Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

31. januar 1998

Tålmodigheden med Irak svinder
Den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, sagde fredag, at USA fore-trækker en diplomatisk løsning med Irak, men at "tålmodigheden er ved at løbe ud". Albright mødtes med den russiske udenrigsminister Primakov i Madrid. Hun sagde til journalister, at det er nødvendigt, at Irak modtager et "kraftigt signal" om, at det internationale samfund ikke vil tolerere at blive modarbejdet i forbindelse med de internationale våbeninspektørers arbejde. Primakov var enig med hende i, at situationen er "meget alvorlig", men insisterede på, at det fortsat er nødvendigt at forsøge at finde en diplomatisk løsning.
Senere fredag afviste Kina at støtte en militær-aktion mod Irak. Det skete efter et lukket møde i FN's sikkerhedsråd.

30 indianere flygter fra Chiapas
*30 maya-indianske familier flygtede torsdag fra det område i Mexicos Chiapas-provins, hvor 45 maya-indianere blev myrdet af en højreorienteret dødspatrulje 22. december sidste år. Indianerne sagde inden flugten, at de var blevet truet på livet af medlemmer af regeringspartiet PRI (Det Institutionelle Revolutionsparti) fra byen Chenalho. Mange af de 51 anholdte for massakren i den nærliggende landsby Acteal er medlemmer af den lokale afdeling af PRI.
Indianerne flygtede til Chiapas' hovedby San Cristobal de las Casas.

Syrisk asylsøger får ny chance
*Udlændingestyrelsen har besluttet at genoptage den syrisk-fødte Wafaa Mohannas asylsag og har dermed ophævet den frist for hendes udrejse, der ellers var sat til den 3. februar. Mohanna fik for ni år siden asyl i Danmark sammen med sin daværende mand. Hendes opholdstilladelse blev imidlertid trukket tilbage, da samlivet ophørte pga. vold fra mandens side. I 1995 fik Mohanna afslag på en ny asyl-ansøgning og gik derefter under jorden. Hun angiver selv, at hun og parrets tre børn er blevet truet på livet af manden, og sagen er nu genoptaget pga. de nye momenter i den.

Torturofre trækkes måske i kontanthjælp
*Hver fjerde flygtning i Danmark er offer for tortur eller lider af følgerne efter krig. Hvis flygtninge på grund af psykiske lidelser ikke kan deltage i integrationsprogrammet, risikerer de at blive trukket i kontanthjælp. Og når de ikke har deltaget i integrationsprogrammet, risikerer de at myndighederne nægter dem varig opholdstilladelse, skriver Kristeligt Dagblad.
"Der står intet i integrationsloven om, hvad man skal tilbyde de traumatiserede flygtninge. De er så dårlige, at de hverken kan aktiveres eller lære dansk," siger Karin Sten Madsen, der er administrativ leder af OASIS i København, et behandlingscenter for torturramte flygtninge. Sammen med fem andre behandlingscentre opfordrer OASIS indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) til at præcisere reglerne.

ETA myrder lokalpolitiker i Sevilla
*En konservativ lokalpolitiker og hans kone blev tidligt fredag morgen myrdet af den baskiske separatistbevægelse ETA. Den 37-årige Alberto Jiminez Bercerril og hans kone blev skudt gennem hovedet, da de var på vej hjem fra et aftenselskab i den spanske by Sevilla.
Dobbeltmordet sker netop, som der i Spanien foregår en polemik, om hvordan man kan beskytte de konservative lokalpolitikere i Baskerlandet bedre. Alberto Jimenez Becerrill var medlem af byrådet for det konservative Folkeparti (PP).

Oliebranchen må tage MTBE alvorligt
*Oliebranchen må hurtigst muligt udvikle alternativer til MTBE, der bruges i store mængder i blyfri benzin, mener miljøminister Svend Auken (S). Stoffet er fundet i grundvandet omkring benzinstationer.
"Jeg vil kraftigt opfordre oliebranchen til at tage sagen alvorligt og gå positivt ind i indsatsen for at forhindre nedsivning og sikre udviklingen af mindre generende erstatningsstoffer," siger Svend Auken.
MTBE er ildelugtende selv i meget lave koncentrationer. Kommer det i grundvandet - og dermed i drikkevandet - bliver det udrikkeligt pga. lugten, selv om det ikke er sundhedsfarligt.
Miljøstyrelsen tager problemet meget alvorligt og mødes ifølge Politiken en af de nærmeste dage med landets vandværker og repræsentanter for oliebranchen for at drøfte problemet. Styrelsen vil senest i maj fremlægge en handlingsplan for at forhindre, at MTBE ødelægger drikkevandet.

Sensationspræget dækning af retssager
*Mediernes dækning af retssager er faldet i kvalitet og medfører, at danskerne får et fordrejet indtryk af straffesystemet. Det mener Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech. Hun har siden sin tid som vicepolitimes-ter - og dermed også som anklager - oplevet, at retssager dækkes af mindre erfarne journalister og med lavere grad af objektivitet.
"Medierne koncentrerer sig i højere grad om de sensationelle sager, hvor det hele er gået skævt. Borgerne får dermed et skævt indtryk af, hvordan retsarbejdet foregår," siger Birthe Rønn Hornbech og fortsætter:
"Retsreportager er især i tv blevet til den rene underholdning i form af korte spot, som giver mulighed for en fordrejning af sagerne - og det er skadeligt for folks opfattelse af retssystemet."
Rønn Hornbech mener, at der er en kedelig tendens til, at medierne ikke forklarer borgerne ordentligt, hvorfor dommere til tider vælger at dømme folk efter en mildere paragraf, end anklageren har lagt op til.

Boris Jeltsin vil ikke genopstille
*Ruslands præsident, Boris Jeltsin, fortalte fredag, at han agter at skifte "en eller to ministre" ud i sin regering, men at ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin fortsætter. Han sagde også, at han ikke vil genopstille til en tredje periode som præsident ved valget i 2000. Han har allerede fundet en afløser, men vil endnu ikke offentliggøre hvem den pågældende er.

Børn af arbejdsløse trives dårligt
*Børn af arbejdsløse trives markant dårligere på alle områder end deres jævnaldrende, viser en ny undersøgelse. Det skriver Berlingske Tidende fredag. De arbejdsløses børn er mere kede af det, føler sig mere ensomme, har flere smerter og bruger mere medicin end andre børn.
"Det er utroligt deprimerende at se, hvor hårdt denne gruppe børn har det. Der er ganske enkelt ingen steder, hvor det ser lysere ud," siger læge Pernille Due fra Afdeling for Social Medicin og Psykosocial Sundhed ved Københavns Universitet.
Hun præsenterede den dystre undersøgelse da Lægeforeningens Sundhedskomité onsdag holdt konference om social ulighed på børne- og ungdomsområdet. Undersøgelsen er gennemført som led i en international WHO-undersøgelse.

Ny finansminister udnævnt i Japan
*En renfærdig politiker, Hi-karu Matsunaga, blev fredag udnævnt til ny finansminister i Japan, og han svor straks, at han vil straffe eventuelle tilfælde af embedsmisbrug i ministeriet, der har været plaget af bestikkelsesskandaler. Den 69-årige Matsunaga er et højtstående medlem af det regerende Liberale Demokratiske Parti og formand for underhusets budgetudvalg.
Han afløser Hiroshi Mitsuzuka, som onsdag måtte træde tilbage som følge af en korruptionssag.

Protest mod voldsbølgen i Nordirland
*En menneskemængde på 3.000 samledes fredag i den centrale del af Belfast for at protestere mod den bølge af mord i Nordirland, der truer de skrøbelige flerparti-fredsforhandlinger.
"Det budskab, jeg ønsker, terroristerne skal få, er, at almindelige mennesker ønsker, at drabene ophører," sagde fagforeningsmanden Tom Gillen, til en menneskemængde uden for rådhuset i Belfast.
Fredag er samtidig 26-årsdagen for Den Blodige Søndag, hvor britiske soldater skød og dræbte 14 ubevæbnede katolikker i den nordirske by Londonderry.

Poul Nielson kandidat til chef-stilling i FN
*Udviklingsminister Poul Nielson (S) er kandidat til posten som chef for FN's Udviklingsprogram (UNDP) - en af de højeste stillinger i FN-systemet, oplyser DR-Orientering. I første omgang søger den danske regering at opnå enighed om den danske kandidat blandt EU-landene. Siden gælder det om at overbevise FN's generalsekretær, Kofi Annan.
Poul Nielson siger til Orientering, at det er på tide at europæerne overtager ledelsen af UNDP fra USA. Ikke mindst fordi det vil være lettere for en europæer at skaffe penge til udviklingssamarbejdet.
Der er indtil videre ikke andre europæiske kandidater, men Hollands udviklingsminister, Jan Pronk, regnes for en sandsynlig rival til Poul Nielson.

EU opstiller krav til ansøgerlande
*Ansøgerlandene fra Øst- og Centraleuropa bliver nu stillet over for en stribe retslige krav, som de skal opfylde, hvis de vil undgå yderligere forsinkelser på deres vej frem mod optagelse i EU. Det er udbredelsen af organiseret kriminalitet i Øst, der giver anledning til "betydelig bekymring", som indenrigsminister Jack Straw fredag udtrykte det efter et uformelt justits- og indenrigsministermøde i Birmingham.
Ministrene vil have vedtaget førtiltrædelsesaftaler med ansøgerlandene, hvor der blandt andet opstilles konkrete tidsfrister for gennemførelsen af retslige konventioner og EU-aktioner, der skal gøre kampen mod den organiserede kriminalitet effektiv.

Litteraturpris gik til Tua Forsström
*Jeg er meget overrasket og overvældet, sagde Tua Forsström på et pressemøde fredag umiddelbart efter, at Nordisk Råd havde offentliggjort vinderen af Nordisk Råds litteraturpris 1998. To af den finlandsk-svenske poets egne favoritter blandt lyrikere er den svenske poet, Lennart Sjögren og den tyske lyriker Rainer Maria Rilke. At prisen gik til hende, betragter hun som en stor anerkendelse af lyrikere.
Pengene har hun tænkt sig at bruge til at leve for, og måske vil hun rejse lidt.

Noel Gallagher bryder med Oasis
*Den britiske rockgruppe Oasis' guitarist og sangskriver Noel Gallagher ønsker at bryde med bandet, fordi han er træt af at være rockstjerne, meddeler den britiske presse. Under en pause i gruppens nuværende tur i USA sagde den 30-årige i et interview med en radiostation i Los Angeles, at "at bryde med bandet efter denne tur formentligt vil være rigtigt".
"Jeg er træt af at være rockstjerne...Vi vil tage et års sabbat, og så lave en ny plade næste år og se, om vi stadig er populære," siger Gallagher.

HOVEDFÆRDSELSÅRE
*Der var trængsel af honoratiores, men heller ikke så meget andet, da den første del af Ørestadens boulevarder, Center Boulevard, i går åbnedes for offentlig trafik. Snoren blev holdt klar til borgmester Søren Pind, som med vanlig sans for det fotogene ankom i elbil. Åbningen af den 660 meter lange vejstrækning betegnes af Ørestadsselskabet som "et skridt ind i fremtiden for Ørestaden". Med eller uden sikkerhedshjelm.

Redigeret af Vibeke Sloth Hoelgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her