Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

14. januar 1998

400 dræbt under algiersk massakre
*Omkring 400 mennesker blev dræbt under massakren i den algierske landsby Sidi Hammed, skrev bladene Liberté og El Watan tirsdag og citerede forskellige kilder og øjenvidner for oplysningen. Dagbladet La Tribune, der citerede hospitalskilder, skrev, at 265 mennesker blev dræbt under massakren, der fandt sted natten til søndag. Ifølge de officielle tal, der blev udsendt mandag, blev 103 dræbt og 70 såret.
Algeriets myndigheder benægter rapporterne om de høje tabstal.
Artikler på forsiden og side 7

Indonesien presses til reformer
*Indonesien luftede i går nogle af de planer, som det har for at undgå, at nationen havner i en regulær økonomisk katastrofe. Det kan bl.a. komme på tale at ændre på statsbudgettet, ligesom der er forslag om at lempe på importafgifter.
Efter møder med højtstående embedsmænd fra Den Internationale Valutafond IMF samt den amerikanske vice-finansminister, Lawrence Summers, sagde embedsmænd, at regeringen agter at gennemføre reformer, som kan puste nyt liv ind i de svækkede aktie- og valuta-markeder i regionen. Summers sagde, at Indonesiens præsident Suharto erkender behovet "for at tage store skridt" i retning af de reformer, som Indonesien og IMF blev enige om i oktober.
Leder på bagsiden
og tema side 6

Barn hiv-smittet via kanylespand
*En brist i procedurerne med opbevaring af brugte kanyler i en gul Duplo-lignende spand placeret i børnehøjde var formentlig årsagen til, at en nu seks-årig kræftsyg pige i 1995 blev smittet med hiv på Aalborg Sygehus. Efter en grundig undersøgelse af den tragiske sag konkluderede embedslæge Henrik Hamburger på et pressemøde på sygehuset tirsdag, at smitten helt overvejende sandsynligt er sket på Aalborg Sygehus.
"Efter at have udelukket de andre mulige smitteveje, så er smitteoverførslen fra et hiv-smittet barn via brugte nåle til det kræftramte barn den mest sandsynlige smittevej," sagde embedslæge Henrik Hamburger. Det underbygges af, at de to børn er smittet med præcis den samme sjældne hiv-form.
Når smitten overhovedet kunne ske på denne måde, skyldes det formentlig, at afdelingens gule kanyle-plastikspand har en slående lighed med den Duplospand til legeklodser, som stort set alle børn kender. Sandsynligvis har det kræftsyge barn stukket hånden ned i spanden og stukket sig på en brugt kanyle.

USA parat til at handle alene i Irak-krise
*Det Hvide Hus i Washington meddelte tirsdag, at USA er parat til at handle a-lene, hvis det bliver nødvendigt for at få Irak til at give FN's våbeninspektører adgang til de områder, som inspektørerne vil se.
Meldingen kommer, efter Irak har blokeret for et amerikansk-ledet våbeninspek-
tionshold i Irak.
Artikel side 7

Norsk observatør sendes til Algeriet
*Norge sender i slutningen af denne uge en observatør til Algeriet, meddelte den norske udenrigsminister, Knut Vollebæk, tirsdag. Under et besøg i København sagde Vollebæk, at formålet med diplomat-visitten er at "øge opmærksomheden omkring problemerne".
Vollebæk tilføjede, at Norge vil yde et endnu ikke fastsat beløb i humanitær hjælp til ofrene i den algeriske konflikt.
Artikel på for-
siden og side 7

Laboratorier ofre for ny politik
*32 kommunale laboratorier vil lukke, og 400-500 kompetente forskere i miljø og levnedsmidler risikerer en fyreseddel, hvis fødevareminister Henrik Dam Kristensen gennemfører sin plan om at omstrukturere levnedsmiddelkontrollen.
Dermed går værdifuld viden tabt, og forbrugerne mi-
ster den "forlængede arm", som de lokale levnedsmiddelkontroller har udgjort for dem, mener formanden for Sammenslutningen af Levnedsmiddelkontroller i Danmark, Peter Bagge.
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen ønsker at gøre kontrollen mere ensartet ved at flytte den fra de 32 lokale levnedsmiddelkontroller til ca. ti administrative centre.
Artikler på forsiden og side 4

Ingen navne på nye NATO-lande
*USA's udenrigsminister, Madeleine Albright, sagde tirsdag, at der ikke er taget beslutning om, hvilke lande der skal indgå i den anden bølge af lande, der skal optages i NATO. Albright udtalte sig samtidig med, at præsidenterne for Estland, Letland og Litauen - der alle har ansøgt om optagelse i NATO - var i New York på første etape af et USA-besøg. Besøget har til formål at styrke båndene mellem Baltikum og Washington.
"Vi er bestemt imødekommende over for de baltiske landes ønsker, men vi er ikke nået til specifikt at tale om, hvilke lande, der skal med i anden runde," sagde den amerikanske udenrigsminister.

Skud mod Chiapas-demonstranter
*Mexicansk politi åbnede mandag ild mod stenkastende demonstranter i den urohærgede delstat Chiapas. En kvinde blev dræbt og hendes tre-årige datter såret, oplyste de mexicanske myndigheder. De føderale myndigheder gav hæren ordre til at efterforske drabet, og soldater anholdt en politiofficer og 26 menige politifolk i forbindelse med volden. Skudepisoden, der blev optaget på video, fandt sted i den lille by Ocosingo omkring 800 km sydøst for Mexico By, hvor lokale indbyggere demonstrerede mod massakren på 45 indianske flygtninge i Chiapas i december. I hovedstaden deltog titusindevis af demonstranter samtidig i protester mod massakren.

EU-kampagne vil ikke anbefale et ja
*Danskerne skal gøres mere positive i deres forhold til Den Europæiske Union, mener en ny pro-EU-bevægelse, "Danmark i Europa". Initiativtagerne vil dog på intet tidspunkt anbefale vælgerne at stemme ja til Amsterdam-traktaten. Formålet er der imod at få sat EU på den danske dagsorden - også når der ikke er folkeafstemninger.
"Vi vil fremme og udvikle forståelse for unionen, og derfor indrykker vi frem til den 5. februar en række annoncer," siger formanden Lillian Knudsen, som også er formand for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.
Kampagnen er organiseret som en fond, hvor forskellige faglige organisationer sammen med erhvervslivets ditto står bag fondens budget på godt to millioner kroner. Des-uden støtter flere politiske partier initiativet med gode råd.
Artikel side 4

Tyrkiske militærbaser på Cypern
*Tyrkiet vil anlægge tre nye flåde- og flybaser i det besatte nordlige Cypern som et mod-træk mod åbningen af en militærbase i den sydvestlige del af øen, rapporterede en tyrkisk-cypriotisk avis tirsdag.
"Tyrkiet har besluttet sig for at hævne åbningen af Paphos-luftbasen, skrev avisen Kibris med henvisning til basen, der skal indvies senere på måneden af den interna-
tionalt anerkendte græsk-cypriotiske regering.
Ifølge avisen vil Tyrkiet opføre to flådebaser mod henholdsvis øst og vest og forvandle den lille lufthavn i den østlige Famagusta-region til en flybase.
Cypern har været delt siden Tyrkiet invaderede det nordlige Cypern i 1974 og oprettede, hvad der i 1983 blev en selvstændig republik, som kun anerkendes af den tyrkiske regering.

Hurtig forespørgselsdebat i Færøsag
*Når rapporten om Færø-banksagen offentliggøres på fredag, skal der ikke tærskes langhalm på den i et udvalg i Folketinget. Poul Nyrup Rasmussen vil have en hurtigt afgørelse af de politiske konklusioner i en forespørg-selsdebat i Folketinget, meddelte han tirsdag på pressemødet efter ministermødet.
Den konservative gruppeformand Hans Engell, har foreslået at lade et særligt folketingsudvalg med en repræsentant for hvert parti diskutere, hvilke konsekvenser der skal drages af rapporten.
Det synes statsministeren ikke, er nogen god ide:
"Vi har jo ikke for gode erfaringer med sådan et særligt folketingsudvalg. Min holdning er derfor negativ. Det er en meget bedre ide at tage en forespørgselsdebat i Folketinget - helst med deltagelse af alle partier og gerne efter rimeligt få dage," sagde statsministeren.

Høj deltagelse ved valg i Cuba
*Præcis som præsident Fidel Castro ønskede det, viser det cubanske valg i søndags, at befolkningen er helt tilfreds med styrets politik. Valgdeltagelsen var på mere end 98 procent, og kun fem procent af stemmesedlerne var ugyldige. Vælgerne kunne kun stemme på Det Kommunistiske Parti, og ingen af kandidaterne går imod Castros politik. De blev alle valgt.
En af BBC's korrespondenter i Havanna siger, at flere latinamerikanske ledere nu lægger pres på Castro for at indføre flerparti-system.

Palme-fredspris til algerisk redaktør
*Den afdøde svenske statsminister Olof Palmes fredspris går i år til chefredaktøren på det algeriske tidsskrift La Nation, oplyste pris-komitéen tirsdag. Prismodtageren Salima Ghezali får prisen for sit "mod til i konstant livsfare at fortsætte sin objektive rapportering om volden mod det algeriske folk".
Siden 1993 er over 60 journalister blevet myrdet som led i konflikten mellem den militært støttede regering og væbnede islamiske grupper. Ghezali må hele tiden skifte bopæl af sikkerhedshensyn, men fortsætter med at udgive det ugentlige tidsskrift.

Nyrups fejlkvote er opbrugt
*Det er aldrig forkert at ind-rømme en fejl, men jeg mener selv, at min kvote er opbrugt. Sådan lød statsminister Poul Nyrup Rasmussens kommentar til trafikminister Bjørn Wesths (S) håndtering af taxi-loven efter tirsdagens ministermøde.
"Jeg har noteret mig, at man har tilkendegivet, at man vil gøre alt for, at dette ikke skal gentage sig - og det synes jeg er fair nok," sagde han.
Bjørn Westh sagde søndag, at han som konsekvens af debatten om taxi-chafførerne også ville fjerne kravet om dansk statsborgerskab i andre love på transportområdet - busdrift og godstransport. Dette er Nyrup ikke enig i. Han sagde efter ministermødet, at regeringen ikke umiddelbart er indstillet på at ændre ved allerede eksisterende lovgivning.

Arbejdsløse besætter børsen i Paris
*Flere hundrede arbejdsløse franskmænd besatte tirsdag børsen i Paris som led i en landsomfattende aktionsdag, hvor arbejdsløse over hele Frankrig aktionerede for bedre forhold.
Henad tirsdag aften forsøgte politiet med blandt andet tåregas at få de aktionerende arbejdsløse ud af børsen igen.
Aktionen i børsen tog fart ved 15-tiden, da de arbejdsløse rykkede ind i bygningen. Kort efter blev ind- og udgange blokeret med stole, borde, og hvad der ellers var at få fat på. Senere forlod demonstranterne dog børs-bygningen frivilligt.
Den franske hovedstad var også skue-plads for en større demonstration, hvor flere tusinde mennesker, herunder arbejdsløse og fagforeningsaktivister, marcherede til arbejdsgiverorganisationen CNPF's hovedkvarter.
I den sydfranske havneby Marseille var omkring 6.000 demonstranter på gaderne.
I Reims i det nordlige Frankrig fjernede politiet arbejdsløse fra besatte arbejdsløshedskontorer, og i byen Arras besatte arbejdsløse tomme boliger for at symbolisere, at arbejdsløse har ret til boliger.
Aktionerne, der har stået på i ugevis, har bragt den socialistiske regering i Frankrig i forlegenhed, og tirsdag forsøgte den at klinke nogle af skårene ved at tildele 320 millioner francs (cirka 364 millioner kroner) kontant til arbejdsløse, der kun har få sociale ydelser.
Pengene er del af en ekstraordinær pakke på en milliard francs, som Frankrigs ministerpræsident, Lionel Jospin, lovede i fredags som et svar på en måneds demonstrationer og besættelser af arbejdsløshedskontorer.
Frankrig har et af de højeste arbejdsløshedstal i Europa på 12,4 procent.

Rettelse
I forsidelederen om Kaj Munk i tirsdagens avis skrev mtz om Munks begejstring i 1930'erne for fascismen og den "den kooperative stat". Der skulle selvfølgelig have stået "den korporative stat" - og det er jo noget helt andet. Vi beklager fejlen.
red.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her