Læsetid: 4 min.

Den meget Danske Bank

10. januar 1998

Fed bankbog om 126 års udvikling i banken, der aldrig har passet til navnet men har været god til at passe på pengene

NY BOG
Den meget Danske Bank var oprindelig landmændenes og dansk ifølge navnet. Men det er bar' løgn.
Banken blev 1871 startet med tysk kapital. Landmændene var godsejere, og dem var der sgu'tte mange af.
I dag bliver banken mere og mere international. Den tjener mere og mere med stadig færre ansatte og er som bekendt et foretagende, der passer godt på pengene. Først og fremmest sine egne, som vi har set det i Færøbank-sagen og Hafnia/Baltica-komplekset, dernæst på kundernes.
Det er banken blevet god til, efter at den som Den danske Landmandsbank helt tilbage i 1922-23 kun kom igennem et traumatisk krak med massiv hjælp fra staten, dvs. skatteyderne, Nationalbanken samt lidt håndører fra datidens erhvervsgiganter ØK og Store Nordiske Telegraf-Selskab. Den var for stor til, at man kunne lade den krakke helt.
Det krak har siden præget denne bank og andre samt især nogle generationer af bankledere frem til yuppie-tiden og den nyliberalistiske mode bølge i 1980'erne. De blev (over)forsigtige.
Til gengæld er det nok også denne forsigtighed, især i kreditvurderingen, der i de sidste 12-15 år har gjort banken til landets ubestridt største, godt hjulpet af ringe ledelse og gambling hos naboen og konkurrentens bestyrelse og direktion i Handelsbanken, som Den Danske slugte ved fusionen i efteråret 1989. Det var ikke kun Berlin-muren, der faldt i det efterår, men også muren mellem de to konkurrenter i Holmens Kanal.

Lukkede døre
Det er nok også denne (over)forsigtighed, der er skyld i, at denne bank og andre - Jyske Bank undtaget - ikke har villet lade deres historie beskrive videnskabeligt og åbne deres arkiver for professionelle historikere.
Ved 50 års jubilæet i 1921 udgav Landmandsbanken et pompøst jubel- og festskrift forfattet af den kgl. børskommissær og konservative politiker Julius Schovelin formedelst et eksorbitant honorar. Året efter krakkede banken. Det frister jo ikke til efterfølgelse, især ikke hvis man er mere overtroisk end rationelt indstillet. I hvert fald har banken ikke haft planer om at dykke ned i sin fortid.
Tværtimod har bankens ledelse afvist at lade de to Odense-historikere Søren Mørch og Per Henning Hansen og andre få adgang til bankens arkiver. I modsætning til hvad der efterhånden er praksis i udlandet, hvor bankhistorien ekspanderer - med støtte fra bankerne selv.
Denne danske restriktive holdning kan man beklage. For de store bankers arkiver er væsentlige kilder til kortlægning af den økonomiske udvikling i Danmark. Næppe mange af de store danske virksomheder var blevet skabt eller havde overlevet uden bankstøtte.

En svær opgave
Til gengæld må man glæde sig over at Mørch og Hansen alligevel påtog sig at opgaven at skrive Den Danske Banks historie trods dens lukkede arkiv. Det skete på opfordring af Forlaget Centrum - et selskab i koncernen omkring Morgenavisen Jyllands-Posten, der efter sin offentliggørelse af afslørende, interne referater fra møder i bankens bestyrelse har et noget speget forhold til banken.
Det er ikke nogen let opgave at dække 125 års udvikling uden arkivadgang. Mens der for perioden frem til Anden Verdenskrig findes en del forskning og litteratur, ikke mindst forfatternes egen videnskabelige produktion, så kniber det især for perioden efter 1945, hvor forskningen er spinkel.
Godt og vel en fjerdedel af bogens 60 kapitler er genoptryk af eller hviler de to forfatteres tidligere værker. Resten bygger på offentligt tilgængelige, sekundære kilder, dvs. beretninger, personalebladet Advis, dagspressen m.v. Dog har Per Henning Hansen haft adgang til Banktilsynets arkiv med resultaterne af Tilsynets regelmæssige rutinebesøg og gennemgang af banken med tre-fire års mellemrum.

Ledelsen i centrum
Bogen giver ikke kun en beskrivelse af Den Danske Banks udvikling, hvor nøgleordene og traditionen har været forsigtighed i risikovurderingen og udpræget konservatisme. Ikke for ingenting var bankens formand i årtier skibsreder A.P. Møller.
En række synlige nøglepersoner i ledelsen som Glückstadterne Isak og Emil, direktørerne Poul Ingholt, S.O. Sørensen, og især de seneste Tage Andersen, Knud Sørensen og senest Peter Straarup bliver mere eller mindre nærgående portrætteret - jo mere nærgående jo tættere på nutiden.
Synsvinklen er topledelsens, fordi det er den, der mest synlig, mens de menige medarbejdere med det daglige, mere trælse arbejde er anonyme.
De to forfattere er i anmeldelser blevet bebrejdet, at de stort set kun har arbejdet med alment tilgængelige kilder. Det er uretfærdigt i en tid, hvor journalister udgiver den ene personfikserede bog efter den anden bygget på anonyme kilder, som har frit slag og ikke skal stå til regnskab for nogen. Den fremgangsmåde har de to forfattere heldigvis afstået fra.

Underholdende historie
Mørch og Hansen har leveret en fed bankbog stoppet med informationer, især for den tidlige periode. Den indeholder nok ikke så meget nyt for kendere af bankhistorien. Men med de begrænsninger, som det tilgængelige kildemateriale sætter, har forfatterne på 674 sider og med en række instruktive figurer leveret en glimrende oversigt, ikke kun over udviklingen i Den Danske Bank, men også i den finansielle sektor som helhed gennem 125 år.
Bogen er underholdende og velskrevet, til tider nok rigeligt præget af Søren Mørchs ironisk-sarkastiske stil, der også kan smitte af på Per Henning Hansen.
Billedredaktionen har Mørchs sædvanlige billedredaktør Knud Ryg Olsen stået for. Som sædvanlig glimrende. Prisen er forbløffende lav.

*Per H. Hansen og Søren Mørch: Den Danske Bank. 674 s. Ill. 398 kr. Forlaget Centrum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu