Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

16. januar 1998

Alvorlige fejl i Plejebo-sagen
*Der er alvorlige fejl i det materiale, som politiet er ved at gøre klar til at aflevere til Retslægerådet i Plejebo-sagen. Fejlene og manglerne er antagelig så grove, at materialet ikke kan bruges til at få dømt den 33-årige plejehjems-assistent, skriver Aktuelt torsdag. Ifølge bladet er de omtalte fejl udelukkende sket i stadslægens administration.
Samtidig har advokat Thomas Rørdam, der er forsvarer i sagen, fået en påtale af Københavns Byret for at drive selvstændig efterforskning uden om politiet ved at rette direkte henvendelse til stadslægen. Advokaten har kæret byrettens kendelse til Østre Landsret. Rørdam stillede - med kopi til politiet - to spørgsmål til stadslæge Claus Lundstedt, hvis redegørelse om de påståede drab er politiets vigtigste materiale mod plejehjemsassistenten. Afgørelsen påpegede, at Rørdam i stedet skulle have bedt politiet stille spørgsmålene til stadslægen

Reformer rammer Suhartos interesser
*Indonesien gav i går meddelelse om en omfattende reformpakke, der også berører præsident Suhartos familie og dens nære forretningsforbindelser. Formålet er at afværge en finansiel katastrofe i det folkerige asiatiske land.
Suharto bekendtgjorde i en direkte tv-udsendelse, at reformerne, som der var opnået enighed om kort forinden med Den Internationale Valutafonds (IMF) direktør Camdessus, bl.a. fører til en ophævelse af skattefordelene i det nationale bilprojekt og monopolet på distributionen af nelliker. Begge kontrolleres af hans yngste søn, Hutomo "Tommy" Mandalaputra.
Artikel side 6

Andengenerationspiger finder job
*Kvindelige andengenerations-indvandrere klarer sig bedre på jobmarkedet end deres brødre. Mens 19,5 procent af de kvindelige andengenerations-indvandrere mellem 20 og 24 år er ledige, så gælder det 22,5 procent af mændene. De kvindelige andengenerations-indvandrere bryder dermed mønsteret blandt indvandrerne, hvor hele 38,7 procent af de 20-24-årige kvinder ikke har arbejde, mens det kun gælder 31,4 procent af mændene i samme aldersklasse. For både mænd og kvinder gælder det dog, at andengenerations-indvandrererne er langt mindre ramt af arbejdsløshed end indvandrere. Det viser nye beregninger foretaget af ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda. Beregningerne bygger på en særkørsel fra Danmarks Statistik.

Kina nægter visa til WHO-repræsentanter
*Kina har nægtet at udstede visa til adskillige repræsentanter fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, som havde planlagt at rejse til Kina for at søge efter spor fra den såkaldte fugleinfluenza, skriver avisen South China Post torsdag. Et undersøgelseshold skulle være afrejst til Kina i dag, men flere af deltagerne er nægtet indrejse. Efter planen skulle holdet have været i Kina indtil 23. januar.
Det kinesiske udenrigsministeriums kommission i Hongkong afviser at kommentere sagen.

Højskoler bør bremse lærerflugt
*Hvis ikke man sørger for at bremse lærernes flugt fra højskolerne, vil de mange smukke ord om højskolernes styrkelse af demokrati og etik være spildt. Det mener Erik Piil Christensen, formand for højskolelærerne i Dansk Magisterforening. I anledning af Folketingets debat i dag om højskolernes fremtid foreslår han, at det skal være en betingelse for tilskud til højskolen, at mindst to tredjedele af undervisningen varetages af fastansatte lærere. Højskolernes krise bevirker nemlig, at højskolen er ved at blive bemandet med ufrivilligt deltidsansatte og timelærere.

Fortsat stop for inspektion i Irak
*Mens FN's våbeninspektører i Irak i går for tredje dag i træk måtte opgive at inspicere Iraks våbenprogrammer, protesterede Irak samtidig over, at FN's sikkerhedsråd ignorerer de irakiske klager over våbeninspektørerne. Imens tilbød Ruslands forsvarsminister, Igor Sergejev, at russiske spionfly kan erstatte de amerikanske U2-overvågningsfly over Irak, hvis Irak forbyder amerikanske fly i sit luftrum.
FN's sikkerhedsråd har betegnet Iraks afvisning af at lade våbeninspektørerne udføre deres arbejde uhindret som "uacceptabel og i strid med" FN's resolutioner.

EU-trojka alligevel til Algeriet
*EU får alligevel lov til at sende en delegation til Algeriet i næste uge, meddelte den britiske udenrigsminister, Robin Cooki går. Meddelelsen kom dagen efter, at Algeriets udenrigsminister, Ahmed Attaf, ellers havde afvist at modtage en EU-delegation med henvisning til, at medlemmerne i den foreslåede delegation ikke var højtstående nok. Men efter telefonsamtaler med Attaf onsdag aften og torsdag formiddag sagde Cook, at repræsentanter fra EU's tidligere, nuværende og kommende formandsland kan få adgang til Algeriet.
Formålet med missionen, der altså får deltagelse af personer på ministerniveau, er meget bredt formuleret. Det betyder, at den algeriske regerings fokus, bekæmpelse af terror, også kan komme på dagsordenen.
Artikel side 6

Analyse afliver myter om brystkræft
*Brystkræft er ikke som hidtil antaget en sygdom, der er opstået i kølvandet på velfærdsboomet efter Anden Verdenskrig. Det skriver Berlingske Tidende torsdag. Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at sygdommen er steget støt siden begyndelsen af dette århundrede.
"Der har været teorier om, at stigningen skyldes, at man dels er blevet bedre til at stille diagnosen, og dels at brugen af sprøjtemidler blevet langt mere udbredt efter Anden Verdenskrig," siger Elsebeth Lynge fra Kræftens Bekæmpelse.
Den seneste forskning viser imidlertid, at stigningen er startet længe før man begyndte at bruge sprøjtemidler i landbruget. Forskerne vil nu se nærmere på, om ændrede levevaner - her i blandt senere børnefødsler, - kan spille ind.

USA: Milosevic står bag uroligheder
*USA anklagede i går Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic, for at stå bag uroligheder i den lille jugoslaviske republik Montenegro. USA's særlige udsending til eks-Jugoslavien, Robert Gelbard, sagde i Beograd, at ansvaret for uroligheder onsdag, hvor 51 mennesker kom til skade, skal deles mellem Montenegros tidliger præsident, Momir Bulatovic, og Milosevic.
Det var tilhængere af Bulatovic, der demonstrerede mod Montenegros nye, reformvenlig præsident, Milo Djukanovic. Den unge Djukanovic har tidligere sagt, at Milosevic bør fjernes, hvis Jugoslavien skal have en chance for at udvikle sig.
Artikel side 6

1,7 mio. kr. i bøde for miljø-smøleri
*Hadsund Kommune og Hobro Kommune skal betale henholdsvis en mio. kr. og 700.000 kr. i bøde og konfiskation for at have bygget og taget deres renseanlæg i brug for sent. Statsadvokat Ole Stigel har ifølge Nordjyllands Radio fremsendt kravene til de to kommuner, der nægter at betale så store summer. Derfor ender sagen i retten. Ingen af de to kommuners borgmestre ønsker på nuværende tidspunkt at kommentere sagen, der er den første af sin art herhjemme.

Netanyahu i politisk balanceakt
*Den israelske ministerpræsident Netanyahu har tilsyneladende ingen indrømmelser med i kufferten, når han tirsdag skal besøge USA's præsident Clinton. USA's regering har i de seneste uger presset på for at få Netanyahus højrefløjsregering til at tage initiativer, der kan sætte gang i fredsprocessen med palæstinenserne.
Så sent som i denne uge stillede den israelske regering en række nye krav til palæstinenserne, samtidig med at regeringen i Jerusalem nægter at overdrage visse områder af "vital national interesse" i forbindelse med Det Palæstinensiske Selvstyre.

Grønland vil ikke betale for Dundas
*Den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motz-feldt afviser, at Grønland selv vil betale for at få Dundas-området ved Thule-basen tilbage.
"Amerikanerne er her som gæster og det er ikke rimeligt, at vi skal betale for at bruge vores eget land," siger landstyreformanden i en kommentar til, at den amerikanske ambassadør i Danmark, Edward E. Elson, under et besøg i Grønland meddelte, at Grønland kan få Dundas tilbage, hvis Danmark eller Grønland vil betale for den øgede sikkerhedskontrol på basen.

Skoleelever gode til dansk
*De danske folkeskoleelever er dygtige til faget dansk. De har en solid faglighed og er både fantasifulde og fornuftige. Dog er der stadig visse problemer med stavning og tegnsætning. Det konkluderer censorerne fra sidste års afsluttende prøver i dansk i folkeskolens 9. og 10. klasser. De har netop samlet deres indtryk fra prøverne i en landsdækkende evaluering, som udsendes af Undervisningsministeriets folkeskoleafdeling.
Ifølge censorerne har eleverne meget på hjerte, når de får inspirerende prøver til skriftlig eksamen. Mange elever kommer med personlige beretninger, der vidner om grundige overvejelser og oprigtig interesse i det emne, de beskriver.

Danskerne spiser færre æg
*Salget af æg falder drastisk. I de første tre kvartaler af 1997 faldt salget af æg med 14 procent i forhold til samme periode i 1996, da salget også var faldende, viser en statistik fra Fjerkrærådet. Problemer med salmonella, debat om dyrevelfærd og forbrugernes ønske om økologi har hver især virket kraftigt på salget af æg, skriver Landsbladet.
Nedgangen er gået hårdest ud over salget af æg fra fritgående høns. Frem til oktober faldt salget af denne ægtype med 24 procent. Det kraftige fald kan skyldes, at æg fra fritgående høns ligger tæt på økologiske æg.
"Når folk alligevel skal betale mere for æggene, kan de ligeså godt købe de økologis-ke," siger afdelingschef i Fjerkrærådet, Thorkild Ambrosen.
Salget af øko-æg steg således med 9 procent frem til oktober 1997 i forhold til samme periode i 1996.

Abu-Jamal æresborger på Nørrebro
*Den dødsdømte menneskerettighedsforkæmper Mumia Abu-Jamal, der på 16. år sidder på dødsgangen i et amerikansk fængsel i Pennsylvania, fik et dansk klap på skulderen, da Indre Nørrebro Bydelsråd onsdag aften udnævnte ham til æresborger. Det skriver Berlingske Tidende torsdag.
Både SF's og Ebhedslistens medlemmer står bag indstillingen, og forslaget blev vedtaget med et stort flertal i bydelsrådet, der samtidig bevilgede 4.000 kr. til en markering af begivenheden.

Spænding i Chiapas efter begravelse
*Situationen i den mexicanske Chiapas-provins var fortsat spændt i går efter begravelsen af en indiansk kvinde, der under en demonstration mandag blev dræbt af politisfolks skud. To andre deltagere i demonstrationen - her i blandt kvindens spædbarn - blev også såret af skud, og flere end 20 politifolk er blevet anholdt i forbindelse med episoden.
Konfrontationen opstod, da demonstranterne kastede sten mod politiet, som svarede igen ved at skyde ind i mængden.
Under begravelsen torsdag udfordrede omkring 1.000 mennesker de opmarcherede sikkerhedsstyrker, som dog undlod at gribe ind.
I de seneste dage har flere tusinde fattige, fortrinsvis maya-indianere, blokeret veje og indgange til offentlige bygninger, og Chiapas-delstatens guvernør, Roberto Albores, indvilligede sent onsdag i at foretage ændringer i rekrutteringen af politistyrkens medlemmer.
Drabet på den 25-årige kvinde fandt sted i forbindelse med en demonstration mod myndighederne, der beskyldes for at dække over en højreorienteret dødspatrulje, der den 22. december sidste år dræbte 45 indianere, fortrinsvis kvinder og børn, i en flygtningelejr i Chiapas.
Zapatistlederen Subcomandante Marcos hyldede i en kommentar i mexicansk radio den dræbte kvinde for at have deltaget i demonstrationen.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu