Europa kunne lægge effektivt pres på Algeriet ved at afbryde køb af olie og gas, siger britisk ekspert
Netop som EU overvejer at lægge nyt pres på den algeriske regering for at få standset massakrerne mod civile, har Maersk Olie gjort nye, lovende oliefund i landet. Maersk Olie siger til Information, at selskabet agter at fortsætte sit samarbejde med det statsejede algeriske olieselskab trods massakrerne.
Men samtidig siger en britisk Nordafrika-ekspert, at Europa kunne lægge et effektivt økonomisk og diplomatisk pres på den algeriske regering ved at afbryde samarbejdet med den algeriske olie- og gasindustri.
Ikke mindre end 98 procent af landets eksportindtægter kommer fra salg af olie og gas, og Vesteuropa er den største aftager.
"Desværre tror jeg ikke, at EU er tilstrækkeligt engageret i sagen," siger George Joffe, der er vicedirektør ved Royal Institute for International Affairs i London.
Godt pressionsmiddel
"Hvis EU-landene virkelig ville, kunne de presse Algeriet. Hvis man standser køb af olie og gas, ville Algeriet være tvunget til at føje EU og finde en politisk løsning på konflikten. Ellers kan landet ikke brødføde sin befolkning" siger George Joffe til Information.
I dag importerer Algeriet 60 procent af sine fødevarer og kan kun betale sin store udlandsgæld på omkring 30 milliarder dollars tilbage, hvis olien fortsat kan sælges. Ethvert forsøg på fra udlandets side at blande sig i den algeriske konflikt bliver i øjeblikket pure afvist af den algeriske regering, der kalder uroen i landet et internt anliggende, som ingen lande har lov til at blande sig i.
En afvisning, der forstærker mistanken om, at præsident Liamine Zerouals styre har noget at skjule.
Bekymret branche
Hos de olieselskaber, der arbejder på det lovende algeriske olie- og gasmarked, er der voksende bekymring for situationen i Algeriet og for den negative bivirkning, det kan få for selskabernes image at arbejde i et land, der beskyldes for at overtræde menneskerettighederne.
Bekymringerne vokser i takt med, at den algeriske regering mistænkes for at være involveret i volden. Men de færreste overvejer at trække sig ud. Heriblandt Maersk Olie.
"Vi arbejder ud fra den overbevisning, at de indtægter, vi sikrer Algeriet, kommer den brede befolkning til gode," siger underdirektør Bo Wildfang. Maersk Olie deltager i to olie-konsortier i Algeriet, dels med amerikanske Anadarko, dels med det australske BHP Petroleum, og samarbejdet vil over de næste år sikre Maersk en milliardindtægt.
Penge i egen lomme
En række observatører har gjort opmærksom på, at den algeriske militærregering tilsyneladende forsøger at klamre sig til magten, blandt andet for at sikre sig afkast fra landets særdeles lukrative olieindustri.
For ganske vist bliver indtægterne fra olie- og gasindustrien investeret i landets økonomi, men regeringen har masser af muligheder for at stikke en del af pengene i egen lomme.
"Det er almindeligt, at mange olieproducerende lande opkræver et millionbeløb af de selskaber, der forhandler koncessioner, allerede inden forhandlingen begynder.
Der er ikke tale om korruption, for pengene udbetales officielt og sættes ind på finansministeriets konto. Men det betyder jo ikke, at man med sikkerhed kan vide, hvor de penge havner," siger en kilde i olieindustrien til Information.
På spørgsmålet om, hvorvidt Maersk Olie har betalt et sådant beløb til Algeriet, henviser Bo Wildfang til den amerikanske operatør Anadarko, der er konsortiets operatør i Algeriet.
Selskabets vicepræsident og talsmand, Paul Taylor, siger til Information, at Anadarko ikke har betalt et sådant beløb.
"Vi følger nøje udviklingen i Algeriet, men uroen har ikke haft nogen konsekvenser for vores operationer. Vores opgave er at producere olie, og vi mener, at vores samarbejde med Algeriet kommer befolkningen til gode," siger han. Men hvordan har Anadarko det med de stadig flere tegn på, at regeringstropper er involveret i massakrer? Det vil Taylor ikke svare på. Det norske olieselskab Statoil har af sikkerhedsmæssige hensyn besluttet ikke at arbejde i Algeriet.
Statoil har ikke taget stilling til, om Algeriets overtrædelse af menneskerettighederne er så grove, at landet skal på Statoils sorte liste sammen med Iran, Irak, Burma og Libyen. I disse lande vil Statoil ikke arbejde, fordi menneskerettighederne overtrædes.
"Så langt er vi ikke kommet i vores undersøgelser af Algeriet. For os er de sikkerhedsmæssige hensyn tilstrækkelige til, at vi holder os væk," siger Kai Nielsen, informationschef i Statoil.
Maersk deler ikke den bekymring: "Vi arbejder i et område, der ligger 800 km syd for Middelhavskysten, og området er godt beskyttet af myndighederne," siger Bo Wildfang.
Kun i ganske få tilfælde har olieindustrien været udsat for angreb, og det skyldes oliefelternes beliggenhed i den sydlige del af landet langt fra det voldsramte område omkring hovedstaden Algier i nord. Dertil kommer, at de to store olie- og gasledninger, der går til Italien og Spanien ligger godt beskyttet langt under jorden.
Algeriet er nummer otte på den globale rangliste over og landet står for 20-25 procent af den europæiske gasforsyning. Italien er Algeriets største gaskunde og aftager 47 procent af Algeriets samlede salg af naturgas. Tallene for olie viser, at 90 procent af Algeriets råolieeksport går til Vesteuropa, og også her er Italien den største aftager efterfulgt af Tyskland og Frankrig.
Gensidig afhængighed
I det italienske, halvt statsejede energiselskab ENI, oplyser man, at 35 procent af landets naturgasforsyning kommer fra Algeriet.
"Det er måske en god ide at presse Algeriets regering ved at lukke for ledningerne, men for Italiens vedkommende ville det være et stort problem. Vi har kun små olie- og gasreserver og er derfor afhængig af import. I øvrigt er beslutninger om eventuel boykot politiske og ikke op til industrien," siger en kilde i ENI, der foretrækker at være anonym.
En kilde i et andet stort europæisk olieselskab, der også vil være anonym på grund af emnets følsomhed, giver samme vurdering: "Når alt kommer til alt er vi et selskab, ikke en regering. Vores opgave må først og fremmest være at udføre vores arbejde ordentligt," siger kilden.