Peder Hove, der selv har været jagerpilot og derfor kender miljøet til mindste detalje, er for bundet af sine egne oplevelser, og derved undlader at digte, så han kan rendyrke de reaktioner og tanker, der opstår, når et menneske pludselig befinder sig i en situation, hvor døden bliver en aktiv medspiller. Den pludselige ophævelse af faren virker som et antiklimaks og afskærer os fra at lære hovedpersonens væsen nærmere at kende. Dermed bliver Dans erindringer ud over momenter af elementær spænding uden pointe.
Spørgsmålet er, om romanen ikke skulle have begyndt, der hvor Dan mod slutningen i bogen siger:
"Hvorfor er det først så sent, at de væsentligste ting går op for en? ... Jeg har fløjet jorden rundt, jeg ved ikke hvor mange gange; jeg har fløjet så mange tusind timer, at jeg knap har tal på dem og skrevet så mange logbøger fulde, at det halve kunne være nok - og dog har jeg en fornemmelse af netop blot at have fløjet. Bare fløjet rundt".
Så kunne romanfiguren have holdt rettergang og gjort regnskabet for sejrene og nederlagene op. Så kunne den smerte, uro og angst, som Dan giver udtryk for, have været det ledemotiv, som havde gjort hans erindringer til andet og mere end blot gode skildringer af liv og miljø, som det tog sig ud på en egn nær Vesterhavet i sidste halvdel af fyrrerne. Ligesom skildringen af uddannelsen til jagerpilot i Danmark og Canada ville have fået anderledes nerve. Derved ville afsløringen af den for romanfigurens utilgivelige handling hverken forblive uforståelige for ham selv eller for læseren.

*Peder Hove: Dan, roman, 157 s., 228 kr., Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu