Læsetid: 7 min.

DØGNETS NYHEDER

29. januar 1998

34 mennesker dræbt i Algeriet
*I Algeriet fik ramadanen - muslimernes fastemåned - en blodig afslutning. 34 mennesker i tre landsbyer blev dræbt af bevæbnede ekstremister, meddelte algeriske sikkerhedskilder onsdag. Ekstremisterne dræbte de fleste af ofrene ved at skære halsen over på dem eller hakke dem ihjel. Regeringen oplyste samtidig, at regeringshæren havde dræbt adskillige "terrorister" - myndighedernes betegnelse for muslimske oprørere.
Nattens terror fulgte den mest blodige måned for civile i Algeriets historie. 1.200 mænd, kvinder og børn er blevet dræbt.
Artikel på forsiden

Flertal siger ja til Amsterdam-traktaten
*Et flertal af danskerne vil sige ja til Amsterdam-traktaten ved folkeafstemningen den 28. maj. Det viser en undersøgelse, som I&A Opinion har lavet for TV Danmark i sidste uge.
44,5 procent siger ja, 28,2 procent siger nej og 27,3 procent ved ikke eller ønsker ikke at stemme ved folkeafstemningen. Det er de danske mænd, der overvejende stemmer ja til traktaten. 53,5 procent af de adspurgte mænd siger således ja, sammenlignet med kun 35,9 procent af kvinderne.

De Tamilske Tigre myrdede Gandhi
*Medlemmer af Sri Lankas oprørsbevægelse De Tamilske Tigre blev onsdag fundet skyldige i mordet på Indiens tidligere premierminister Rajiv Gandhi, oplyste en politiembedsmand. Retssagen mundede ud i, at 10 indere og 16 srilankanere blev dømt skyldige. De blev betegnet som sympatisører af Tamil Eelams Befrielsestigre, og er alle idømt dødsstraf.
Det er første gang, at De Tamilske Tigre er blevet dømt ved en domstol for mord på en højtstående politiker.
Artikel side 5

Jelved glad for flotte karakterer
*Økonomiminister Marianne Jelved (R) er glad og tilfreds over de meget flotte karakterer til dansk økonomi fra det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's Investors Service. Samtidig advarer hun dog mod de negative virkninger af for høje lønstigninger i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet.
"Budskabet fra Moody's er absolut tilfredsstillende. Det er en glæde, når det viser sig at det lange seje træk har ført til så gode resultater," siger økonomiministeren til Ritzau.
I Moody's årsberetning får Danmark topkarakteren Aaa, svarende til et 13-tal, for statens indenlandske låntagning, mens den udenlandske låntagning udstyres med den næsten lige så flotte vurdering Aa1.

Frankrig kritiserer våbeninspektør-leder
*Frankrig kritiserede i går FN's våbeninspektør, Richard Butler, i skarpe vendinger for hans udtalelser om, at Irak har rigeligt med biologiske våben til at kunne udslette Tel Aviv.
"Mr. Butler holder sig ikke til sin rolle med sådanne udtalelser. Han kommentarer er ikke i overenstemmelser med den information, som UNSCOM (FN's våbeninspektion i Irak, red.) gav til Sikkerhedsrådet, sagde det franske udenrigsministeriums talsmand, Yves Doutriaux.
Butler, der leder våben-
inspektionen, blev i avisen New York Times citeret for udtalelserne om Iraks biologiske kapacitet.

Simonsen bør huske på udviste børns tarv
*Advokat Thorkild Høyer anmoder onsdag i et brev indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) om at overveje sagen om udvisningen af den syriske kvinde Waffa Mohanna og hendes tre børn til Syrien endnu en gang. Han undrer sig over, at de danske myndigheder ikke særskilt har vurderet børnenes tarv, men alene har vurderet sagen ud fra moderens situation. Thorkild Høyer gør opmærksom på, at børnenes tarv i en sag som denne ifølge FN's konvention om Barnets Rettigheder altid skal komme i første række.
"De er alle tre født i Danmark. De taler flydende dansk og er opvokset i det danske samfund. For dem vil en udsendelse til Syrien virke stærkt traumatisk," skriver Thorkild Høyer.
Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra indenrigsminister Thorkild Simonsen.

Forlig om sprøjtegifte på plads
*Økologiske jordbrugere får adgang til foreløbig 25 mio. kr. ekstra statsstøtte til og med år 2003 som følge af regeringens forlig onsdag med SF og Enhedslisten om udmøntningen af afgiftsfordoblingen på sprøjtegifte.
Hvert af årene afsættes 15 mio. kr. til bl.a. kompensensation for tab af EU-hektarstøtte i forbindelse med økologisk omlægning - en ordning, der dog skal godkendes af EU-kommissionen. I modsat fald bruges pengene til at forhøje det i forvejen eksisterende, generelle tilskud til økologisk omlægning.
Indtil år 2004 afsættes andre otte mio. kr. til støtte for økologiske græsnings- eller brakområder, hvor kvæg kan græsse eller vildtet trives bedre. Og der bliver en pulje på to mio. kr. årligt til frugt- og bæravlere, som vil omstille til økologisk drift.
Forliget er resultatet af finanslovsaftalen mellem regeringen og SF om selve afgiftsfordoblingen. Enhedslisten blev inddraget i udmøntningen af, hvad afgiftsprovenuet skal bruges til, fordi forligsparterne ellers ikke ville have et folketingsflertal for afgiftsfordoblingen.

Pvc øger risiko for testikelkræft
*Mænd, som arbejder med pvc, har en seks gange større risiko for at få testikelcancer end andre mænd. Det konkluderer den svenske forsker Lennart Hardell fra Ørebro Hospital i en artikel i lægetidsskriftet International Journal of Cancer. Han tager dog det forbehold, at der er tale om en undersøgelse baseret på få personer. Han og hans medarbejdere har blandt andet spurgt 148 patienter med testikelkræft om, hvad de har arbejdet med. Svarene fra de 148 patienter og fra kontrolgruppen var så overraskende for forskerne, at de har valgt at offentliggøre resultaterne.
"Studiet viser en klar sammenhæng mellem testikelcancer og pvc," siger Lennart Hardell til Ritzaus Bureau.
Den svenske forsker mistænker blødgørerne i pvc for at være årsagen til den større hyppighed af testikelkræft. Det skyldes, at blødgørere menes at have en østrogenlignende virkning, der også kan betyde nedsat fertilitet hos mænd.

Helveg i krydsild om dansk Kina-politik
*Hensynet til menneskerettigheder i Kina kommer før erhvervsinteressser. Det forsikrede udenrigsministeren onsdag, da Enhedslisten i Folketingets spørgetid satte fokus på ministerens Kina-politik og sammenhængen med danske erhvervsinteresser i Kina. Alt tyder på, at Danmark ikke vil gentage sidste års solo-manøvre med en kritisk resolution af Kina i menneskerettighedskommissionen i Geneve - selv om Kina stadig overtræder menneskerettighederne.
"Vores holdning dikteres alene af, hvilken konkret model, der vil give de bedste muligheder for menneskerettighedssituation i Kina," sagde Niels Helveg Petersen.
Ministeren mener, at et fælles EU-standpunkt vil have større gennemslagskraft, end hvis Danmark står alene.

Italien ivrig efter ØMU-medlemskab
*En stor italiensk delegation med ministerpræsident Romano Prodi i spidsen var i går i Bruxelles for at lægge så kraftig vægt som muligt bag Italiens krav om at komme med i ØMU'en fra starten til nytår. Prodi fastslog, at Italien har gjort alt, hvad der er muligt - og faktisk mere til - for at klare adgangskravene til ØMU'en.
"Jeg er ikke ansat som assistent i en socialforsorg. Jeg er Italiens ministerpræsident, og jeg har gjort mit arbejde godt," fastslog Romano Prodi, der kom til Bruxelles sammen med sin udenrigsminister, sin finansminister og en ny opdateret økonomisk rapport.

Junibevægelsen kritiserer 'Nyt Europa'
*Junibevægelsen tog onsdag afstand fra "salon-europæerne" i 'Nyt Europa', som vil sikre et ja til Amsterdam-traktaten ved at arrangere "internationale saloner", siger Junibevægelsens talsperson, Jonna Bertelsen.
"Hele komitéen lugter med sit pseudo-intellektuelle oplæg langt væk af elitens projekt og viser med al tydelighed, at skellet mellem de ledende ja-politikere og befolkningen bliver større for hver traktat, vi bliver bedt om at sige ja til," mener hun.
Artikel side 4

WTO opfordrer Japan til reformer
*Verdenshandelsorganisationen, WTO, opfordrede onsdag Japan til at gennemføre flere økonomiske reformer og åbne op for import af udenlandske varer. I en ny rapport om den økonomiske krise i landet og den japanske handelspolitik skriver WTO, at Japan må fjerne handelsrestriktioner over for udlandet, hvis krisen ikke skal forværres. WTO peger især på Japans meget beskyttede landbrugssektor og byggesektor. Her bør regeringen fjerne mange af de protektioniske regler og forordninger, som forhindrer japanske virksomheder i at forny sig og udenlandske firmaer i at komme ind på det japanske marked.

Nordisk kritik af Sellafield-udslip
*Nordisk Råds præsidium opfordrer regeringerne i Norden til at rette en fælles anmodning til de britiske myndigheder om at standse den radioaktive forurening fra det britiske atomanlæg Sellafield. Anledningen er, at der i norske farvande er opdaget øgede koncentrationer af stoffet technetium-99, som med stor sikkerhed stammer fra Sellafield. Samtidig har Sellafield søgt om lov til at øge udslippene til luften af de radioaktive stoffer jod-129, kulstof-14 og ruthenium-106.
"Det bør præciseres, at det blandt gode naboer ikke er acceptabelt at gennemføre ensidige tiltag af den risikofyldte karakter, der her er tale om," hedder det i en udtalelse fra Nordisk Råd.

Krav om lovgivning for brug af job-tests
*Et stigende antal jobansøgere udsættes for meningsløse psykolog-test, der i bedste fald er ubrugelige og i værste fald direkte misvisende. Et ekspertudvalg under Dansk Psykolog Forening, der igennem to år har undersøgt brugen af jobtest, rejser nu krav om lovgivning på området, der i dag er uden nogen form for regler. Om to uger vil udvalget offentliggøre det første sæt etiske retningslinjer i Norden, oplyser udvalgets formand, psykolog og medlem af Dansk Psykolog Forenings bestyrelse, Berit Sander.

CIA: Irak skjuler dødbringende våben
*Det amerikanske efterretningsvæsen, CIA, mener fortsat, at Irak skjuler masseødelæggelsesvåben og udstyr til at fremstille våben for FN's våbeninspektører. Det sagde CIA-lederen, George Tenet, til den amerikanske kongres onsdag.
"Vi vurderer, at Irak fortsat skjuler kritiske masseødelæggelsesvåben, produktionsudstyr og materialer for FN's inspektører," sagde han i en erklæring til Senatets efterretningskomite.
"Irak udgør fortsat en alvorlig trussel mod amerikanske styrker, interesser og allierede," sagde George Tenet under den årlige høring om formodede trusler mod amerikansk sikkerhed. Han tilføjede, at det amerikanske mål er, at afskære Saddam Hussein fra at skjule masseødelæggelsesvåben og fortsat have mulighed for at fremstille dem.
CIA's vurdering kommer i forlængelse af amerikanske advarsler om et snarligt militært angreb på Irak, med mindre styret i Bagdad efterlever FN's sikkerhedsråds sanktioner mod landet. Selvom Iraks militære styrker fortsætter med langsomt at gå i opløsning på grund af FN's sanktioner og våbenembargoen efter Golfkrigen, så udgør Saddam Hussein en trussel mod interne oppositionskræfter i landet og mindre regionale nabolande, mener George Tenet.
Artikel side 5

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her