Dengang i Nørregade

Chet Baker og Art Pepper genhørt - plus duomusik med Shorter/Hancock og Haden/Metheny; og soloklaver med Tatum og Jarrett

I februar 1985 tilbragte Chet Baker et par usædvanligt kreative dage i København. Den 27. indspillede han i studie sammen med pianisten Paul Bley, og den SteepleChase-plade der kom ud af det, Diane, er en af de mest markante blandt flere fine Baker-plader på dette mærke.
Dagen efter var han i Montmartre i Nørregade, og måske har den foregående dags duo-optagelse været med til at varme Baker op til hans live-optræden. I hvert fald mindes jeg ikke at have hørt ham så velspillende ved nogen af hans andre danske besøg.
Selv om Bakers musik, både trompetspillet og sangen, vandt uhørt i dybde i hans senere år og kom til at sætte hans tidlige indspilninger helt i skygge, var han også en uhyre svingende solist, hvis intonation på instrumentet kunne være lige så vaklende, som sangen var uren. Men denne aften i Montmartre var en af de lejligheder hvor alt flaskede sig for ham.

Et mesterstykke
Heldigvis blev hans fremtræden optaget af en dansk aficionado, nu afdøde William Dessau, og Dessaus optagelser, der er teknisk meget vellykkede, er nu blevet udsendt på cd'en I Remember You (enja ENJ-9077-2/60 min.). Repertoiret er Bakers sædvanlige, bortset fra You Go to My Head, som han havde indspillet med Bley dagen før, og denne ballade er pladens mesterstykke, ligesom den var aftenens, et stykke musik af mageløs, gribende intensitet, vokalt såvel som instrumentalt.
Også de andre fire stykker har Baker i bedste form, Broken Wing og Nardis rent instrumentale, But Not For Me og Just Friends også vokale med både tekstforedrag og scatsang. But Not For Me har den særlige attraktion, at Baker også høres i en klaversolo, ikke noget pianistisk mesterværk, men et lærestykke i rytmisk frasering, af en enkelthed som man kender det fra Antonio Carlos Jobim.
Mere Baker-klaver får man, nu dog kun i obligatspil til Doug Raneys guitar- og Jesper Lundgaards bas-solo i You Go to My Head. De to udgør desuden, sammen med Aage Tanggaard på trommer, det ideelle akkompagnement på denne uundværlige plade.

Pepper og Jordan
Treethalvt år tidligere var Art Pepper - der både som musiker og personlighed havde meget tilfælles med Baker - i Montmartre, også han med kvartet. To af musikerne var hans faste folk, David Williams (bas) og Carl Burnett (trommer), men hovedpersonen i Peppers rytmegruppe, pianisten George Cables, havde desværre forfald.
Hans lokale afløser var ganske vist ingen ringere end Duke Jordan, men en Jordan der ikke var, hvad han havde været hos Charlie Parker, og som med sit noget unuanceret hårde anslag ikke gav Pepper den rette støtte. Der er dog meget af den gamle (eller om man vil: unge) Jordan i You Go to My Head, som også er denne udgivelses højdepunkt. I dette tilfælde er optagelserne Danmarks Radios, og der er blevet til en dobbelt-cd, Art Pepper With Duke Jordan In Copenhagen 1981 (Galaxy 2CD 8201-2/73 + 68 min.). Et fund for Pepper-elskere, som måske vil være lidt skuffede over, at der ikke kommer mere ud af Over the Rainbow, men nok vil værdsætte den lange Besame Mucho og især Good Bait, hvor Pepper lægger altsaxen til side og viser, hvilken hørværdig klarinettist han også var.

To duoer
For dem der i mange år har været frustrerede over, at Wayne Shorter og Herbie Hancock har anvendt deres store musikalske begavelser på merkantile projekter, vil det være en lise, at de to senest har begået en akustisk duo-plade. For efter Hancocks The New Standard og Shorters High Life (begge Verve) er deres fælles 1 + 1 (Verve 537.564-2/61 min.) endelig en plade, som er dem fuldt værdig.
De har hver skrevet tre stykker og har komponeret tre sammen, og med disse udgangspunkter er spillet tilbageholdende, afdæmpet, reflekterende. Man kunne også forestille sig Shorters sopransax og Hancocks klaver i rytmisk mere livligt spil, men det foreliggende imødekommer mere, hvad vi har savnet.
En anden velgørende stilfærdig duo-plade er Beyond the Missouri Sky (short stories) (Verve 537.130-2/69 min.) med bassisten Charlie Haden og guitaristen Pat Metheny. Interessant nok havde Metheny, som især dyrker elektrisk musik i sine egne projekter, foreslået en rent akustisk duo, men Haden, der står som leder og selv kun spiller akustisk, ville gerne udnytte Methenys elektriske faciliteter.
Derfor benyttes der i akkompagnementet udover guitar-overdubbing diskrete synthesizer-baggrunde, som dog ikke ændrer karakteren af intim hjemmemusik. Mange Metheny-fans vil givetvis foretrække den seneste cd med hans Group, Imaginary Day (Warner Bros. 46791-2/64 min.), og den rummer da også udmærket musik (uden det brasilianske præg som har været så dominerende), men den har ikke det særligt indtagende, der er over Hadens og Methenys musikalske erindringer fra deres fælles hjemstavn.

Jarrett og Tatum
Efter flere års pause (sidst var han i Wiener-statsoperaen i juli 1991) har Keith Jarrett udgivet en ny soloklaver-plade, denne gang fra La Scala (ECM 1640/78 min.), en koncert i februar 1995. Der er to afdelinger, en overvejende reflekterende på 45 minutter og en mere livlig, delvis meget virtuos på 27.
Dertil kommer så ekstranummeret, en vibrerende Over the Rainbow, som i hvert fald jeg nok vil høre hyppigere end de to lange forløb. Deres mange kvaliteter i øvrigt ufortalt.
Med Jarretts store forgænger som solopianist, Art Tatum, foreligger på dobbelt-cd den komplette udgave af de hjemme-optagelser, som Tatum gjorde i Hollywood i 1950 og 55, og hvoraf hovedparten tidligere kom på lp: 20th Century Piano Genius (Verve 521.763-2/66 + 75 min.).
I et repertoire af næsten udelukkende standard-melodier er der også en Over the Rainbow, som det unægtelig er interessant at sammenligne med Jarretts (Enja, Galaxy og ECM distribueres af Amigo Music og Verve af Polygram).
Og et P.S.
Den danske diskograf Ole Nielsen er død, 60 år gammel. Han blev kendt af Ellington-dyrkere over hele verden, da han i 1992 udgav sin Ellington-diskografi, vol. 6 i værket Jazz Records 1942-80.