Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

6. januar 1998

Skarpt opgør om Nyrups Færø-rejse
*Umiddelbart inden sin afrejse til det aftalte rigsmøde i Torshavn angriber statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) Uffe Ellemann-Jensen for at skade rigsfællesskabet.
Ellemann-Jensen opfordrede søndag statsministeren til at udsætte rejsen til Færøerne i en måned og dermed afvente redegørelsen om Færøbank-sagen, der ventes offentliggjort om en uge. Venstrelederen mener, at det vil være at hælde salt i et åbent sår, hvis Nyrup fastholder rejseplanen.
CD og SF mener ikke, at statsministeren skal udsætte besøget, men at han bør indstille sig på at besøge Færøerne to gange i løbet af kort tid. Hvis rapporten om den færøske bankskandale viser sig at rumme kritik af Statsministeriet, må Nyrup Rasmussen af sted igen så hurtigt som muligt, mener både CD's gruppeformand Peter Duetoft og SF's leder Holger K. Nielsen.
"I så fald kan vi ikke leve med en ordkrig, der løber uge efter uge," siger Peter Duetoft til Politiken mandag.
Artikel på forsiden

Kina nægter at huse Pol Pot
*Kina nægtede mandag officielt, at Cambodjas tidligere grusomme hersker, Khmerlederen Pol Pot er i Kina for at få lægehjælp.
"De såkaldte nyheder om, at Pol Pot er under behandling i Kina, er ikke sande - det er almindeligt kendt, at Kinas regering allerede har afbrudt forbindelserne til de Røde Khmerer," sagde en talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium.
Kina var en af hovedsponsorerne bag de Røde Khmerer under deres terror-regime fra 1975-1979 og op gennem 1980'erne, da Khmer-soldaterne dels bekæmpede en vietnamesisk besættelsesstyrke i Cambodja og dels den Hanoi-støttede regering i Phnom Penh.

Britiske konservative anbefaler ØMU
*Ledere fra det britiske konservative oppositionspartis pro-europæiske fløj gik i går i rette med deres partileder, og skrev i et brev i The Independent, at Storbritannien bør forberede en indtræden i EU's Økonomisk Monetære Union så hurtigt som muligt.
Blandt underskriverne er tidligere ministre som sir Edward Heath, der som pre-
mierminister for 25 år siden førte Storbritannien ind i EF, og også andre tunge herrer er med. Det gælder f.eks. lord Howe og Michael Hesseltine, der begge tidligere har været vice-premierministre. Også den tidligere finansminister - og rival i formandsopgøret med Hague - Kenneth Clarke og landets EU-kommissær, sir Leon Brittain har skrevet under.
Hague, der vandt formandsopgøret sidste år, har afvist enhver britisk deltagelse i ØMU'en i mindst ét årti.
Artikel side 5

Rapport: Danske medier er ensidige
*Danske medier behandler ifølge en rapport fra det regeringsudpegede Nævnet for Etnisk Ligestiling landets etniske minoriteter ensidigt og negativt.
Værst er TV-Avisen, TV2-Nyhederne og Ekstra Bladet, hvor fire ud af fem indslag med etniske minoriteter stiller disse i et negativt lys. I de store morgenaviser er tre ud af fire historier om etniske minoriteter negative, skriver ugebrevet Mandag Morgen på baggrund af rapporten "Medierne, Minoriteterne og Majoriteten".
"Danske medier er gået så vidt, at forskere i andre lande undrer sig over det," siger en af rapportens forfattere, Mustafa Hussain, til Mandag Morgen.

Adamkus ny præsident i Littauen
*Det bliver den 71-årige Valdas Adamkus, der bliver Litauens næste præsident. Det meddelte landets valg-kommission da næsten alle stemmerne fra søndagens anden runde af præsidentvalget var talt op.
"Jeg er meget lykkelig for denne sejr. Jeg tror, at det li-tauiske folk har udtrykt deres ønske om, at vi skal gå i en ny retning, og især glemme fortiden, og forsøge at nærme os Vesten," sagde Adamkus til journalister, da sejren var klar.

Nye myrderier i Algeriet - 35 dræbt
*Muslimske ekstremister står formentlig bag nye drab på mindst 35 algeriske borgere, skrev landets aviser i går. De 35 blev dræbt søndag under angreb i fire områder i Algeriet.
Rapporterne om de 35 drab kommer netop som Algeriet prøver at komme sig over den hidtil værste massakre på civile - drabet på op mod 412 mennesker tirsdag ved starten af muslimernes fastemåned ramadanen.
Tema på side 3 og lederklip her på siden

Etisk topkarakter til Lego
*ISS og Cheminova er Danmarks mest utroværdige og uetiske virksomheder. Det fremgår af en Greens-analyse som er foretaget for Børsen. Undersøgelsen, som er den første af sin art herhjemme, viser en overraskende stor spændvidde mellem topscorere og bundskrabere, når danskerne bedømmer virksomhederne på etik. Der er således milevidt fra ISS og Cheminova i bunden af skalaen til Lego, Vestas og B&O, som befinder sig i toppen.
Greens har i november bedt en række danskere vurdere 50 store virksomheder på en række bløde faktorer, bl.a. miljøbevidsthed, menneskerettigheder, dyreetik og generel troværdighed.

Tv-dokumentar om børn under jorden
*En 33-årig syrisk kvinde afventer i disse dage sin tvangsmæssige udsendelse til Syrien - efter 10 års ophold i Danmark. Med på rejsen vil hun få sine tre døtre på syv, otte og ni år, som alle er født her i landet.
Information beskrev i november 1997 den 33-årige Wafaa Mohannas liv som afvist asylansøger under jorden (i artiklen optrådte hun under dæknavnet 'Maria'). Wafaa Mohanna kom til Danmark i 1988 og fik opholdstilladelse under falske forudsætninger sammen med sin voldelige ægtemand. Da bedrageriet blev opdaget, blev opholdstilladelsen inddraget. Manden blev sendt ud af Danmark, mens Wafaa Mohanna søgte asyl og fik afslag. Så gik hun og døtrene under jorden.
Efter at artiklen blev skrevet, er hun blevet frihedsberøvet og skilt fra sine døtre, som hun nu må se tre gange om ugen.
Journalisten Helle Hansen har produceret en halv times tv-dokumentarudsendelse, Børn under jorden, som DR1 sender tirsdag 20.30.

SF vil spare borgmester-reception
*SF i Sønderborg vil spare en reception for den ny borgmester, Venstremanden A. P. Hansen. SF's byrådsmedlem, Karin Petersen, siger, at receptionen er spild af penge, og hun har besluttet sig for at blive væk.
"Vi har netop haft en sag om ulovlige vederlag, som kommunen har udbetalt, så nu synes jeg ikke at der er grund til at bruge flere penge på en reception," siger hun.
Det var ulovlige vederlag på tilsammen 250.000 kr. til den tidligere socialdemokratiske viceborgmester i Sønderborg, der gav S et nederlag ved valget og førte til systemskifte i Sønderborg.

Ugandiske mistænkte sat på fri fod
*Politiet i den ugandiske by Jinja har valgt at løslade de tre personer, der er mistænkt for drabet på danskeren Hans Miltersen Larsen. Efter at have gennemgået sagens beviser mente anklageren ikke, at de er stærke nok til at holde de tre varetægtsfængslede. De er nu sat på fri fod, men skal dog melde sig jævnligt til politiet, oplyser ambassadesekretær Jens Kåre Rasmussen fra den danske ambassade i Kampala til Ritzau.
Den 47-årige u-landsfrivillige Hans Miltersen Larsen, der boede og arbejdede i Tan-zania, var på julebesøg hos sin kones familie i Uganda. Han blev dræbt af et skud juleaftensdag under et røveri i Jinja.

Israelsk parlament godkender budget
*En tydeligt politisk svækket ministerpræsident Benjamin Netanyahu fik mandag sit budget for 1998 vedtaget i det israelske parlament, Knesset. Det skete på trods af, at udenrigsminister David Levy og hans Gesher-parti søndag trak sig ud af regeringen.
Af Knessets 120 medlemmer stemte 58 stemmer for og 52 imod budgettet. En afstod fra at stemme. Levy, der gik ud af regeringen i protest med store sociale besparelser, deltog ikke i afstemningen.
Artikel side 5

Politisk lurer trækker sig
*Den 25-årige Anders Møller (V), der er sigtet for at have beluret solariegæster i Køge Svømmeland, trækker sig nu fra posten som formand for kulturudvalget i Køge byråd. Anders Møller skrev i en pressemeddelse mandag, at han har besluttet ikke at fortsætte i kommunens kulturudvalg og tiltræder således ikke formandsposten. Det sker ifølge Anders Møller af hensyn til "mine nærmeste og mit parti", efter at han har konstateret, at "det cirkus, der har rejst sig efter mit kig i et solarium fortsætter".
Professor i strafferet Eva Smith fra Københavns Universitet, kritiserede i går ledelsen i Køge Svømmeland. Hun mener, at der er blevet set stort på solariegæsternes krænkede blufærdighed, fordi ledelsen i svømmelandet lod beluringen stå på i en uge, mens man lavede hemmelige videooptagelser af lurerne.

Færre søgte asyl i Danmark i 1997
*Danmark er blevet et mindre attraktivt land at søge asyl i. I hvert fald faldt antallet af registrerede asylansøgere sidste år med 16 procent. Der er dermed tale om det laveste antal asylansøgninger siden 1991, hvor danske myndigheder modtog 4.609 ansøgninger.
Til gengæld kom der en del til landet, som ikke er opført i statistikken, fordi de ikke fik lov til at søge om asyl. Det drejer sig primært om folk, der kom hertil fra "sikre lande", og som blev sendt retur med det samme. Tallene er opgjort af Rigspolitiet, som ikke umiddelbart har en forklaring på faldet.

Influenza stammer måske fra ænder
*Der er ingen risiko for, at den såkaldte fugleinfluenza skal brede sig fra Hong Kong til EU, fremgik det af en udtalelse mandag fra Europa-Kommissionens talsmand.
Han oplyste, at EU ikke tillader import af fjerkræ fra Hong Kong. Forlydender fra Hong Kong mandag tydede samtidig på, at sygdommen muligvis stammer fra ænder.
EU's stående veterinærudvalg holder onsdag møde i Bruxelles for at diskutere importen af "andre dyr" fra denne del af verden. Kommissionskilder sagde mandag, at det ikke vides, om det er ænderne, der sigtes til.

Betjent redder indbrudstyv
*Da en hundefører ved Vejle Politi natten til mandag fandt en stærkt blødende indbruds-tyv, greb han resolut ind og brugte remmen fra sin hund til at lægge en trykforbinding på den 19-årige tyv, der var ved at gå i chok på grund af blodtab. Han havde skåret sig i lysken, da han sammen med en kammerat smadrede ruden til en kiosk. Kammeraten stak af og lod den blødende 19-årige tilbage blandt tyvekosterne, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Mois regeringsparti får flertal i parlamentet
*Daniel arap Moi blev i går formiddag taget i ed som Kenyas præsident ved en ceremoni i hovedstaden Nairobi.
I sin tiltrædelsestale sagde den 73-årige Moi, der allerede har været præsident i 19 år, at han i de næste fem år vil være mere lydhør over for befolkningens behov og ønsker. Dette løfte synes dog ikke at gælde den del af befolkningen, som er er stærkt skeptiske overfor valgresultatet og mistænker Moi for at have svindlet med stemmeoptællingen.
Moi fik 2,5 mio. stemmer ved valget i sidste uge, hvilket er godt en halv mio. mere end hans nærmeste konkurrent, oppositionslederen og den tidligere vicepræsident, Mwai Kibaki. Moi's regeringsparti, Kenyas Afrikanske Nationale Union, KANU, opnåede samtidig absolut flertal i landets parlament, hvor også ni oppositionspartier fik plads.
Oppositionen i Kenya er stærkt utilfredse med valgresultatet. De anklager præsidenten for korruption og ligegyldighed over for landets store sociale problemer. De anser også Moi og KANU's sejr som rent fup kun opnået ved omfattende svindel under valget og stemmeoptællingen. Oppositionen kræver omvalg i januar og med internationale observatører til stede.Valgresultatet er bekræftet af Kenyas officielle valgkommission. Internationale organisationer og valgobservatører har endnu ikke givet deres bedømmelse af valgets gennemførelse.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her